Anmeldereksemplar fra forfatteren.

Titel: Kongernes arv.
Forfatter: Line Wenzel.
Serie: Mindelandet #2.
Oversætter: —
Udgivet af: Tellerup i 2020.
Sidetal: 297 sider.
Sådan læste jeg bogen: fysisk anmeldereksemplar fra forfatteren.

Jeg har anmeldt den første bog i serien her: Dronningernes erindringer.
På grund af magiens høje pris bruger Leonora sjældent sin evne, men en dag er det ikke længere en mulighed at lade være. Den sekstenårige Silje kommer til Suniras hovedstad, Tedea, for at sy en kjole til dronning Marietta. Da hun tilfældigt redder dronningen fra et mordforsøg, belønnes hun med en position som hofdame for den lidt ældre prinsesse Leonora. Opgaven viser sig hurtigt at være sværere end Silje forventede, for Leonora ønsker slet ikke selskab. Samtidig er nogen opsat på at slå dronningeslægten ihjel og erobre Suniras trone. For at fastholde sin kontrol over landet beslutter Leonora at indlede en rundrejse, men turen er farefuld, for modstanden gemmer sig overalt, og Silje får rig mulighed for at bevise sin loyalitet i Leonoras kamp for livet og kronen.
Kongernes arv er den ventede efterfølger til Dronningernes erindringer, men på trods af at bogen kommer efter, så foregår den faktisk før den første bog. I stedet for fortsat at følge Tella, følger vi i denne her bog hendes mor Leonora som ung. Jeg synes det var lidt af en genistreg, fordi det er med til at give et billede af en karakter som var ret svær at komme ind på livet af i den første bog. Jeg kunne godt lide at vi fik historien fortalt igennem Silje, Leonoras hofdame, som vi også møder i den første bog. Det gjorde nemlig at vi fik ret meget af en udenforståendes perspektiv på magien i Sunira og deres unikke konsekvenser, og takket være dette perspektiv følte jeg også at jeg lærte at forstå det bedre.
Og så kan det ikke undgås at det her “tilbageblik” også betyder at jeg fik et bedre indblik i de begivenheder som Tella forsøger at få klarhed over i Dronningernes erindringer, og det fungerede bare virkelig godt for mig med det her tidsskifte.
Jeg nævnte kort magisystemet og det er helt klart stadigvæk en af mine yndlingsting ved denne her serie. Det er ret unik og veludført, så man som læser hurtigt får en ide om hvad magien kan og hvilken konsekvenser den har. Hvilket er en af de ting, den her bog er med til at understrege, både i kraft af skiftet i synsvinkel men også flere gange i løbet af historien, hvor man får at se hvad der sker. Når jeg lægger så meget vægt på konsekvenserne, så er det fordi det er noget jeg tit savner i magisystemer, at der er konsekvenser.
Bogen fokuserer rigtig meget på forholdet mellem Leonora og Silje, både som prinsesse og hofdame, men også som veninder, som to unge kvinder andre på en eller anden måde har bestemt skal være sammen og ikke mindst som mulige partnere. Det kan måske være, det ikke er noget for alle, men jeg nød virkelig at vi fik lov til at lære Leonora så meget bedre at kende, og hendes historie, som hun på grund af magien har svært ved at huske og fortælle til Tella. Det er også meget i tråd med den første bog, for selvom der sker rigtig meget med magtkampe, hemmeligheder og afsløringer, så er fokus stadig på karaktererne og derfor skal man måske være mere villig til at sådan noget som kampscener og lignende ikke er lige så beskrevet som vigtige karakterscener. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har læst en serie, der fokuserer så meget på karakterer på den her måde, men jeg er overrasket over hvor meget jeg nyder det. Og med Kongernes arv er Mindelandet også ved at blive en af mine yndlingsserier.
Jeg er så spændt på at se, hvor den her serie ender henne, for jeg ved der kommer en bog mere, og spørgsmålet er hvem den følger og om vi får en afslutning på Tellas ret actionfyldte slutning og hvilke hemmeligheder Leonora og Siljes historie ender med at kunne afsløre senere hen.
Comments