Boglige julegaver

Der findes ingen bedre gaver at få end bøger. Det er ikke noget, jeg bare siger, jeg bliver faktisk virkelig glad for at få bøger i gaver og jeg husker det nemt. Og jeg er ret heldig, at jeg har folk i mit liv som gerne vil give mig bøger i gaver. Og julen 2019 var ikke nogen undtagelse. For mig er det ikke en særlig stor afsløring hvis jeg ved, at jeg får en bog, for jeg ønsker mig så mange. Men nok om det, i det her indlæg vil jeg fortælle lidt om de 15 bøger, jeg fik i julegave i år.

Den første bog var en gave fra den ene af mine søstre og det er den næste bog i en middle grade fantasyserie, som jeg fandt tidligere i år. Det rygende timeglas af Jennifer Bell er bog to i De ualmindelige-trilogien efter Den bøjede mønt. Serien følger 1o-årige Ivy og hendes storebror Seb på en magisk rejse til Lundinor, en magisk underverden til London. Jeg var vild med den første bog og det underfundige univers, Bell har skabt, så det er perfekt at jeg nu kan læse videre.

Min anden søster og mine forældre havde vist snakket sammen, for imellem dem fik jeg alle fire bøger i Maggie Stiefvaters The Raven Cycle-serie; The Raven Boys, The Dream Thieves, Blue Lily, Lily Blue og The Raven King. Det her er bøger, jeg allerede har læst, først fra biblioteket og sidenhen som lydbøger, men jeg knuselsker dem og vil virkelig gerne tilføje dem til mit eget bibliotek. Jeg tror desuden også, at jeg nu har alle Stiefvaters bøger, med undtagelse af hendes Fay-serie, der er ret svær at opdrive fordi den lader til at være ude af print. Jeg har lidt en ide om, at jeg genlæser hele serien, når jeg har læst Call Down the Hawk, fordi jeg ikke kan få nok af karaktererne.

Min svigermor har selv sagt, at hun valgte at give mig disse to bøger, fordi hun selv gerne vil læse dem. Men altså, jeg blev bare så glad for at finde to af mine yndlings Astrid Lindgren-historier under træet, Brødrene Løvehjerte og Ronja Røverdatter. Jeg tror ikke, jeg behøver sige noget som helst om hvad de handler om. Og så fik jeg også denne lille plakat (faktisk kalder de det et kort) med ‘Læsehesten’ fra Dialægt. Jeg vidste, at jeg gerne ville have den lige fra da jeg så Julie fra Litfix fortælle om den – og så kommer den til at passe så godt sammen med ‘Gameren’ som min kæreste har haft i et par år.

Oh boy. mine forældre gik all-in og har virkelig tændt op under min Tolkien-besættelse. Jeg er endda lige ved at få tårer i øjnene igen mens jeg skriver om det. Tre af bøgerne er skrevet af Tolkien, og restaureret fra gamle manuskripter og redigeret af hans søn, Christopher Tolkien. Disse skønne hardcovers har forsideillustrationer af Alan Lee og jeg kunne save siddet hele julenat og aet dem og sukket over disse bøger. De tre bøger er naturligvis Beren and Lúthien, The Children of Húrin og The Fall of Gondolin. Alle tre udgør “de store fortællinger” i Middle-earth universet fra The Elder Days, længe før handlingen i The Lord of the Rings.

De fem andre bøger er ikke skrevet af Tolkien, men om ham og hans univers. De er alle sammen skrevet af David Day, som er forfatter og litterær kritiker, og han har skrevet en del af de bøger, jeg brugte til mit speciale. Disse har jeg dog ikke læst før og jeg mangler faktisk stadig en i den her “serie”, der var udsolgt da jeg lavede min ønskeliste. Bøgerne er “flexibound” i noget der minder om læder, men jeg er ret så sikker på at det ikke er ægte. I hvert fald er de super flotte både udenpå og indeni. De fem bøger er Tolkien: A Dictionary (brun), The Heroes of Tolkien (blå), The Dark Powers of Tolkien (grå), The Battles of Tolkien (rød) og The Hobbits of Tolkien (gul). Jeg glæder mig simpelthen så meget til at nørde for vildt.

Fik du en bog i julegave?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.