Er du okay, Helene? af Anika Eibe

Bogen er et anmeldereksemplar. Meningerne er mine egne.

Titel: Er du okay, Helene?
Forfatter: Anika Eibe.
Serie: Okay #5.
Oversætter:
Udgivet af: Tellerup i 2019.
Sidetal: 176 sider.
Sådan læste jeg bogen: fysisk anmeldereksemplar fra forfatteren.

Læs mine anmeldelser af alle de første bøger her: Er du okay, Marie?, Er du okay, Fie?, Er du okay, Matthias? og Er du okay, Nanna?.

Voldtægt. Jeg havde nægtet mig selv at sætte navn på det hele weekenden. Men nu eksploderede ordet og satte verden i stå. Dræbte tiden og standsede mit åndedræt. Så kraftfuldt var det. Men det var sandt. Det var rigtigt. Han havde voldtaget mig. Jeg tørrede næsen, og snottet trak glinsende spor over gåsehuden på min hånd. For fanden, hvor var jeg dog åndssvag! Jeg havde vel ikke været i tvivl om hvad han ville? Hvad alle ville når man kyssede til en fest, og så trak sig væk fra de andre. Det var for fanden ikke raketvidenskab. Men hvorfor havde jeg ikke vidst … Hvorfor havde jeg ikke forudset …? For helvede, hvor var jeg dum! DUM! DUM! FUCKING DUM!

Det her er uden tvivl en af de sværeste bøger for mig at anmelde og jeg ved ikke engang hvordan jeg skal sætte ord på præcis hvad den her bog gjorde ved mig. Jeg stortudede mig igennem dele af bogen, for Helenes historie gjorde et voldsomt indtryk på mig. Det er måske den bog i Okay-serien, som har taget et af de mest voldsomme emner op og det er uden tvivl den, der har været sværest at læse på grund af det. Det er derfor jeg elskede den så højt.

Som læser skal man måske være opmærksom på, at der er ret mange trigger warnings for denne her bog, men omvendt kan jeg ikke lade være med at tænke på at Er du okay Helene?, ligesom resten af serien i øvrigt, er en af de slags bøger jeg ville have givet min ene arm for at have som teenager.

Historien er kort og alligevel kunne den alligevel give mig en mavepuster af en anden verden. Og for mig at se er det en god ting, det er en af de slags bøger der skal have en reaktion, en af dem hvor man ikke kan lade være med at reagere på alt det, der sker. Anika Eibe har endnu en gang formået at tage et rigtig stort emne op og behandler det på en måde der er respektfuldt og ærligt, også når det er svært. Der kommer ikke nogen stor og forkromet løsning på hændelserne i bogen, fordi sådan er virkeligheden ikke og selvom man kunne ønske sig det af en bog, så satte jeg pris på den mere åbne slutning, hvor jeg i hvert fald havde en spirende følelse af håb for Helene og hendes vej videre.

Er du okay, Helene? er en bog, jeg tænker på tit og en bog, jeg nok aldrig kommer til at glemme helt. Det var en overvældende oplevelse at læse bogen, men jeg havde også forberedt mig på det. I sidste ende var jeg ikke i tvivl om at det her er en af mine yndlingsbøger. Også selvom jeg tror, den bliver svær at læse igen.

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.