Reklame: anmeldereksemplar tilsendt af forlaget Palatium Books. Alle meninger er mine egne.

Titel: Uden fornuft.
Forfatter: Emma Mills.
Udgivet af: Palatium Books i 2020. Første gang udgivet i 2017 med titlen Foolish Hearts.
Oversætter: Louise H. A. Trankjer.
Sidetal: 300 sider.
Sådan læste jeg den: fysisk bog, anmeldereksemplar fra forlaget. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Claudia er havnet i problemer. Hun kommer tilfældigvis til at overhøre den samtale, hvor Paige slår op med Iris – og Paige og Iris er det hotteste par på skolen. Så da Claudia mod sin vilje bliver sat sammen med den vanskelige og temperamentsfulde Iris i årets skoleteaterstykke En skærsommernats drøm, udvikler tingene sig i en kedelig retning. Men den sødeste og skøreste dreng, Claudia kender, er heldigvis også med, og det bliver et sidste skoleår med mange nye erkendelser.
Claudia bevæger sig i en verden af intense venskaber og forsigtige forelskelser i UDEN FORNUFT. Hun er kvik og sjov, men har også, meget menneskeligt, sine fejl og mangler at slås med. UDEN FORNUFT er en roman om at få udvidet sin horisont, tillade sig selv at være sårbar og at acceptere og elske mennesker, som de i virkeligheden er.
En samtidsroman for unge af Emma Mills om en pige, der igennem skolens opførelse af stykket En skærsommernats drøm bliver ført ind i nye venskaber og måske endda også til kærlighed. Og Shakespeares eviggyldige tekst om kærlighed og selvbilleder spejles på smukkeste vis.
Emma Mills er en forfatter, jeg har set flere amerikanske læsere snakke om og derfor blev jeg virkelig glad for at opdage, at Palatium Books ville udgive en af hendes bøger på dansk. For mig har Uden fornuft været et rigtig fornuftigt sted at starte med hende forfatterskab og en god bog at introducere hende til de danske læsere.
Der bliver lagt lidt vægt på Shakespeare-inspirationen i beskrivelsen og det er derfor et ret godt sted at begynde. Delvist skal karaktererne i bogen opføre stykket ’En skærsommernats drøm’ og dels havde jeg også en følelse af at den lidt magiske, ”whimsical” stemning der er i skuespillet også er at finde i Uden fornuft. Og jeg kan lige så godt indrømme, at jeg elskede det. Jeg åd det råt og nød Uden fornuft fra start til slut. Ikke kun på grund af Shakespeare-delen, men den har helt sikker spillet ind ganske enkelt fordi det er mit favorit af hans skuespil. Det ligger allerede lidt i titlen ’uden fornuft’ at der her er tale om en historie, hvor karakterer måske mere handler ud fra følelser end fornuft. Og resultatet er underholdende og ret sødt.
Emma Mills’ skrivestil er let at gå til, der er ikke lange beskrivelser eller opsætning af baggrundshistorier, hvilket jeg vil vende tilbage til. Men også i oversættelsen er der en ligefrem følelse, jeg kan bedst forklare det på den her måde: at sætte mig ned for at læse Uden fornuft var en behagelig læseoplevelse, fordi Emma Mills formår, med relativt få ord, at bygge en stemning op, som man uden problemer kan leve sig ind i.
Men jeg vender tilbage til den manglende baggrundshistorie, og det betød nogle gange at jeg følte mig ret afskåret fra karaktererne, når man som læser ikke var klar over, hvad der fik dem til at reagere som de gjorde. En af de eksempler er helt i starten, hvor Claudia overhører to andre pigers break-up. Det var mest af alt ubehageligt at læse om, fordi man så det fra Claudias synsvinkel og det er noget så personligt, men jeg havde intet forhold til de to andre karakterer og der gik lang tid før jeg følte at jeg forstod dem bedre. Claudia og alle de andre karakterer, og der er mange af dem, er velskrevne og føles som teenagere. Igen er det usikkerheden og de store, uforklarlige og besværlige følelser som fylder meget i deres tanker og påvirker deres handlinger. Og Emma Mills gør det så godt med hensyn til at få karaktererne til at komme til live og føles ægte.
Meget af historien handler om opsætningen af det her stykke, ’En skærsommernats drøm’ og det tvinger flere forskellige af personerne til at tilbringe tid sammen med dem, de gerne vil undgå. Det er selvfølgelig grobund for en masse konflikter og overraskelser og det var for mig helt sikkert mere karaktererne, der bærer historien end plottet. Det er meget enkelt, og handler om karakterernes hverdagsliv og følelser, men det behøver ikke at være større end det. Emma Mills formår stadigvæk at fortælle en sød historie, som jeg nød i høj grad.
Hvis du kan lide bøger som Hvis bare du var min af Jenny Han, bøger af Morgan Matson og Sarah Engell, så vil jeg anbefale Uden fornuft.