Et rigtigt håndværkertilbud af Carey Heywood

Anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Et rigtigt håndværkertilbud.
Forfatter: Carey Heywood.
Serie: Woodlake #1.
Oversætter: Camilla Engkjær Laursen.
Udgivet af: Palatium Books i 2019, først udgivet i 2017 med titlen Fix Her Up.
Sidetal: 300 sider.
Sådan læste jeg bogen: fysisk anmeldereksemplar fra forlaget. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Finley Reeves er de dårlige beslutningers dronning. Hun har netop været igennem en slem skilsmisse i Texas og har besluttet sig for at starte helt forfra. Hun vælger at begynde med at investere i et rigtigt håndværkertilbud, der har flere fejl og mangler end Titanic. Oven i købet ligger det i den anden ende af USA i Woodlake, New Hampshire. Hendes største fejltagelse er måske at indlade sig på projektet helt alene. Entreprenøren Noah Thompson viser sig på hendes dørtrin som redningsmand og giver hende et tilbud hun dårligt kan sige nej til. Noah er sexet, barsk og dygtig med sine hænder. Men Finley lover sig selv at hun ikke har brug for hans hjælp, hverken med håndværkertilbuddet eller med noget som helst andet. Men det har hun nu nok alligevel.

Et rigtigt håndværkertilbud er en ret sød kærlighedshistorie om Noah og Finley. Fra starten af blev jeg virkelig opslugt af hvor ægte de her karakterer føles, og vi ser hovedpersonerne i så mange forskellige situationer, og med både familie og venner, at jeg fik en følelse at jeg lærte dem rigtig godt at kende. For mig er karaktererne altid meget vigtige, især når det er en romance, hvor karaktererne bærer historien mere end plottet. Noah var så nemt at holde af, jeg nød at se ham sammen med hans søskende og deres indbyrdes drillerier og dybe loyalitet. Og så varmede det virkelig mit hjerte, at læse om ham sammen med Finley, for hans respekt for hende er virkelig stor. Det kan virke som en lille ting, men jeg synes det er skønt at læse om.

Finley er muligvis en ny yndlingshovedperson. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt med hende, når hun vælger at tackle et ret stort projekt direkte og uden nogen egentlig erfaring. Det er lidt urealistisk den måde Noah og Finley møder hinanden på, men det var ærligt talt ikke noget, jeg fokuserede på. I stedet fokuserede jeg langt mere på hvordan man ser deres forhold udvikle sig samtidig med at Finley finder sin egen styrke.

Et rigtigt håndværkertilbud er den første bog af Carey Heywood, jeg har læst, men det bliver helt sikkert ikke den sidste. Fra starten af følte jeg mig på en eller anden måde hjemme i den her lille by Woodlake og kunne nemt forestille mig det hus Finley og Noah arbejder på. Kombineret med levende karakterer betød det, at jeg forelskede mig ret meget i fortællestilen. Nogle gange oplever jeg, at oversættelserne af intime scener kan blive ret tåkrummende, men det var ikke tilfældet med Et rigtigt håndværkertilbud. Det er ikke fordi det er en bog med mange sexscener i, men det forekommer og jeg er ret enig i at bogen anbefales fra 17 år og op.

For mig var Et rigtigt håndværkertilbud en læseoplevelse, der kom på et rigtig godt tidspunkt. Det er en så fin kærlighedshistorie, der passer perfekt til en sommerdag. Siderne fløj forbi og selvom bogen ikke er særlig lang, føltes jeg at der skete så meget. Historien er velskrevet og plottet bevæger sig hurtigt nok til at det ikke bliver kedeligt, men det er helt klart karaktererne, der er stjernen. Og jeg nød det i fulde drag og glæder mig til mere fra denne her forfatter.

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.