
Dette indlæg er tredje indlæg i min indlægsserie om serier og jeg er faktisk lidt sent på den. Det var meningen, at jeg ville skrive det her indlæg i oktober og så det fjerde og sidste i december, men på nuværende tidspunkt er vi allerede næsten en uge inde i november og derfor tænker jeg at gøre det lidt anderledes. I det her indlæg vil jeg se tilbage på min serielæsning fra juli og til og med oktober, altså de sidste 4 måneder. Og i stedet for at lave en sidste opdatering til december, vil jeg lave lidt om på hvordan jeg laver de her indlæg.
Først og fremmest bliver det hvert halve år fremfor hvert kvartal. Sidst i december, eller først i januar vil jeg lave et indlæg på bloggen, der handler om alle de serier, jeg har stående som jeg ikke har læst færdig endnu. Dem, hvor jeg har alle bøgerne, der er udkommet indtil det tidspunkt. Og så 2 opdateringer hhv. om sommeren og igen i december, hvor jeg ser på hvilke serier, jeg har læst færdig, hvilke jeg har fået tilføjet og måske også hvilke jeg er begyndt eller kommet videre med.
Men for nu handler det om de sidste måneders serielæsning. de første to opdateringer kan læses her: Serieopdatering #1 og Serieopdatering #2.
Serier, jeg har læst færdig fra start juli til slut oktober
- Ravnenes hvisken af Malene Sølvsten. Jeg har genlæst bog 2 for at få genopfrisket historien, inden jeg læste bog 3. På nuværende tidspunkt mangler jeg at læse den lille spin-off bog om Varnar og snart kommer Elias’ historie også, men jeg er færdig med den centrale trilogi.
- Six of Crows af Leigh Bardugo. I løbet af sommeren genlæste jeg Six of Crows og fik også læst Crooked Kingdom. Især den sidste bog var en, der fejede benene væk under mig og det er en af mine favoritserier.
- Den store djævlekrig af Kenneth Bøgh Andersen. Som nævnt sidste gang, så havde jeg allerede dengang læst den oprindelige serie på 4 bøger, men ville først tælle den med når jeg havde læst de to sidste. hvilket jeg nu har.
- Transformationsmaskinen af Nikolaj Johansen. Jeg har også fået læst den tredje og sidste bog i denne trilogi og færdiggjort en skøn serie.
Og det er faktisk alle de serier, jeg har fået læst færdig siden sidst. Det er noget færre end jeg havde håbet på, men mit mål var trods alt at få færdiglæst flere serier og det har jeg opnået.
Serier, jeg er er begyndt eller fortsat på fra start juli til slut oktober
- Iskari af Kristen Ciccarelli, Serpent & Dove af Shelby Mahurin, Aurora Cycle af Amie Kaufman og Jay Kristoff og The Last Witchdoctor af Rena Barron er alle fireserier, hvor jeg har fået den første bog i bogbokse. De tre sidstnævnte er 2019-udgivelser og der er derfor ikke flere udgivne bøger i serien endnu. Førstnævnte er jeg i tvivl om, hvorvidt jeg vil læse videre i og i første omgang bliver det nok som lydbøger frem for nogen jeg køber hjem.
- Saga af Brian K. Vaughan og Fiona Staples. Jeg har fået læst både volume 3 og 4, så nu ejer jeg faktisk ikke flere. Men det er jo både snart jul og min fødselsdag nærmer sig også.
- Empirium af Claire Legrand. Det er blevet til de to første bøger i den her trilogi, hvor den sidste bog ikke er udkommet endnu. Jeg har meget blandede følelser omkring serien og har ikke besluttet mig for om jeg har lyst til at købe den sidste bog endnu.
- Discworld af Terry Pratchett. Okay, det her bliver noget af et projekt. men jeg har endelig læst den første bog efter at have købt den helt tilbage i 2015. Det her er ikke en serie, jeg regner med at blive færdig med lige foreløbig.
- Orange af Ichigo Takano. Jeg har læst det første bind up af den her manga og da der kun er en mere, synes jeg det er en meget overskuelig serie at gøre færdig.
- Strange the Dreamer af Laini Taylor. Endnu en duologi, hvor jeg har fået læst den første bog. Nu leder jeg efter den matchende udgave af efterfølgeren for det var en helt fantasktisk læseoplevelse.
- Nevernight Chronicle af Jay Kristoff. En af mine nyeste yndlingsserier. jeg har læst de to første bøger i den her trilogi i hhv. juli og oktober og jeg har planer om at læse den sidste bog senere i november.
- The Illuminae Files af Aaie Kaufman og Jay Kristoff. Egnelig er det her en genlæsning for mig, men jeg har genlæst den første bog for endelig at komme videre med serien og har planer om at læse bog to i november.
- The Folk of the Air af Holly Black. Denne her trilogi bliver færdig lige om lidt, når den sidste bog udkommer senere i november. Desuden er den lige kommet på dansk. Den tredje bog er ikke en prioritet for mig lige med det første, men det er en jeg ser frem til at læse.
- The Witcher af Andrzej Sapkowski. Langsomt men sikkert får jeg gjort fremskridt med den her serie, men jeg har kun fået læst en bog mere siden sidst.
- Spellslinger af Sebastien de Castell. En ny serie for mig, jeg har læst den første bog har så de næste 4 stående klar.
- Napoli romanerne af Elena Ferrante. Det her er en serie jeg låner af min svigermor og jeg har nu fået læst den anden bog i serien. hvornår jeg kommer til bog tre, det ved jeg ikke.
- Royals af Erin Watt. I august fik jeg læst de første to bøger i serien, og jeg har lidt en plan om snart at bingelæse de tre sidste i den her vanedannende serie.
- The Young Elites af Marie Lu. Jeg har genlæst den første bog og satser på at nå at læse i hvert fald bog to inden det nye år.
- Bjørneby af Fredrik Backman. En bog, jeg til at begynde med ikke var klar over, var en serie. Men en af de bedste bøger, jeg har læst i år og helt sikkert en serie, jeg skal læse videre i.
- Miss Peregrine’s Peculiar Children af Ransom Riggs. Jeg har fået læst den tredje bog og debatterede derfor med mig selv om jeg skulle tage den oprindelige trilogi med som en færdiglæst serie. Men da jeg heller ikke gjorde det med den oprindelige Shatter Me trilogi, eller den store djævlekrig, så kommer den med som en jeg er nået videre med.
- Three Dark Crowns af Kendare Blake. En super lovende serie, hvor jeg har læst dne første bog.
- Death Note af Tsugumi Ohba og Takeshi Obata. jeg har endelig fået læst volume 4 og mangler derfor nu kun 2. Jeg synes at serien er faldet lidt tilbage igen i bog 3 og 4, så derfor er jeg spændt på hvad jeg synes om finalen.
- Dødt kød af Nick Clausen. Jeg har læst både bog 2 og3, og er derfor up-to-date med denne her zombieserie.
- Charlotte Holmes af Brittany Cavallaro. Jeg købte oprindeligt bogen fordi jeg godt kan lide Sherlock Holmes og jeg vil altid gerne læse genfortællinger deraf.
- Under skoven danser vi af Trine V. Ipsen. Det her er endnu en bog, jeg ikke vidste var en serie før jeg læste den. Men jeg har fået læst den første bog.
- The Umbrella Academy af Gerard Way. Den her graphic novel har jeg vilet læse så længe og nu er jeg endnu mere hooked på at læse de næste to.
- Dream Maker af Audrey Carlan. Den her serie minder mig meget om hendes anden serie, men jeg nød den selvom den er overdrevet og ret så dramatisk.
- A Series of Unfortunate Events af Lemony Snicket. Jeg er endelig gået i gang med at læse den her serie på engelsk, så jeg også kan få slutningen med. Jeg har læst de første 2 bøger ud af 13.
- Heartstopper af Alice Oseman. Det her er en grapic novel serie, der også kører som web comic og derfor kunne jeg egentlig godt bare læse videre. men jeg kan godt lide at have den fysisk og derfor har jeg ind til videre læst volume 1.
- Kyoshi af F. C. Yee. Jeg har læst den første, og ind til videre eneste, bog i i den her spin-off serie om den tidligere Avatar Kyoshis opvækst og liv.
Det blev en noget længere liste og jeg vil også sige, at det ikke er alle de her serier, jeg har alle bøgerne i endnu. Nogen af dem er der ikke udgivet flere bøger i endnu og andre har jeg ikke fået købt. Det er blandt andet en af de ting, jeg går og tumler lidt med hvordan jeg bedst kan holde styr på til indlæggene næste år.
Har I fået læst nogle gode serier på det seneste?