Verden styrter + Livets blod af Malene Sølvsten

Læs mine anmeldelser af serien her: Ravnenes hvisken 1, Ravnenes hvisken 2 og Ravnenes hvisken 3.

Titel: Verden styrter.
Forfatter: Malene Sølvsten.
Serie: Ravnenes hvisken #2.5.
Udgivet af: Gyldendal i 2018.
Sidetal: 144 sider.
Sådan læste jeg den: fysisk eksemplar fra min reol.

En dræbermaskine, oplært til kamp og lydighed. Hvordan kunne rigets største kriger skifte side?

Endelig får vi svaret på, hvorfor Varnar sluttede sig til modstandsbevægelsen og blev Annes beskytter. Et møde, der ændrede både deres liv og verdens fremtid for altid.

Verden styrter er en meget kort historie, hvis potentiale nok kommer bedst til udtryk, hvis man læser den mellem bog 2 og 3 af Ravnenes hvisken. Det gjorde jeg ikke og jeg tror desværre at det betød, at jeg ikke var lige så investeret i bogen og i Varnar som karakter, da jeg allerede havde slutningen i tankerne. Jeg tror sagtens man kan nyde Verden styrter uanset om man har læst serien færdig eller ej, men for mig personligt har jeg aldrig rigtig været fan af Varnar som karakter, så hans baggrundshistorie trak ikke lige så meget i mig.

Når jeg har sagt det, så vil jeg også følge det op med at jeg synes konceptet omkring Verden styrter er virkelig godt udtænkt. På det tidspunkt i historien, hvor jeg vil mene man bør læse den, der passer den så godt ind. I Verden styrter får vi ikke kun mere at vide om Varnar og hvad der motiverer ham til at tage de valg, der fører ham dertil hvor vi møder ham i den første Ravnenes hvisken. Vi får også et godt indblik i livet i Hrafnheim og Ragnaras styre, ikke mindst igennem nogen af de karakterer vi først lære at kende senere, for eksempel Serén og hende og Annes mor. Det var helt klart det her indblik i Hranfheim, som tiltrak mig mest ved historien.

Men ret skal være ret, det er ikke fordi jeg ikke kan lide Varnar og hans historie er også spændende i sig selv. Selv om bogen er under 150 sider, sker der virkelig meget og der er plads til både hemmelige planer, bedrag og et interessant glimt af rivaliseringen mellem Sverre og Varnar. Det er imponerende at Malene Sølvsten har formået at få så meget handling ind i så kort en historie. Skrivestilen er lige så skøn som i Ravnenes hvisken, også selv om meget handling ikke efterlader meget plads til beskrivelse. Malene Sølvsten formår at gøre Varnars verden levende på same måde uanset om bogen er 150 eller 600 sider.

Hvis man er fan af Ravnenes hvisken, så vil man helt sikkert kunne lide Verden styrter. Men jeg vil helt sikkert anbefale, at man læser den før den tredje bog.


Titel: Livets blod.
Forfatter: Malene Sølvsten.
Serie: Ravnenes hvisken #3.5.
Udgivet af: Gyldendal i 2019.
Sidetal: 297 sider.
Sådan læste jeg den: fysisk eksemplar fra min reol.

Elias er både en forræder og en forfører, og først og fremmest gør han aldrig noget uden at få betaling. Men det er ikke tilfældigheder, der har gjort ham til den kyniker, han er. Elias begik engang en skæbnesvanger fejl, som lagde hans liv i ruiner og kastede ham ud i en århundredelang kamp for at få det tilbage, som han har mistet. Elias giver aldrig op, og intet får lov at stå i vejen for hans projekt. Indtil han møder en, hvis kræfter kan styre tiden. Men selv ikke Elias kan leve to liv. Hvis han vil ændre sin fortid, så vil det koste ham hans fremtid. Og Annes med.

Livets blod er Elias’ historie og jeg har glædet mig som en tosse lige siden Malene Sølvsten annoncerede bogen. Elias er min yndlingskarakter i hele Ravnenes hvisken, også selv om man hader ham meget af tiden. Jeg selv er ikke nogen undtagelse, men en af de ting, jeg netop så godt kan lide ved ham er, at man aldrig rigtig ved hvor man har ham. Og derfor kommer det vel ikke som nogen overraskelse, at jeg var vild med den her bog.

Og vi kan lige så godt starte med Elias selv. Som sidekarakter var han allerede ret spændende, men som hovedperson fik han mulighed for virkelig at folde sig ud. Og som sædvanlig var jeg hverken helt vild med hans valg eller helt enig, men jeg kan godt lide at Malene Sølvsten tør skrive en karakter med så mange fejl og som tager så mange egoistiske beslutninger. Og i Livets blod er der ikke en undtagelse. Vi starter helt tilbage i 1700-tallet og samfundet er meget anderledes. Men Elias føltes allerede som en meget kompliceret person, før hans valg får enorme konsekvenser for både ham og dem omkring ham. Livets blod er en historie om hvordan en mand tager et valg, og derved begår en fejl som han forsøger at rette op på i mere end 300 år. Det er en ret trist fortælling og det er svært ikke at føle med Elias.

Hvordan fortæller man så en 300 år lang historie på 300 sider? Malene Sølvsten giver et rigtig godt bud, der benytter sig af meget af det vi allerede kender fra Ravnenes hvisken-universet og jeg synes det var ret genialt gjort. Det betød også at vi mødte et par sidekarakterer, som jeg elskede at få mere at vide om. En anden teknik er, at vi ganske enkelt hopper nogle år over nu og da og nærmest ”tjekker ind” hos Elias med jævne mellemrum og ser hvordan hans liv har udviklet sig i takt med at århundrederne går.

Det fungerer rigtig godt at læse Livets blod efter Ravnenes hvisken og jeg tror faktisk at Livets blod er min yndlingsbog i det her univers. Det fungerer rigtig godt og med Elias’ lange liv er der rigtig meget af tage af og fortælle om, så selv om bogen mere eller mindre kun foregår (lang) tid før vi møder Anne i Ravnenes hvisken, så giver det en masse til både karaktereren og verdenen. Og ikke mindst historien før Anne og Dommedag, hvor man begynder og kunne ane begyndelsen til det, der sker i Ravnenes hvisken. Samtidig er Livets blod ikke end undskyldning for nogle af Elias’ beslutninger, der har fået både karakterer og læsere til at hade ham. Det er en baggrundshistorie, en undersøgelse af en hemmelighedsfuld karakter og jeg nød den i fulde drag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.