Kvadrantiderne af Nanna Foss

Bogen er en gave fra forlaget og forfatteren.

Titel: Kvadrantiderne.
Forfatter: Nanna Foss.
Serie: Spektrum #4.
Udgivet af: Tellerup i 2019.
Sidetal: 698.
Sådan læste jeg den: fysisk eksemplar, gave fra forlaget.

Læs mine anmeldelse af de første tre bøger her: Leoniderne, Geminiderne, Ursiderne.
Læs mine spoiler-fyldte diskussionsindlæg om hver bog i forb. med #SpektrumReadalong i 2019 her: Leoniderne, Geminiderne, Ursiderne.

Noah er ekspert i at blive uvenner med alle, og i at lyve uden at blinke.
Men han er også ekspert i at holde sig vågen. Helst for evigt.
For med søvnen kommer monstrene – og alt det andet som Noah kæmper for at undgå.
Sprækkerne i hans panser bliver langsomt større, og det kan have alvorlige konsekvenser.
Både for ham selv og for andre.

Tilmed er livet som tidsrejsende mere livsfarligt end nogensinde,
og for at overleve skal Noah og hans venner hele tiden være et skridt foran.
Katastrofen lurer lige om hjørnet hvis man mister kontrollen.
Over monstrene, over løgnene – og over sig selv.

Noah indser snart at han ikke kan blive ved med at flygte fra fortiden. For visse hemmeligheder kan koste liv. Det er kun et spørgsmål om tid …

Jeg bliver nødt til at starte denne her anmeldelse med en advarsel. Efter jeg havde slugt Kvadrantiderne i hvad der føltes som en meget stor mundfuld, havde jeg verdens største bookhangover. Godt nok er jeg meget investeret i serien og har ventet spændt og med længsel på Noahs bog, men alligvel.

Og nå ja, jeg kommer måske til at give små spoilers, men jeg skal gøre mit bedste for at undgå for mange og for store afsløringer.

Kvadrantiderne sendte mig igennem hele følelsesregisteret. Jeg har både grint højlydt af tørre kommentarer og vittige comebacks, det løb mig koldt ned af ryggen da Emilies evne bliver lidt for virkelig og bringer et vaskeægte mareridt til live. Jeg havde lyst til at give Noah en lussing når han opførte sig helt hovedløst i et forsøg på at være stærk, jeg græd jo mere jeg lærte om hvad han kæmper med, jeg græd af grin over fulde teenagere og så videre og så videre. I høj grad en bog, der var spændende at læse i toget.

Selve historien er knivskarpt fortalt og igen formår Nanna Foss at gøre noget nyt og finde en ny hovedpersons helt egen stemme og fortællestil. Noahs er naturligvis fyldt med bandeord og farvede udtryk, men jeg følte også for alvor hvor meget andet han rummer. Noget jeg virkelig har glædet mig til efter de tre første bøger. I Kvadrantiderne leger Nanna ret meget med virkeligheden og i kraft af Noahs søvnløshed bliver grænserne nu og da udvisket. Måske godt hjulpet af hvor hurtigt og intenst jeg var opslugt af bogen, men jeg blev virkelig grebet af måden historierne var fortalt på og blev lige så forvirret som Noah må have været. Det gjorde hans frustration og ængstelse meget nærværende og jeg blev da også snydt mere end en gang. Dertil får man også tilbageblik til Noahs oplevelser den sidste tid i Australien, der giver et ekstra indblik i hans personlighed. Der er ingen tvivl om at Nanna har brugt lang tid på at få Noahs historie helt rigtig, men hold nu fast hvor er det lykkedes godt!

Med den her bog er vi næsten halvvejs inde i Spektrum-serien og det er begyndt at gå heftigt for sig. Der er mange tråde fra især den første bog som bliver taget op igen og jeg var så glad for at jeg næsten lige havde genlæst de andre bøger. Jeg havde ret i et par af mine antagelser og teorier og nogle andre var vinklet lidt anderledes end jeg havde troet. Og det er jeg faktisk rigtig glad for, resultatet er nemlig så vildt. Jeg forstår ikke hvordan Nanna kan blive ved med at gøre det, men jeg ender altid med at synes at den nyeste bog i serien er endnu bedre, vildere, mere gennemtænkt, mere udspekuleret og mere følelsespræget end den forrige.

Tidsrejserne i denne her bog var også på mange måder anderledes end de forrige. Blandt andet rejser gruppen tilbage til den dag, Leoniderne starter på, og det var en ret speciel måde at gense noget velkendt fra en helt anden vinkel. Jeg græd af grin da de optager fulde-videoen fra deres første møde med Karl og en af tidsrejserne, jeg siger ikke hvilken, bragte så mange ting på banen at jeg bliver nødt til at genlæse og tage noter for at kunne få styr på tankerne.

Kvadrantiderne var en af mine bedste læseoplevelser i 2019. Derom er der ingen tvivl. Med bogen slår Nanna endnu en gang fast at hun kan skrive historier med store plotlinjer og finurlige detaljer, og selvom det er et skift af fortæller hver gang, føles det hele stadig som en stor historie. Jeg live-opdaterede dele af min læsning på Instagram den anden aften til BogForum, hvor man kunne følge med i mine meget umiddelbare reaktioner. Men selv mår jeg ser tilbage på den, er jeg fuld af følelser og “whaaaat”-tanker. Kvadrantiderne er en bog, jeg kommer til at genlæse. Mange gange. Og jeg kan virkelig anbefale den. Tænkt ikke for meget på de næsten 700 sider, eller at det er en fjerde bog i en serie. Læs den. Læs dem alle. For Nanna Foss kan virkelig noget og jeg kan næsten ikke vente med at se, hvor(når) hun tager os med hen næste gang.