Reklame: indlægget indeholder anmeldereksemplarer fra forfattere.
Jeg forstår nærmest ikke, at det allerede er ved at være maj. April er gået virkelig hurtig, selv om jeg ikke ved hvor meget jeg faktisk har lavet i den her måned. Hverdagen er blevet lidt mere kaotisk herhjemme, men i bund og grund er det stadig et spørgsmål om at udfylde tiden. I april måned sørgede jeg ret meget over Arnold Buscks konkurs, jeg overdriver ikke når jeg siger det føltes lidt som at miste en god ven. Men læsning er det da helt klart blevet til og jeg fik læst 15 bøger i løbet af april. Langt de fleste af dem var i forbindelse med OWLs Magical Readathon, hvor jeg kan afsløre, at jeg fik gennemført hele min TBR og alle 12 udfordringer, hvilket giver mig frit spil til august. Og endnu en gang har jeg fundet lidt på en ny måde at lave mit tilbageblik på. Derfor har jeg denne gang ikke tænkt mig at gå fra mindste til største favorit, men i den rækkefølge, jeg nu engang læste bøgerne.
Den første bog jeg læste var Wicked Fox af Kat Cho. Denne her YA fantasy er heftigt inspireret af koreansk mytologi og jeg nød rigtig meget hvordan det var vævet ind i historien udover de åbenlyse plotpunkter. Før jeg læste bogen anede jeg ikke noget om koreansk mytologi og det var derfor virkelig positivt at få små bidder af mytologien her og der. Dele af det var sikkert nok tilpasset lige præcis den her historie, men jeg nød det under alle omstændigheder. Til gengæld var jeg, selv ved bogens afslutning, ikke særlig investeret i karaktererne og især ikke deres romance, hvilket gjorde at jeg kedede mig lidt, selv om der var mere end en overraskende afsløring.
Dernæst valgte jeg at læse Modertræets datter af Louise Haiberg, som er nærmest den eneste af hendes bøger, jeg ikke havde læst endnu. Og jeg må indrømme at bogen overraskede mig ret meget. Jeg ved ikke, hvad mine forventninger var, men jeg nød denne fay/elverhistorie, og hvordan den skilte sig ud fra de andre jeg har læst. Og så nød jeg hvor stærk hovedpersonen er, ikke fysisk men mentalt og i forhold til at gå efter sine egne mål i stedet for at lade sig styre af andre. Jeg troede, at bogen ville være mere romance-fokuseret at dømme ud fra forsiden, men jeg synes det politiske spil fyldte mere i det meste af bogen.
En bog, jeg ikke anede hvad jeg skulle forvente af, er The Little Prince af Antoine de Saint-Exupéry. Denne børnebogsklassiker tog pusten fra mig med dens blanding af humor og alvor og jeg regner med at det er en bog, jeg kommer til at læse mange gange i fremtiden og forelsker mig lidt mere i for hver gang. Det er lidt svært at forklare hvad bogen handler om, udover en mand der møder en mystisk dreng der er på rejse fra planet til planet. Men selv om historien er ordknap og illustrationerne simple, er der en dybde, der ikke er til at tage fejl af.
En bog, der måske ikke er helt så dyb, men stadig virkelig ramte mig, er The Bromance Book Club af Lyssa Kay Adams. Bogen handler om en gruppe af ”alfahanner”, som mødes og læser romance-bøger for at blive bedre til at forstå deres koner/kærester og blive bedre i deres forhold. Og en kritisk jeg har af bogen er, at den føles en smule PANDERING på forskellige steder, fordi den nok både er skrevet til og af folk med en enslydende forståelse af samfundet. Når det så er sagt, så kunne jeg ikke lægge bogen fra mig, den var morsom, dybfølt, frustrerende og en gennemgående dejlig læseoplevelse. Så meget, at jeg i skrivende stund venter på at den næste bog i serien bliver leveret.
Ikke overraskende var jeg helt vild med den første graphic novel i Avatar: The Last Airbender universet, The Lost Adventures af Bryan Konietzko. Denne her bog består af meget korte historier, på mellem 1 og 8 sider, der foregår under den animerede serie af samme navn. Små øjeblikke her og der, med de karakterer som jeg allerede elskede så højt. Det var nemt at se, hvor de forskellige historier hører til i løbet af serien og jeg kan slet ikek vente med at begynde at læse de næste mange graphic novels, der foregår efter tv-serien slutter. Næsten samtidig fik jeg endelig læst en bog, hvis filmatisering jeg også er vild med. Og det er Ronja Røverdatter af Astrid Lindgran. På forhånd følte jeg mig meget bekendt med historien fra både filmatisering, musikken og skoleopførsler af stykket, men den var alligevel på en måde en ny oplevelse at læse historien. Og ikke overraskende var jeg vild med bogen og både den og The Lost Adventures var de to eneste bøger, jeg gav 5 hjerter under OWLs Readathon.
Det blev til to klassikere i april, Overtalelse af Jane Austen og The Nose af Nikolai Gogol. Førstnævnte er en af de to Austen-romaner, jeg stadig havde til gode og det var en ret speciel oplevelse. I modsætning til de andre romaner er den mere melankolsk i stemningen og tonen er meget anderledes, hvilket kom bag på mig. Jeg kunne godt lide Anne Elliot og hendes karakter, og håbede hele tiden på det bedste for hende. Jeg føler mig også ret sikker på, at det er en historie, jeg vil holde mere af med tiden. Modsat har jeg det med The Nose, der bestod af to noveller, den første af dem er titelnovellen om en rigmand, der mister sin næse, men har store problemer med at få folk til at tro på ham. Oven i det viser det sig, at næsen går rundt og opfører sig nærmest som et menneske og det var en meget speciel historie. Den anden novelle var totalt forglemmelig og derfor endte jeg med et meget blandet indtryk af bogen.
Jeg fik også mulighed for at læse en af mine FairyLoot-bøger, nemlig The Merciful Crow af Margaret Owen. Og jeg blev noget overrasket over, hvor meget jeg kunne lide den. Det er en meget politisk baseret fantasy og jeg begynder at ane et trend i min læsning. Det var lidt forvirrende at følge med i magi- og samfundssystemet, men de tre hovedpersoner vandt mig over og jeg glæder mig til efterfølgeren udkommer til sommer.
En anden forvirrende bog at læse var Pigerne af Emma Cline. Jeg ville rigtig gerne elske den her bog, fordi den er noget helt andet end det jeg normalt læser, men jeg følte mig aldrig rigtig opslugt af historien. Bogen er fortalt i to spor, nutid og datid, hvor datidssporet følger hovedpersonen som teenager, da hun bliver indblandet i en kult-lignende familie inspireret af Manson-familien. Det var helt klart også den del af bogen, der var mest spændende, havde de bedste konflikter, karakteriseringer og fortællestil. Nutidssporet følger hovedpersonen et ukendt antal år senere og handler meget om hvordan hun forsøger at bearbejde det, der skete dengang. Det er en interessant bog, der desværre ikke nåede helt i mål for mig.
Det gjorde min næste Brandon Sanderson bog til gengæld. Det lykkedes mig at få en bog til #cosmerealong ind på min OWLs TBR og det blev The Final Empire, den første bog i Mistborn serien. Efter at jeg læste Elantris i marts, kunne jeg næsten ikke vente med at læse videre i hans måske mest kendte serie. Og bogen skuffede virkelig ikke, jeg nød at se hvordan plottet langsomt udviklede sig, blev mere og mere indviklet og konstant overraskede mig. Og jeg glæder mig til at se, hvordan det fortsætter efter den noget overraskende slutning.
Min sidste bog til OWLs var These Divided Shores af Sara Raasch, som er endnu en politisk fantasy. Jeg havde glædet mig rigtig meget til slutningen på den her historie, men den levede desværre ikke helt op til dens forgænger. Jeg nød de politiske intriger, og hvordan der var konsekvenser for karakterernes handlinger. Men det var som om bogen hang lidt i midten og slutningen endte derfor med at blive en smule forhastet. Den her duologi er klart en af mine favoritter og jeg kunne godt tænke mig at genlæse begge bøger på et tidspunkt uden at der går helt så lang tid i mellem.
På det her tidspunkt var jeg lidt overvældet efter at have færdiggjort min OWLs TBR ret hurtigt og derfor var det lidt heldigt, at jeg fik Invisible Women af Caroline Criado Perez hjem fra biblioteket, hvor jeg har været på venteliste i over to måneder. Den her lydbog var umulig at lægge fra mig og jeg lyttede til den i et væk. Bogen er en non-fiction bog, der udforsker manglen på videnskabelig eller statistisk data på kvinder i forskellige områder i vores samfund. Lige fra den akademiske til medicinelle verden, byplanlægning, nødhjælp efter naturkatastrofer og meget mere. Bogen gjorde mig utroligt vred, men var også virkelig en øjenåbner.
De sidste to bøger, jeg læste, var anmeldereksemplarer fra to danske forfattere, den første er Kongernes arv af Line Wenzel som er opfølgeren til Dronningernes erindringer . Det kunne næsten lige så godt være en prequel, da den følger Tellas mor Leonora og hendes hofdame Silje. Jeg tror helt sikkert, det er den bedste måde at fortælle Leonoras historie på grund af den effekt magien har på de, der bruger den. Og jeg var vild med hvordan historien udviklede sig og det indblik i Leonoras liv, man fik. Det efterlader mig dog stadig med rigtig mange spørgsmål omkring Tellas videre historie, som forhåbentlig kommer i bog tre. Den anden bog er Forenet af Louise Haiberg, den fjerde og nyeste bog i serien Død verden. Det var meningen, jeg skulle deltage i et bloggerarrangement i starten af april i anledning af bogens udgivelse, men det blev aflyst for længe siden og Louise havde derfor sendt de fineste pakker med bøger til os, der skulle have deltaget. Jeg har været meget spændt på den her bog, da den oprindelige trilogi sluttede meget åbent og jeg glædede mig til at se, hvordan Neras historie fortsætter derfra. Jeg var desværre ikke så stor fan af hvor meget fokus der var på romancen og meget af handlingen foregik uden for Neras synsvinkel. Men jeg nød det, bogen tilføjede til mytologien om vampyrelverne og den binder en fin sløjfe på historien, som lidt manglede efter bog tre.