Reklame: Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Alle meninger er mine egne.
Titel: Svømmer mod lyset.
Forfatter: Allie Larkin.
Oversætter: Mette Wigh Tvermoes.
Udgivet af: Palatium Books i 2020, først udgivet i 2019 med titlen Swimming for Sunlight.
Sidetal: 350 sider.
Sådan læste jeg bogen: fysisk eksemplar, anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.
Katie Ellis har opgivet alt i sin skilsmisse for at få lov til at beholde sin ængstelige internathund, Bark. Katie har ufrivilligt aborteret to gange i løbet af sit mislykkede ægteskab, hvilket bærer en del af skylden for skilsmissen. Engang var hun en fremadstormende designer med ambitioner om at arbejde ved teatret, men nu er hendes liv i opbrud, så hun tager tilbage til Florida, hvor hun kan bo hos sin bedstemor, Nan.
Katie finder ud af, at der er meget, hun ikke ved om sin bedstemor. For eksempel at Nan i sin ungdom var havfrueartist i et mindre show, hvor hun svømmede og optrådte under vand sammen med et sammentømret hold af talentfulde kvinder. Katie hjælper Nan med at finde sine gamle venner på Facebook, og det tænder et håb hos Nan om et genforeningsshow. Katie er voldsomt bange for vand, men indvilger alligevel modstræbende i at lave kostumer til arrangementet.
Den socialt engagerede filmdokumentarist Luca, der også er Katies gamle kæreste fra college, kommer på besøg, og det tvinger Katie til at se tilbage på, om der nu også var en god grund til at de gik fra hinanden. Han hoppede i vandet, selvom de havde drukket sammen med en flok venner, hvilket hun opfattede som et uopretteligt svigt mod hendes frygt for vand. Luca fik aldrig at vide hvorfor hun gik, og pludselig var hun bare sammen med den mand, hun blev gift med. Det bliver en balancegang mellem håb og angst. Samtidig prøver hun at lindre Barks angst. Hendes egne problemer smitter af i deres relation, men hun får hjælp fra uventet side.
Svømmer mod lyset er en rørende kærlighedshistorie, der ikke kun handler om romantisk kærlighed, men kærlighed til familien og til en selv. Og sorg. Så meget sorg.
En ting, der virkelig slog mig, da jeg var færdig med bogen, og som jeg ikke havde tænkt ret meget over under læsningen, er at hovedpersonen Katie og mig selv er præcis lige gamle. Katie er 27 og lad mig bare sige, at hvis jeg havde været igennem de ting, hun har været igennem i sit liv, ville jeg sikkert være i en endnu værre tilstand. Bogen har meget at gøre med abort, det sker før bogen starter, men det påvirker naturligvis stadig hovedpersonen rigtig meget, så hvis man bliver meget påvirket af det emne, er det en god ide at være opmærksom på.
Jeg var vild med Katies historie og hvordan hun begynder at finde selvtillid igen efter nedtur oven på nedtur og selv om hun irriterede mig meget i løbet af bogen, så forstod jeg godt hvorfor hun er skrevet på den måde. Det blev tydeligt for mig, at alt det hun har været igennem har medført en angstlignende tankegang og nogle gange betød det at hun gjorde noget ret dumme ting af frygt. Men Katie voksede med bogen og jeg lærte også at forstå hende bedre, jo mere jeg læste. Og jo mere jeg forstod hende, jo mere holdt jeg af hende og bogen.
Der er et helt fantastisk familieforhold mellem Katie og hendes bedstemor, som gjorde mig virkelig glad at læse om. Og da først bedstemorens gamle veninder begynder at dukke op i bogen, kom der virkelig meget farve og fest over historien, som står i kontrast til Katies fortid. Og jeg grinede langt mere end jeg havde forventet at jeg ville. Det gav et lille glimt ind i en anden tid, hvor kvinders roller var anderledes men hvor de selvsamme kvinder nu, i deres ældre år, har mere frihed og gør flere tossede ting bare for sjov. Der var en livsglæde over alt det i bogen, der handler om Kaite og hendes bedstemor og de mange veninder.
Til gengæld havde jeg det svært med den centrale romance. De to karakterer skulle være ungdomskærester, men den kemi jeg så i de få flashbacks var der ikke på samme måde nu hvor de var ældre. Jeg savnede lidt noget udvikling mellem de to karakterer, det var som om det skete mellem scenerne i bogen og desværre vandt de mig aldrig rigtig over som par. De fungerede godt som venner og en af de ting, jeg virkelig nød i Svømmer mod lyset var at der er rigtig meget støtte omkring Katie og lyst til at hjælpe hende på hvilken måde der nu end virker bedst.
Allie Larkin har skrevet en skøn historie, der flåede mit hjerte ud mere end en gang. Jeg følte med Katie og kunne mærke sorgen og tomheden i hendes fortælling. Og den gjorde mig glad og fik mig til at grine over de skøre indfald og jeg nød det fokus der var på kærlighed til familie, eller fundet familie. Svømmer mod lyset er en skøn bog til foråret eller sommeren, og byder på mange følelser.