Reklame: indeholder anmeldereksemplarer fra Palatium Books og Turbine Forlaget.
Majs book haul blev overraskende stort. mest fordi, jeg faktisk ventede på en del bøger fra BookDepository som blev afsendt i april og først nåede frem langt inde i maj. Efterhånden er mine bøger fra FairyLoot og Illumicrate også begyndt at komme frem, så jeg er endt med hele 31 nye bøger i maj, hvilket er … mange.

Som altid vil jeg starte med anmeldereksemplarer, af hvilke jeg modtog 2 af i maj. Et lille skridt på vejen af Jenny Fagerlund er en ny feel good romance fra Palatium, der minder mig om et kram i bogform. Og så overraskede Turbine mig med Julie M. Days nye bog Af blod og støv, som er den første i en ny fantasyserie.

Langt om længe dukkede min marts FairyLoot boks også op – jeg lavede en unboxing på min Instagram. Boksen havde temaet “Break the Curse” og bogen var Bone Crier’s Moon af Kathryn Purdie. Samme bog i en lidt anderledes designet udgave var aprils OwlCrate bog med temaet “Full Moon Magic”, så jeg kommer nok til at donere i hvert fald den ene udgave. Bogen er en fantasyhistorie om sjæleguides og ofring af sand kærlighed. Aprils Illumicrate bog kom også godt frem, og da jeg er holdt op med at få den fulde boks, har jeg ikke lavet nogen decideret unboxing. Temaet var “Squad Goals” og bogen Dangerous Remedy af Kat Dunne er en 1900-tals inspireret fantasyroman der foregår under den franske revolution. Oven i det havde jeg også forudbestilt Illumicrates blå udgave af Aurora Burning af Amie Kaufman og Jay Kristoff, som er efterfølgeren til scifibogen Aurora Rising. Sidst men ikke mindst ankom Illumicrates maj bog lige i slutningen af måneden, temaet var “Monsterous” og jeg kan næsten ikke vente. The Girls and the Stars er den første bog i en ny trilogi af Mark Lawrence, der på det sidste har fået rigtig meget omtale for sin trilogi Book of the Ancestor, bedre kendt som Red Sister.

Jeg havde forudbestilt 2 bøger hos Plusbog, hvor pakken blev væk under leveringen. Derfor tog det lidt længere tid, men jeg fik både den ventede efterfølger til Roser og violer, Forglem mig ej af Gry Kappel Jensen og den tredje bog i Elle Kennedys Briar U serie, Spillet. Sammen med de to valgte jeg også at købe Meik Wikings Den lille bog om lykke og Den lille bog om hygge.

For tiden kan man ikke bestille engelske bøger hos Plusbog, men Saxo leverer stadig, omend lidt langsommere end normalt. Oprindeligt havde jeg bestilt en 4. bog, som de desværre ikke kunne skaffe, fordi den udgave er ved at udgå nu hvor der er kommet en “filmudgave”. Men de tre andre bøger, jeg fik derfra er meget forskellige. Warbreaker af Brandon Sanderson købte jeg hjem fordi det er en af de næste i #cosmerealong og jeg har ganske enkelt nydt min læsning ind til videre så meget, at jeg ved at jeg på et tidspunkt gerne vil eje dem alle sammen. Night of the Dragon er tredje og sidste bog i Julie Kagawas Shadow of the Fox-trilogi, som er en YA fantasy om mytologiske ræve og drager. Blandt andet. Sidst er Undercover Bromance af Lyssa Kay Adams, som er bog 2 i Bromance Book Club serien, som jeg har nydt meget ind til videre.

Det var lidt af et impulskøb, men jeg fandt en privat sælger, som havde hele den oprindelige Red Rising-trilogi af Pierce Brown på engelsk sat til salg og så slog jeg til. Jeg har læst den første bog på dansk og hørt den danske lydbog til bog to, så egentlig er jeg ret godt med. Men jeg glæder mig til at læse serien på engelsk . Den oprindelige trilogi består af Red Rising, Golden Son og Morning Star og serien er en futuristisk science fiction historie om undertrykkelse, politisk spil og rigtig meget action.

Da vi begyndte at åbne op igen, var det også på høje tid at jeg kom til optiker og fik rettet mine briller. Og mens jeg var inde i Odense, kunne jeg i ly af nyheden om Arnold Busck, ikke lade være med at besøge de boghandlere, jeg nu kunne,. Hos Kjærs Bøger fandt jeg Haruki Murakamis non-fiction bog Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe, som er et essay der handler lige så meget om skrive som at læse og jeg ser frem til at blive klogere. Og så har disse yndigste novelleæsker fra Novellix været overalt på mit Instagram feed de sidste par uger, så jeg skulle da have en med. Jeg valgte boksen med Virginia Woolf, Oscar Wilde, Mary Shelley og Teo Tolstoy.
Jeg var også et smut forbi Bog og Ide, hvor jeg faldet over et godt tilbud på blandt andre Min mormor hilser og siger undskyld af Fredrik Backman, som er en forfatter, jeg er blevet rigtig glad for på det seneste. Og Den lille butik med de lykkelige slutninger, der lød som den skønneste sommerromance med en bibliotekar-turned-boghandler og jeg glæder mig til at lære Jenny Colgans forfatterskab at kende.

Til sidst har vi så de langsomme bøger fra BookDepository, som tog virkelig lang tid om at blive leveret. Særligt Imagine Me af Tahereh Mafi, som er den 6. og sidste bog i Shatter Me serien, som jeg havde forudbestilt og den kom bogstavligt talt lige før weekenden i sidste uge. Med den havde jeg også købt novella-samlingen Find Me, der indeholder de to noveller sat imellem bog 4 og 5 og mellem bog 5 og 6. jeg måtte også til sidst give fortabt og bestille Avatar: The Last Airbender: the Promise Part Three, da det ikke så ud til at Faraos Cigarer, hvor jeg har købt de andre, fik den på lager igen inden for nær fremtid. Jeg har været i et enormt lyrikhumør i maj måned, måske er det foråret, måske er det nedlukningens påtvungne langsommelighed. Men jeg fik i hvert fald i første omgang købt Amanda Lovelaces the witch doesn’t burn in this one, the mermaid’s voice returns in this one og hendes nye digtsamling/den første i hendes nye serie, break your glass slippers. Og så fik jeg også købt den tredje og nyeste bog om Aru Shah, Aru Shah and the Tree of Wishes af Roshani Chokshi.
Og det var dem alle sammen. Jeg håber virkelig, at jeg kan få taget mig sammen til at skære ned på bogkøbene i de næste mange måneder, for jeg løber ikke tør for læsestof lige foreløbig.
Fik du nogle gode bøger i maj?
