
Jeg har længe gerne villet været medlem af en eller anden form for bogklub. Og lidt tilfældigt blev jeg mindet om The Fantasy Fellowship, som jeg har mødt flere gange til Fantasyfestivalen. De har desværre ikke en gruppe for Otterup, så for nogle uger siden blev jeg medlem af Odense-gruppen. Desværre blev det første møde, jeg skulle have været med til jo aflyst lige som alt andet gør for tiden og derfor kan man måske sige, at det er meget heldigt, at de også kører et ugelangt readathon, som starter i dag. Og med alt for meget tid mellem hænderne, er der ikke meget jeg hellere vil lave end at læse. Så jeg har selvfølgelig lavet en læseliste baseret på de 9 udfordringer.
En fantasy hvor dyr spiller en vigtig rolle
Shadow of the Fox af Julie Kagawa. Godt nok er jeg ikke sikker på, man decideret vil kalde det et dyr, men jeg tænker her på den ni-halede ræv fra japansk mytologi, en kitsune. Det eneste jeg ved om bogen er nemlig af denne formskiftende ræv spiller en stor rolle. Og så er der vist noget med en drage også.
En fantasy du har stående på hylden
An Ember in the Ashes af Sabaa Tahir. Jeg har haft den stående på reolen virkelig længe, og jeg tror det her er anden eller tredje gang ,jeg har sat den på en læseliste til et readathon. Så nu skal det altså være!
En fantasy med blåt på forsiden
Truthwitch af Susan Dennard. Den udgave jeg har, er nærmest kun blå på forsiden, så det varet ret åbenlyst valg. Jeg er rigtig glad for at jeg allerede har mulighed for at læse den nu, for det er ikke så længe siden jeg først blev bekendt med serien.
En fantasy du har fået anbefalet
Elementprøven af Julie Midtgaard. Af alle dem jeg har set læse og anmelde den her bog på Goodreads, så kan jeg ikke komme i tanke om noget overvejende negativt respons. Så jeg er så hyped for den her bog, især fordi efterfølgeren udkommer lige om lidt – så det er med at komme med på denne her bølge inden alt for længe. Man kan sige, at den her bog er blevet mig anbefalet af ret mange mennesker, selvom jeg ikke har nogen umiddelbar person, jeg kan nævne.
En fantasy af en dansk forfatter
Ildstorm af Lene Dybdahl. Jeg har glædet mig så meget til at læse den her slutning på serien. Det er dog efterhånden ved at være rigtig længe siden at jeg læste de to første bøger, så jeg er spændt på om hvorvidt jeg overhovedet kan huske noget af det der er sket.
En fantasy du ikke har læst før
A Court of Wings and Ruin af Sarah J. Maas. Jeg er langt mere spændt på at læse den her bog nu end da jeg valgte den til listen. Det er nemlig kun et par uger siden at jeg læste den foregående bog og jeg må indrømme, at jeg var vildt opslugt af både handlingen og karaktererne på en måde jeg slet ikke husker fra den første bog. Så nu glæder jeg mig til at slutningen på trilogien.
En fantasy udgivet før 2000
The Adventures of Tom Bombadil af J. R. R. Tolkien. Den her lille bog blev udgivet første gang i 1962, og jeg glæder mig sådan til at læse den. Tom Bombadil er en af det mest særprægede karakterer fra Lord of the Rings, men så vidt jeg ved, så stammer disse eventyr, noveller og mest af alt digte både fra før Tolkien skrev hans mest kendte værk og dels også som tekster der hører til inde i Middle-earth universet. En mulighed for at sætte Tolkien på en fantasybaseret læseliste, kan jeg da overhovedet lade være?
En fantasy standalone
Spellbook of the Lost and Found af Moira Fowley-Doyle. Egentlig giver den her bog mig ekstreme efterårs-vibes, men jeg tror ikke jeg kan vente så længe med at læse den. Bogen handler om hukommelse og magi og jeg er bare spændt på hvad de gemmer sig bag ved den her forside. Desuden er bog et særsyn, i hvert fald på mine reoler, for jeg har klart mere fantasyserier frem for standalones.
En fantasyserie
The Dreadful Tale Prosper Redding af Alexandra Bracken. Og som i meget naturlig forlængelse af den foregående udfordring, så skal der også læses en serie. Jeg færdiggør med min liste 2 trilogier (Ovanienprofetierne og A Court of Thorns and Roses), mens jeg starter på 4 nye (Shadow of the Fox, An Ember in the Ashes, Witchlands og Sprækken til Luscuro), så for at gøre tingene lidt nemmere for mig har jeg udvalgt en meget kort serie. Det er en duologi, det er middle grade og jeg har kun hørt gode ting om historien. Så jeg satser på at jeg godt kan nå at læse dem begge to.
Jeg er spændt på om jeg kan nå at læse alle 10 bøger på kun en uge, men jeg er en af dem, der også har vildt meget tid mellem hænderne lige nu, så vi får at se.