book hauls

Nyt i reolen #3 ~ august 2020

reklame: indeholder anmeldereksemplarer fra Palatium Books.

I august fik jeg 24 bøger nye bøger hjem, hvilket stadig er lidt højere end jeg gerne vil. og det skyldes i høj grad, at der var to forskellige udsalg hos Bog og Idé, som jeg blev fristet af. Det ene var muligvis bare en af mine lokale butikker, der havde tilbud på engelske bøger og det andet var Bog og Idés store efterårsbogudsalg. Så som altid har jeg delt det op i mindre dele og gør mit bedste for at skrive lidt om hvad bøgerne handler om. og ellers er der links til alle bøgerne på Goodreads for mere information.

Først og fremmest er der de to anmeldereksemplarer, jeg modtog i august. Begge to er fra Palatium Books og de er begge to bøger, jeg er virkelig spændt på at læse. Sådan er det altid af Laurie Frankel handler om Claude, den yngste af fem søskende, der drømmer om at blive prinsesse. Jeg håber virkelig, at det er en bog, der behandler transkønnede personer med respekt og det er derfor, jeg gerne vil læse den og måske se om jeg kan finde nogen own voices anmeldelser. En landsbyaffære af Julie Houston er en mere klassisk fortælling om Cassie Beresford, hvis liv bliver vendt op og ned da hendes mand afsløres i at have en affære. Jeg håber, det er en historie der er fuld af fornyet livsglæde.

Fra bogbokse modtog jeg 3 bøger i august. Der er fortsat forsinkelser på meget af det, der er i boksene, men jeg modtog julis Illumicrate bog, Seven Devils af Laura Lam og Elizabeth May. Det er en space opera og jeg har også hørt noget om at der er et feministisk islæt i historien. Og så fik jeg både juli og augusts FairyLoot bokse, hvor der var henholdsvis Shielded af KayLynn Flanders – en klassisk lydende fantasy – og Star Daughter af Shveta Thakrar – en standalone fantasy der blander Hindu mytologi og en følelse af Neil Gaiman’s Stardust. og tjek lige alle de flotte farvede sider på de her tre bøger!

I august hjalp jeg også min søster med at skaffe en sidste studiebog og så skulle jeg selvfølgelig også have et par bøger. Først og fremmest ville jeg gerne have fat i noget mere non-fiction, og derfor valgte jeg både den roste Hood Feminism af Mikki Kendall, der handler om krydsfeltet mellem feminisme og rascime og de to små bøger om feministisk teori, We Should All Be Feminists og Dear Ijeawele; a Feminist Manifesto in Fifteen Suggestions, begge to af Chimamanda Ngozi Adichie. De er meget små, men jeg vil gerne opbygge min non-fiction hylde og de har længe stået på min læseliste. Samtidig tilføjede jeg også endnu en bog af samme forfatter, Americanah, en historie der handler om to mennesker fra Nigeria, der rejser til Vesten og ender to forskellige steder og lever to meget forskellige liv.

Og så fik jeg endelig mulighed for at købe en trilogi, der har været i min indkøbskurv virkelig længe. Det er efterhånden flere måneder siden jeg begyndte på The Bone Witch af Rin Chupeco som lydbog og jeg vidste, at det var en serie, jeg gerne vil eje og læse. Men der var altid en af bøgerne, der ikke var på lager. Men nu har jeg endelig fået fat i denne her lidt dystre trilogi om nekromancere, magi og hekse. De to andre bøger i serien er The Heart Forger og The Shadowglass.

Og så kommer vi til bogudsalget. Hos Bog og Idé fandt jeg en stak af bøger, der fik mig til at grine lidt. jeg beskriver mig altid som fantasylæser, men der er intet fantasy i denne her stak. Derimod er det en blandet, spændende stak. Små påsatte brande af Celeste Ng er en roman, jeg har set anbefalet så mange gange, både herhjemme og i udlandet. Og der er vist også en tv serie baseret på bogen. Det eneste jeg ved om det, er at den handler om adoption og kultursammenstød. Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø af Tove Ditlevsen er en digtsamling, der er blevet udgivet i mange forskellige farver. Jeg tror, de skifter farve med hvert nyt oplæg, men den første der for alvor har tiltalt mig er denne her hvide udgave med nærmest holografisk påtryk. Og Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead er, så vidt jeg ved, historisk fiktion baseret på de virkelige hændelser under slaveriet i USA.

Og så kunne jeg ikke modstå endnu en Novellix æske. Jeg har virkelig forelsket mig i det her koncept og det blev til boksen med klassiske danske forfattere. Det er ikke alle, jeg har hørt om, men æsken indeholder en novelle af Henrik Pontoppidan, Herman Bang, Olivia Levison og Jens Peter Jacobsen.

Og til det engelske bogudsalg faldt jeg over tre, som jeg virkelig gerne vil læse. The Song Rising af Samantha Shannon er den tredje bog i Bone Season serien, som står på min læseliste for oktober. Serien starter i et futuristisk London, hvor vi følger Paige Mahoney, der er clairvoyant i en verden, hvor clairvoyance er ulovligt. Dear Martin af Nic Stone er en realistisk ungdomsroman, der handler om Justyce, en model studerende på vej mod et elite college, da han på grund af sin hudfarve bliver arresteret. Den sidste bog er Uprooted af Naomi Novik. Det er en fantasy, der minder mig om klassiske eventyr og jeg har hørt virkelig meget godt om forfatteren.

Har du fået nogle gode bøger i august?

Og som altid; rigtig god læselyst!

Del dette:

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.