I forhold til mit oktober tilbageblik, virker novmeber nærmest bare som en vits. Men når jeg tænker over det, så var det præcis det samme der skete i 2019, i november; jeg læste virkelig nærmest ingenting og havde ingen motivation overhovedet. Jeg ved godt, at for nogen er 5 bøger p en måned meget og det er også helt fint. Men for mig er det ingenting. Og når jeg tænker tilbage, var november heller ikke en særlig god måned, hverken mentalt eller med hensyn til en hel masse ting der skete omkring mig. Så det er nok ikke så mærkeligt, at november på alle måder føltes som en måned, hvor jeg bare tabte alting på gulvet.
I november færdiglæste jeg 5 bøger. Og jeg ved ikke rigtig hvad jeg elles lavede.
Den første bog, jeg blev færdig med var Words of Radiance part twoaf Brandon Sanderson. 2020 blev året hvor jeg læste rigtig, rigtig meget af Sandersons Cosmere, og ind til videre tror jeg at Elantris og Stormlight Archive serien er mine favoritter. Det er svært at opsummere den her bog kort og dækkende, da det trods alt er anden del af en bog på over 1000 sider og vi følger et hel masse karakterer, der alle sammen kredser om den her konflikt mellem to folk. Om ikke andet er den her bog endnu et bevis på at jeg er hoppet med på Brandon Sanderson fantoget med begge ben.
Jeg fik kun læst en enkelt bog i anledning af Non-fiction November og det var komikeren Trevor Noahs memoir om hans barndom og opvækst i et Sydafrika under apartheid. Hvor han som søn af en afrikansk mor og en hvid far var et tydeligt bevis på noget kriminelt. Jeg følte at jeg lærte meget, ikke bare om Noahs specifikke oplevelser, men også om apartheid generelt og hvordan systemet opererede. Og så synes jeg den havde nogle gode pointer, man også godt kan bruge i dag, med hensyn til internaliseret racisme.
Min genlæsning af Ursiderne af Nanna Foss bekræftede min opfattelse fra sidste år, det her er en af de stærkeste bøger i serien og selvom jeg har givet alle 4 foreløbige bøger 5 hjerter, så er den her nok en af dem der gør mest indtryk på mig hver gang. Jeg ved ikke hvor meget mere, jeg kan sige om den her bog eller serie, som jeg har skamrost så meget de sidste par år. Men i hvert fald var det nok minbedste læseoplevelse i november.
Jeg elsker bøger, der leger med formatet og Undskyld, men jeg har ingen andre steder at gå hen af Sofie Riis Endahl er ingen undtagelse. Hele historien er fortalt i chatbeskeder mellem en gruppe på 5 unge, der er meget forskellige, har forskellige baggrunde og problemer at slås med, men stadig er gode venner og har et stærkt bånd til hinanden. Bogen blev i øvrigt også nr. 200 jeg markerede som læst på Goodreads i 2020, så det synes jeg var lidt nice. I mine øjne er det her nok den bedste af Endahls bøger, jeg har læst ind til videre.
Hvis man ikke var helt klar over det, så vil jeg faktisk betegne mig selv om sønderjyde. Okay, jeg har snart boet på Fyn i 8 år, så måske skal jeg til at overveje det alligevel. Men i hvert fald, så synes jeg at det var passende, at jeg læste Om hundrede år af Anna Elisabeth Jessen det samme år som der var 100 års jubilæum for Genforeningen. Jeg har familie ikke ret langt tilbage, der var født i Tyskland før grænsen blev rykket, familie der var tvungen til at kæmpe på tysk side under Første Verdenskrig, skønt de følte sig danske. Og derfor var jeg ret spændt på den her bog, der følger en slægt igennem 100 år på tværs af begge verdenskrige, en genforening og en stigende industrialisering, globalisering og dagligdagen på gården i det sønderjyske. Desværre levede bogen ikke helt op til mine forventninger, men jeg nød den anderledes måde at fortælle historien på.
Og det opsummerer de 5 bøger, jeg fik læst i november måned.
Har du læst nogen af dem og hvad synes du?
Og som altid; rigtig god læselyst!