Titel: Hjernen bag Astralis.
Forfatter: Danny ‘zonic’ Sørensen og Markus Bernsen.
Udgivet af: People’s Press i 2019.
Sidetal: 352.
Hvordan jeg læste den: fysisk eksemplar, fra min egen reol.
DANNY ’ZONIC’ SØRENSEN ER TRÆNER FOR ASTRALIS OG EN AF DANMARKS FØRSTE PROFESSIONELLE GAMERE.
I HJERNEN BAG ASTRALIS fortæller han for første gang historien om e-sportens rejse fra sumpede netcaféer til en milliardindustri med udsolgte arenaer, fanatiske fans og heftige pengepræmier. Danny har spillet en nøglerolle i udviklingen. Som træner for Astralis er han en del af verdens første professionelle organisation for e-sport, hvor psykologer, diætister og fysioterapeuter bruge metoder fra traditionel sport til at udvikle gamerne. Med fire major-sejre er Astralis det mest vindende hold i spillet Counter-Strike nogensinde, og i dag kopierer e-sportshold over hele verden holdets metoder.
På sin egen krop har Danny Sørensen også mærket, hvad det kræver at komme til tops i den nye verden. Under opvæksten i en forstad til Roskilde blev computerspil hans vej væk fra en kriminel løbebane, og senere har han kæmpet sig forbi indspiste spil-klaner, danske fidusmagere, russiske oligarker og forræderiske holdkammerater frem til den plads på verdenstoppen, som Astralis har i dag.
HJERNEN BAG ASTRALIS giver det første blik bag kulisserne på holdet. Vi hører om spillernes intense træning, de store pengepræmier, interne stridigheder, rivaliseringen med andre hold og de mange magtkampe i det hastigt voksende marked for e-sport.
Okay, det her er en super nørdet bog for mig at anmelde. Det er måske ikke særlig tydeligt ud fra min blog, men jeg er kæmpe fan af computerspillet Counter Strike: Global Offensive, CS:GO. I starten af denne her måned var jeg for andet år i træk inde og se finalerne, som blev spillet her i Odense og i løbet af de sidste tre års tid har jeg set det virkelig meget. Det er ikke unormalt for min kæreste og jeg at sætte det på, hvis der er en turnering i gang som bliver streamet på Twitch eller YouTube, både når det er et sted i Europa og tidszonerne passer rigtig godt, og når det er i USA eller Australien og vi nærmest ikke er vågen til andet end optakt eller lige de sidste par runder. Seneste også da der blev spillet i Beijing. Så som sagt, jeg er stor fan.
Så da jeg mere eller mindre tilfældigt så zonics navn på programmet for BogForum, og fandt ud af at der udkom en bog om ham, så vidste jeg med det samme, at det var en, jeg måtte have fat i. Og jeg slugte den i en mundfuld, lige op til årets finaler i Odense. Det er i øvrigt der, jeg har taget billederne nederst i indlægget.
Zonics historie er fascinerende. Den starter længe før jeg blev interesseret i esport, ja meget meget længe før der overhovedet var noget, der hed sådan. Og den starter ud med et gamermiljø, som jeg tror mange stadig ser for sig i dag, når man taler om esport. Men der er en ting, der ikke er til at tage fejl af, når man har læst Hjernen bag Astralis: de tager det bundalvorligt og det er langt mere end pizza og energidrik og lange nætter.
Men sådan startede det og det var vildt spændende af læse om. Jeg vidste på forhånd ikke ret meget om Zonic fra før han blev træner og derfor var især første halvdel af bogen meget nyt for mig. Det er hans personlige historie fra da han var dreng og op til han først bliver introduceret til computerspil. Den starter ud i en helt anden tid hvor computere ikke var alt det, de er i dag. Og en af de ting, jeg virkelig nød ved specielt denne her del af bogen, er hvor ærligt det hele er fortalt.
Faktisk er det et gennemgående træk ved bogen, som jeg gerne vil fremhæve. For det slog mig virkelig som jeg læste, især om de mere negative oplevelser. De bliver stadig behandlet ærligt, men man kan altså virkelig mærke følelserne bag. Når der fortælles om snydepelse, der narrede penge fra spillerne i de tidlige dage, når der fortælles om snyd i spillet eller venner der går bag om ryggen på en. Aldrig var jeg i tvivl om, at der var mange følelser på spil og man kan godt mærke dem i det, der bliver skrevet. Men det er ikke ondt sagt. Det er ikke en bog der er skrevet for at få hævn over dem, der har gjort det. Det hører bare med til historien. Selvfølgelig kan man mærke følelserne i de positive oplevelser, i major wins og den slags. Men det hele bliver behandlet på samme sobre måde, som bare kendetegner det billede, jeg har af zonic.
Det her er nok ikke en bog, du kan lære at blive god til CS:GO af. Det er ikke en bog med tips og strategier, men man kan alligevel lære meget af den. Meget om holdkultur, og om hvad esport egentlig er. Det er en hamrende god historie, og den er rigtig. Og så er den ikke engang slut.
