Titel: Elementprøven.
Forfatter: Julie Midtgaard.
Serie: Sprækken til Luscuro #1.
Oversætter: —
Udgivet af: Tellerup i 2019.
Sidetal: 383 sider.
Sådan læste jeg bogen: fysisk bog fra min reol.
I 1600-tallets Aalborg straffes trolddom med døden, og før 14-årige Gry ved af det, sender en hekseanklage hende på bålet. Men de glubske flammer brænder hende ikke som de burde. I stedet tvinger mystiske kræfter hende på en farefuld rejse til Luscuro; en magisk verden hærget af ødelæggelse og krig. Her er der kun én vej frem, og det er at bestå den livsfarlige elementprøve. Mægtige kræfter lurer, og snart opdager Gry at hun ved noget som nogen vil gøre alt for at holde skjult …
Elementprøven er sådan en imponerende debutroman og jeg fløj igennem den. Julie Midtgaard skriver flydende og godt, så jeg ikke kunne undgå at blive draget ind. Selvom jeg synes at beskrivelserne af 1600-tallets Aalborg ikke var helt så rige, så slog forfatteren benene væk under mig da først historien flytter sig til Luscuro-verdenen. Denne verden som hun har opfundet, er så levende beskrevet med dens helt egen natur, befolkning og systemer, som står levende frem så jeg ville ønske det var et sted jeg kunne besøge. Ideen om at disse store elementudladninger kan skabe en vej til en magisk verden er ret unik og Elementkrigen gør det så godt, at jeg helt glemte at dette er forfatterens første udgivne bog.
I Luscuro er magisystemet baseret på elementerne og meget naturfokuseret, hvilket er et vibe jeg allerede er helt vild med fra andre bøger. Og det er til at forstå som læser, sådan at man ikke er i tvivl om hvordan man gør. At elementerne også afspejles i både forsiden og bogens indre er kun med til at jeg synes endnu bedre om det.
Gry er en skøn hovedperson og jeg kom hurtigt til at holde af både hende og hendes venindegruppe. For mig var det lidt mærkeligt at man lige når at lære Grys plejesøster og nærmest veninde Akela at kende før de kommer til Luscuro og da vi møder Akela igen er hun meget forandret og det er lige som om Gry ikke helt kan komme ind til hende igen. Det betød også at jeg som læser ikke følte mig særligt tæt på Akela, hvilket jeg håber ændrer sig når vi kommer længere hen i serien. Til gengæld er bogen generelt fyldt med spændende karakterer af både sikster-folket, de lidt uhyggelige lokkere og nogle vildt nuttede får. Jeg synes det var fedt, at den her magiske skole, som det egentlig er, føltes lige så meget som et hjem og et lille community og det er nok en af mine yndlings magiskoler jeg har læst om i et godt stykke tid.
Hvis man ikke har nået at hoppe på den her serie endnu, så vil jeg helt klart anbefale den. Det er spændende fantasy med livagtige karakterer man har lyst til at være venner med og den elementbaserede magi går lige i hjertet på en Last Airbender-fan som mig. Bogen er let at læse, men jeg lover dig at du ikke har lyst til at stoppe igen fordi den kalder på mere.