
*anmeldereksemplarer fra respektive forlag eller forfattere.
2019 har været et rigtigt godt år – på læsefronten. Jeg satte mit Goodreads-mål op af to omgange, og endte med at komme over mit endelige mål på 200 bøger. Faktisk blev det til 237 bøger, de 235 af dem er på Goodreads, så derfor lød mit endelige resultat på 235. Hvilket er helt ekstremt vildt, det er klart det meste jeg har læst på et år og når jeg ser på tallet er jeg både stolt og lidt bekymret for, om jeg har nedprioriteret for mange andre ting. Men i sidste ende har jeg haft alt for meget tid mellem hænderne og så er det bøgerne, jeg tyr til.
Jeg har siddet og nørklet med lidt statistik, og fundet ud af min gennemsnitlige bedømmelse ligger på 3,97, hvilket er rigtig højt og godt hjulpet af at mine 5 og 4 hjertede bedømmelser udgør næsten tre fjerdedele af de bøger, jeg læste. Jeg læste klart mest fantasy, hele 109 bøger, mens resten fordelte sig meget lige i genrer der inkluderer contemporary, science fiction, historisk fiktion, romance og klassikere for at nævne nogle få. I gennemsnit har jeg læst 19,75 bøger, på trods af at jeg kun læste 5 bøger i november, og i det hele taget var der rigtig mange bøger at vælge imellem til denne liste.
Den her liste over 15 bøger er ikke i nogen bestemt rækkefølge, og jeg har virkelige svært ved at vælge en decideret favorit. De er bøger, der har fået mig til at grine eller græde, overrasket mig helt vildt og dem, der har hængt mest ved.

*Er du okay, Helene? af Anika Eibe.
Det er er den bog, der fik mig til at græde mest i 2019. Jeg var endda klar over det på forhånd, fra det øjeblik jeg fandt ud af hvad Helenes historie handler om. Det gik virkelig rent ind! Jeg elsker bogen for det, den er. Det er en ret barsk historie, hvor man kommer meget tæt på hovedpersonen Helene og som altid behandler Anika Eibe tabuer og svære emner på en måde, så historien er tilgængelige for alle uden at gå på kompromis med budskabet.
Roverandom af J. R. R. Tolkien.
Er det overhovedet en favoritliste fra mig uden en Tolkien-bog på? Roverandom har dog fortjent sin plads på listen, det er en kort og virkelig sød historie, der kan appellere både til fans af Middle-earth universet og dem, der finder det for stort og uoverskueligt. Der er masser af fantasi i denne her lille historie, og jeg er så glad for at jeg endelig har fået den næste.
Kaldet fra Galathea af Nathali og Bettina Liane.
Jeg elskede den måde, det her univers er bygget op på. Skibet Galathea er på mange måder både virkelig fascinerende og skræmmende, men hvad jeg virkelig fandt så godt er den dybde, der gennemsyrede hele bogen. Der er så meget historie og magisk følelse i bogen og jeg glæder mig til at følge de to tvillinger på deres fortsatte rejse.
Sanctuary af V. V. James.
Det her var en total overraskelse! Jeg havde ikke rigtig nogen forventninger til den her bog, fordi jeg ikke kender noget til forfatteren overhovedet og jeg havde ikke et klart billede af hvad den handlede om. Men bogen er en fascinerende historie om moderne hekse i et lille samfund, hvor venskaber og familier bliver sat på prøve efter en teenagedreng dør og hekse får skylden. Jeg var så vild med blandingen af det moderne og magien, men også hvordan man kunne se hvor denne alternative historie adskiller sig fra virkeligheden. Det endte med at blive en fængslende historie om mennesket og magi og så er det en standalone!
Birthday af Meredith Russo.
Af de to bøger af Meredith Russo, jeg har læst i 2019, var det denne her, som virkelig slog benene væk under mig. Jeg forelskede mig totalt i de to karakterer og deres historie. Dertil fungerede formatet godt for mig. Vi møder kun karaktererne en dag om året, på deres fælles fødselsdag, og får glimt ind i deres liv, tanker og hverdag. Jeg har før læst bøger der er sat op på den måde, men for en gangs skyld var det så gennemført at jeg følte, jeg kunne forestille mig så meget af det ,vi ikke ser.
Kvadrantiderne af Nanna Foss.
Årets mest ventede udgivelse for mig vedkommende og på inden måde en skuffelse. Jeg fløj igennem de 600 sider på en aften og en togtur og endte med den største book hangover, jeg kan huske, jeg har oplevet. Det er den fjerde bog i serien og jeg vil mene, det er min favorit ind til videre. Det er en bog, der får læseren igennem hele følelsesregistret, inklusiv skræmt fra vid og sans, grædende af grin, dånende, overrasket, nervøs, spændt og godt gammeldags underholdt.
*Og så drukner jeg… af Ditte Wiese.
Åh den her bog. Det er endnu en bog, der er en favorit fordi den knuste mit hjerte. Og så alligevel, det er også en bog, der gjorde mig varm indeni og fik mig til at føle, at Ditte Wiese har skrevet en bog, der virkelig forstår teenagere.
What Would Beyoncé Do? af Luisa Omielan.
Jeg blev overrasket over, at jeg læste den her bog i 2019, det føles som meget længere tid siden. Men lydbogen var en fantastisk læseoplevelse og det eneste på den her liste, der er non-fiktion. Luisas historie var humoristisk og inspirerende og jeg læste den på det helt rigtige tidspunkt i mit liv. Faktisk tror jeg, at jeg vil læse den igen.
Sadie af Courtney Summers.
Jeg blev skyllet med af hype-bølgen med denne her bog og den var virkelig det værd. Det er endnu en jeg hørte som lydbog, og jeg tror det var med til at gøre historien mere levende for mig. Det er endnu en historie, der både gør der trist og glad, og jeg kunne slet ikke lægge bogen fra mig mens jeg lyttede til den. Personligt var jeg vild med den mystiske slutning og kan helt sikkert kalde den en favorit.
Daisy Jones and the Six af Taylor Jenkins Reid.
Åh, efter jeg læste The Seven Husbands of Evelyn Hugo var jeg virkelig nervøs for denne her bog. Jeg var ikke lige så vild med førnævnte bog, som alle elskede i slutningen af 2018, men i 2019 faldt jeg pladask for Daisy og alle de andre karakterer. Jeg læste bogen samtidig med at jeg lyttede til lydbogen, hvilket jeg ikke har prøvet før, men det fungerede rigtig godt. Det var et vildt ridt fra start til slut, men jeg nød turen så meget!
Heartstopper af Alice Oseman.
Det har var en rigtig sød historie, som Josefine har snakket så meget om, at jeg blev nødt til at finde ud af, hvad det handlede om. Det er en graphic novel og hurtigt læst, men selv om det gik stærkt og historien er måske knap så kompleks, er den så kærlig og varm og jeg glæder mig til at læse videre.
Vicious af V. E. Schwab.
Jeg læste den her bog to gange i 2019. Det siger ret meget om, hvor meget jeg nød den. Det er uden tvivl min favorit af Schwabs bøger, jeg nød den moralske grå masse, de komplekse karakterer man ikke helt ved hvor man har og så kunne jeg godt lide hvordan historien var bygget op.
Bjørneby af Fredrik Backman.
Åh, denne her bog. Den kom lidt ud fra højre og endte med at overraske mig. Historien om den lille by Bjørneby og deres reaktion på en chokerende hændelse var gribende og rørende på den bedste måde. Samtidig var der rigtig mange lag i historien, gemt i de forskellige karakterers forhold til hinanden og jeg nød den så meget, at jeg købte efterfølgeren meget hurtigt efter og den står højt på min 2020 liste.
Nevernight af Jay Kristoff.
Min favorit voksenfantasy, måske overhovedet. Historien følger Mia på hendes rejse efter hævn over de mænd, der fik hendes far hængt og hende smor smidt i fængsel. Den er skrevet lidt specielt med rigtig mange fodnoter, hvilket jeg ikke har set før i den genre, men de tilføjede så meget humor og karakter til fortælleren, at jeg ikke kunne holde op med at læse dem (selv de næsten sidelange fodnoter). Dertil var det bare en vildt fed historie, hvor Jay Kristoff tager sine læsere med på en hårrejsende oplevelse.
A Very Large Expanse of Sea af Tahareh Mafi.
Det overrasker mig lidt, at den her bog er endt med at komme med på min liste. Men det er den fordi jeg forelskede mig hovedløst i hovedpersonen og hendes familie. De var så skønne og jeg nød at se, hvordan det fyldte meget i historien, for min frygt var eat det ville blive lidt for meget insta-teenage romance. Det er helt sikkert min yndlingsbog af Tahereh Mafi, den er modig og ærlig, lægger ikke skjul på hvor forfærdelige folk kan være over for hinanden, selv i flæng. Og så var jeg ret vild med det autentiske 2001-setting, uden mobiltelefoner og med besværlige modems og computere. Jeg tror, det er noget, der måske kan virke fremmedgørende for den yngre læser, men for mig fik det virkelig sat streg under den tid, handlingen udspiller sig i.

Hvilken bog var din favorit i 2019?