Titel: Solsøsteren.
Forfatter: Lucinda Riley.
Oversætter:
Serie: De syv søstre #6.
Udgivet af: Cicero i 2019, originalt udgivet i 2019 med titlen The Sun Sister.
Sidetal: 759 sider.
Sådan læste jeg bogen: fysisk eksemplar fra min reol. læst på dansk, originalsproget er irsk engelsk.
Læs mine anmeldelser af alle de andre bøger i serien her: De syv søstre, Stormsøsteren, Skyggesøsteren, Perlesøsteren og Månesøsteren.
Udefra set virker Electra D’Aplièse til at være en kvinde, der har alting – som en af verdens bedste modeller er hun smuk, rig og berømt. Men under overfladen og presset af det liv, hun lever, er Electras spinkle kontrol over sin mentale tilstand presset. Da hendes adoptivfar Pa Salt, millionæren, der adopterede 6 døtre, da de var små, fra 6 forskellige steder i verden, dør, ryster det hendes verden. Electra har svært ved at håndtere situationen, og ender med at ty til alkohol og stoffer for at lindre smerten. Mens dem omkring hende ser til med bekymring for hendes helbred, modtager Electra et brev fra en komplet fremmede, som hævder at være hendes bedstemor.
I 1939 rejser Cicily Huntley-Washington fra New York til Kenya for at lindre sine hjertesorger. Hun bor hos sin gudmor Kiki, som er et kendt medlem af den berygtede Happy Valley, som befinder sig på kysten af den smukke Naivasha sø. Cicily møder Bill Forsythe – en berygtet bachelor og kvægbonde med tætte relationer til den stolte Maasai stamme. Da katastrofen rammer, og krig bliver en uundgåelighed, beslutter Cicily, at hun ikke har andet valg, end at acceptere Bills frieri. Parret flytter til Wanjohi dalen, men Bill er meget væk, og Cicily er isoleret og alene. Lige indtil hun opdager et nyfødt barn, der er blevet efterladt i skoven tæt på hendes bondegård.
Solsøsteren er den sjette bog i Lucinda Rileys serie De syv søstre. Og en del af mig var meget spændt på, hvordan det ville være nu for 6. gang at følge en af søstrenes jagt på hendes biologiske familie og hvor hun stammer fra. Electra er oven i det nok den af de seks søstre, som jeg var mindst imponeret over i de foregående bøger. Derfor er jeg glad for at det viste sig, at det var helt rigtig at have hende som hovedperson, endelig, i sin egen historie. Og hvilken historie!
Electra er en personlighed i sig selv, og en som jeg hidtil ikke har kunnet blive klog på, fordi hun er meget fraværende og meget tilbageholdende, selv sammen med hendes søstre. Derfor havde jeg et billede af hende som lidt af en snob, og en som ikke ville være særlig rar at læse en 700+ sider bog om. Men endnu en gang gør Lucinda Riley noget helt fantastisk. Ved langt som længe at have hende som hovedperson, får vi som læser første gang et ægte indblik i hendes liv i rampelyset – og skyggesiderne af livet som fotomodel. Og jeg må indrømme, at Electra overraskende var den af søstrene som fremprovokerende den største følelsesmæssige reaktion mens jeg læste. Jeg fløj igennem hendes historie og levede mig nemt ind i hendes tanker, selvom de er meget langt fra mine egne. Jeg vil virkelig ikke spoile hvad der sker i Electras liv efter adoptivfaren Pa Salt dør, men jeg tør godt sige, at selv om vi er seks bøger inde, så er Solsøsteren stadig frisk. Det føltes på ingen måde som en gentagelse af den samme historie igen og igen, hvilket er et stort plus. En del af det kommer tilbage til Electra, der hurtigt viser sig at holde meget mere end man får indtryk af i de andre bøger, og hendes stærke personlighed slår igennem i hele bogen.
Det Lucinda Riley gør så godt er at skrive en historie, som man ikke kan lægge fra sig før man kender slutningen. Vi følger 2 historier og i Solsøsteren følte jeg for en gangs skyld at de to spor hænger rigtig godt sammen og den del af bogen der foregår i Afrika er enormt atmosfærisk. Jeg har aldrig haft stor lyst til at rejse til Kenya, men den måde landet beskrives på i bogen er så dragende. Godt nok er immigranternes miljø mest af alt druk og mærkelig opførsel, men hvis man ser bort fra det var jeg vild med den del af bogen. Igennem både Electra og Cicilys historier får vi i Solsøsteren og et slående billede af afroamerikaneres historie og kamp for rettigheder i USA, hvilket jeg ikke havde regnet med og som gav et ekstra lag til begge hovedpersoners fortællinger.
Der er stadig rigtig meget vi ikke ved og bogen slutter også på en måde, der meget tydeligt lægger op til den syvende og sidste bog, hvor vi forhåbentlig får svar på nogle ret store spørgsmål. Især vedrørende Pa Salt og hans fortid, der stadig er utrolig mystisk og fuld af ubesvarede spørgsmål. Efterhånden er alle søstrene spredt ret meget rundt om hele kloden, så jeg er spændt på hvordan serien slutter og hvad det betyder for deres fremtid. Den eneste grund til at jeg ikke som sådan er alt for generet af manglen på svar omkring Pa Salt er, at Solsøsteren er Electras historie og den gør det så godt.
Lucinda Riley skriver på en måde, så man ikke kan undgå at leve sig ind i det og selvom bøgerne i den her serie kun bliver længere og længere, så er det som om jeg læser dem hurtigere og hurtigere. Solsøsteren skal dog lige have et par trigger warnings med på vejen for blandt andet stof- og alkoholmisbrug. Riley gør det godt med at behandle de tungere emner på en måde så man ikke føler sig tynget af historien.
Jeg glæder mig så meget til den næste bog i serien, for en gangs skyld ved jeg ikke noget som helst om hvem historien handler om og det er ret spændende i sig selv. Det eneste jeg håber på er at den er lige som Solsøsteren i den henseende at den er velskrevet, medrivende, rørende og spændende. Og forhåbentlig finder vi ud af hvem den syvende søster er.