Anmeldereksemplar fra forlaget.
Titel: Sådan er det altid.
Forfatter: Laurie Frankel.
Serie: —
Oversætter: Rane Rørdam Knudsen.
Udgivet af: Palatium Books i 2020, først udgivet i 2017 med titlen This is How It Always Is.
Sidetal: 406 sider.
Sådan læste jeg bogen: fysisk anmeldereksemplar fra forlaget. Læst på dansk, originalsproget er engelsk.
Det er sådan, det altid er, når en familie holder på en hemmelighed … det kan ende med, at det er hemmeligheden, der holder på familien. Det er sådan, det altid er, når en familie lever lykkeligt til deres dages ende … det kan ende med at blive kompliceret. Det er sådan, det altid er, når børn forandrer sig … og så forandrer de verden. Det er sådan, Claude er. Han er fem år, den yngste af fem brødre, og han elsker marmelademadder. Han elsker også at gå i kjole og drømmer om at blive prinsesse.
2 ting, jeg godt kunne lide ved Sådan er det altid:
- Familiefokus, ikke kun på en karakter men på dem alle sammen.
- Tager vigtige emner op.
Jeg var meget spændt på Sådan er det altid, fordi jeg altid leder efter flere bøger, der har fokus på personer, der ikke er lige som mig. Sådan er det altid handler i høj grad om en familie og går helt tæt på både op- og nedture. En stor del af historien handler om forældrene og især morens oplevelser af, at hendes yngste barn er transkønnet. Jeg var en smule betænkelig ved bogen, fordi bagsideteksten kun refererer til barnet ved deres drengenavn, og hvorvidt det ville lægge grundlaget for en historie om en mor, der ikke kan acceptere sin datter.
Heldigvis er det ikke sådan en bog, jeg læste. Jo, der er meget fokus på morens oplevelse, hendes frygt for barnets sikkerhed og ofte hvad andre vil tænke. Det er ikke en historie, der lægger fingrene imellem, ofte er der især konflikter mellem forældrene, der begge vil gøre det bedste for deres datter, men ikke er enige om hvordan det skal gøres. Også de større børn spiller en rolle i historien, men vigtigst af dem alle er Poppy. Sådan er det altid er en historie om en familie, der både kæmper med derees egne problemer og for hinanden. Det er en historie, der tager fat i flere af de dilemmaer, som transkønnede står i, alt fra valg af tøj til hormonbehandling, andre folks (nogle gange voldsomme) fordomme og hvor meget andre har ret til at vide.
Jeg vil rigtig gerne understrege, at jeg ikke ved hvorvidt det er god repræsentation. Det er ikke min plads at dømme om det er, så jeg vil råde til at man i stedet opsøger ownvoices’ anmeldelser, hvis man gerne vil vide mere. Som en udenforstående, en der ikke ved ret meget om hvordan det er at være transkønnet, følte jeg at historien gjorde et enormt stort indtryk på mig. Jeg elskede Poppy lige fra starten og hendes historie fik mig til at føle alt fra glæde til vrede og til sorg. Men det er moren, der ”fortæller” historien, og selvom Poppy fylder meget, handler den også om forældrene Rosie og Penn, og de fire ældre brødre. Alle sammen vil de gerne kæmpe for Poppy, samtidig med at de roder med deres egne følelser. Det er et følsomt emne, men et som forfatteren behandler på en god måde. Jeg har senere fundet ud af at forfatteren selv er mor til et transkønnet barn, og selvom det er det eneste sammenfald med hendes eget liv. Det kan man godt mærke i bogen, for selv om der ikke lægges skjul på de svære emner, så mærker man hele vejen igennem bogen en kærlighed til Poppy, en kærlighed der aldrig svigter.
Som sagt så er det en historie, der handler meget om familie. Derfor irriterede det mig faktisk ret meget, at moren Rosie, på et tidspunkt hvor tingene er gået meget i hårknude derhjemme, vælger at tage Poppy med på en opgave i udlandet i forbindelse med hendes arbejde. Moren er læge og bliver som en del af hendes arbejde sendt til Thailand, hvilket desværre skiller dem ad fra resten af familien. Det er lidt et tveægget sværd, for på den ene side giver det mange muligheder for Poppy at udvikle sig i sin helt egen retning, mens Rosie lærer lidt mere accept. Men på den anden side følte jeg at det gav et underligt skævt forhold til resten af familien, som om de blev skubbet til side mens det stod på.
Sådan er det altid er ikke altid en nem bog at læse, der er flere øjeblikke af virkelig grimme fordomme og voldsomme udtalelser, som kun bliv er værre når man finder ud af at det er toppen af isbjerget i forhold til virkeligheden. Men det er også en bog, der er skrevet med hjertet. Selv om det er Rosie, der er ”fortælleren”, er det for mig Poppy, der har gjort et varigt indtryk.
Hvis du er til bøger, der afspejler ægte hverdagsoplevelser, historier om personer der er så ægte at man ikke kan lade være med at elske dem eller til bøger om emner, der hidtil har været ret tabubelagt og som vi skal snakke meget mere om, ikke mindst sammen med dem der står i det, så er Sådan er det altid måske en bog for dig at starte med.
Og som altid; rigtig god læselyst.