Titel: The Fault in Our Stars.
Forfatter: John Green.
Udgivet af: Penguin i 2013, først udgivet i 2012.
Sidetal: 316 sider.
Sådan læste jeg bogen: fysisk eksemplar fra min reol.
Despite the tumor-shrinking medical miracle that has bought her a few years, Hazel has never been anything but terminal, her final chapter inscribed upon diagnosis. But when a gorgeous plot twist named Augustus Waters suddenly appears at Cancer Kid Support Group, Hazel’s story is about to be completely rewritten.
Insightful, bold, irreverent, and raw, The Fault in Our Stars is award-winning author John Green’s most ambitious and heartbreaking work yet, brilliantly exploring the funny, thrilling, and tragic business of being alive and in love.
Måske læste jeg den her bog for sent? Jeg kan huske, der var et tidspunkt hvor man nærmest ikke kunne bevæge sig på bog-internettet uden at blive bombarderet med The Fault in Our Stars og det blev kun endnu mere da filmen udkom. Og af en eller anden grund har jeg aldrig fået taget mig sammen til at læse den.
Og nu tænker jeg lidt, at jeg burde havde læst den for nogle år siden. For jeg var faktisk overhovedet ikke imponeret over den her bog. Over de seneste par år har jeg set en kritisk af John Green at alle hans hovedpersoner er den samme og der ikke er særlig meget i dem og jeg må sige at efter jeg har læst The Fault in Our Stars er jeg tilbøjelig til at være enig. Jeg er heller ikke sikker på at jeg vil kunne lide hans andre bøger hvis jeg læste dem igen nu.
Men mit største problem med The Fault in Our Starsk er helt sikkert karaktererne. Jeg følte ikke noget for hverken Augustus eller Hazel, og jeg ved godt det kan lyde frygteligt når der er tale om to karakterer der er dødeligt syge. Men for at være helt ærlig, så var de alt det, jeg ofte ender med at hade i teenagekarakterer i bøger – de var utroligt prætentiøse i alt hvad de gjorde og sagde og jo mere jeg læste, jo mere frustreret blev jeg. Jeg ved ikke, om bogen ville have haft et større indtryk på mig, hvis ikke jeg havde kendt til slutningen på forhånd. Men selv om jeg vidste hvor det bar hen, så kunne jeg ikke blive investeret i karakterernes forhold til hinanden.
I virkeligheden var der ikke mange ting, der trak bogen op for mig og det var hele det her plot med den meget hemmelighedsfulde og tilbagetrukne forfatter til Hazels yndlingsbog. Når jeg tænker tilbage på bogen og min oplevelse af at læse den, er det det der står tydeligt frem i min erindring hvordan de tager til Amsterdam og møder forfatteren som er alt andet end det de havde ventet.
For mit vedkommende tror jeg desværre bare, at bogen havde gjort et støre indtryk hvis jeg havde været yngre og bedre kunne sætte mig ind i deres tankegang. Objektivt set kan jeg godt forstå hvorfor Hazel er utroligt indelukket og ret så kynisk, og hvordan Augustus’ forsøg på at nyde livet fuldt ud mens han kan, hvor det alt sammen kommer fra. Men det var en dybt frustrerende læseoplevelse hele vejen igennem.