Titel: Godsgrave.
Forfatter: Jay Kristoff.
Serie: Nevernight Chronicle #2.
Udgivet af: St. Martin’s Press i 2017.
Sidetal: 419 sider.
Sådan læste jeg bog: fysisk eksemplar fra min reol.
Læs min anmeldelse af den første bog her: Nevernight.
Mia Corvere has found her place among the Blades of Our Lady of Blessed Murder, but many in the Red Church hierarchy think she’s far from earned it. Plying her bloody trade in a backwater of the Republic, she’s no closer to ending the men who destroyed her familia; in fact, she’s told directly that Consul Scaeva is off limits. But after a deadly confrontation with an old enemy, Mia’s suspicions about the Red Church’s true motives begin to grow.
Godgrave er efterfølgeren til Nevernight, hvis karakteristiske humor og fortællestil blot var to highlights i en bog, der blæste mig bagover. Så forventningerne var høje, da jeg gik i gang med næste fase af Mias eventyr.
Der sker rigtig meget i slutningen af Nevernight, som har enorm betydning for den retning historien bevæger sig i den her bog og derfor er jeg også lidt nervøs for at jeg kommer til at spoile nogle detaljer. Men når alt kommer til alt, så var Godsgrave på mange punkter lige præcis den fortsættelse af historien, som jeg håbede på. I den her bog forlader Mia skolen for snigmordere og vi møder hende efter hun tilsyneladende er blevet taget til fange af nogle slavehandlere. Forhåbentlig røber jeg ikke for meget ved at sige, at det hurtigt viser sig, at det var et led i hendes plan om fortsat at søge hævn over de mænd, der fik hendes far hængt og hendes mor smidt i fængsel.
Scenen i Godsgrave er en gladiator-lignende situation, hvor de indflydelsesrige personer bruger hold af slaver til at udkæmpe kampe om ære og præmier til deres ejere. Det var for mig en frisk drejning i en historie, der ellers godt kunne føles som om den var havnet lidt i en død ende. Det betød også at man som læser fik mulighed for at se Mia interagere med en hel række af nye og anderledes personer end de mange snigmordere fra den første bog. Der var endda lidt plads til nogle mere rørende øjeblikke, selv om de hurtigt blev overskygget af mængden af bedrag og blod. Tilføjelsen af de mange nye karakterer var noget, jeg især nød, fordi det gjorde at man fik mere af Mias personlighed at se. Ikke overraskende er hun meget aflukket over for andre, men der var stadig øjeblikke, hvor hun fik lov til at være mere end en blodtørstig hævner. Hvilket nogen måske vil mene tager væk fra hendes mørkere sider, men jeg synes det var med til at kontrasten man får at se er med til at gøre det hele stærkere.
En ting man næsten ikke kan komme uden om, når man snakker om den her serie er skrivestilen. Og jeg ved godt, at der er mange, der ikke er fans af fodnoterne, men jeg er vild med dem. Vi kender ikke fortællerens identitet og fodnoterne er med til at tilføje en hel del humor og personlighed til denne her ukendte fortæller. Det er en ukonventionel måde at lave worldbuilding på og jeg er ikke så sikker på at det overhovedet bør kunne fungere. Men Jay Kristoff får det til at fungere så godt og jeg nyder virkelig hvordan fortællerens sarkasme skinner igennem selv om de historiske begivenheder der fortælles om er direkte frygtelige. For mig cementerer Godsgrave virkelig Jay Kristoffs evne til at opbygge en fascinerende verden og at hans brug af anderledes værktøjer kan være til hans fordel. Itreya er overhovedet ikke en verden jeg har lyst til at leve i, men Jay Kristoff skriver så jeg ikke kan lade være med at leve mig ind i hans ord.
I Godsgrave får vi også meget mere hintet omkring Mias skyggeevner, idet hun endnu en gang møder en anden Darkin. Hendes evner er både skræmmende og fascinerende og efter at have læst Godsgrave er jeg ikke sikker på, det altid er til hendes fordel at Mr Kindly tager alt hendes frygt. Men forholdet imellem dem er så godt skrevet og jeg kan altså bare godt lide Mr Kindly og hans tilbagevendende mundhuggeri med Eclipse. Der er stadig meget, jeg ikke ved eller forstår om Mias evner, og derfor håber jeg på at det bliver udforsket endnu mere i Darkdawn. Jeg synes næsten altid at når fantasy-universer indeholder en sjælden magi som hovedpersonen på en eller anden måde har, så viser det sig at være mere udbredt eller sådan noget. Det gælder ikke Mias evner, og når der rent faktisk dukker en om, der kunne have nogen svar ender det som regel med flere spørgsmål.
For mig er der ikke nogen tvivl om, at jeg kan anbefale Godsgrave. Hvis man kunne lide den første bog, er det helt bestemt værd at fortsætte serien. I Godsgrave får Mia mulighed for at udvikle sig og hendes jagt på hævn fører hende til steder, jeg overhovedet ikke have set komme. Nogen af dem var decideret geniale, og jeg kunne ikke lægge bogen fra mig.