Anmeldereksemplar af forfatteren.
Titel: Stenens tid.
Forfatter: Johan Ottosen.
Serie: Mirrin Bank #1.
Udgivet af: Bukefalos Publishing i 2020, først udgivet i 2012.
Sidetal: 507 sider.
Sådan læste jeg bogen: fysisk anmeldereksemplar fra forfatteren.
Under Danmarks ældste kirkegulv bliver en 5.000 år gammel kalender fundet. Kalenderen tæller ned til Ragnarok. På en bænk i det sommerglade Tivoli skyder den pensionerede professor Bjarne Arnesen sig en kugle for panden. Hans stedsøn, den Cavlingprisvindende journalist Kurt Østergård, modtager en videobesked fra ham 28 måneder efter. Arnesen trygler Kurt om at stoppe det han kalder “dem” og beder ham fortsætte hvor han slap. Det leder Kurt til en opdagelse, der får store konsekvenser ikke blot for Kurt, men for Danmark og kongefamilien. Samtidig bliver strålingsekspert og tidligere våbeninspektør for FN, Søren Storm, bedt om at hjælpe politiet i opklaringen af et strålingsrelateret mord begået på Rigshospitalet. Det makabre og bizarre mord leder Storm på sporet af en radioaktiv bombe der kan gå af hvert øjeblik det skal være et sted i København. Lige om hjørnet venter dronningens store jubilæumsfest med prominente gæster fra ind- og udland.
3 ting, jeg virkelig godt kunne lide ved Stenens tid:
- Terrortrusselplottet var så spændende og helt klart den del der interesserede mig mest.
- Let at komme ind i og læse, også for en der ikke tit læser krimi.
- Flere af virkemidlerne til at skabe en følelse af at skulle skynde sig fungerede så godt for mig!
Stenens tid er en krimi thriller og den falder egentlig også ret uden for det, jeg normalt læser. Men måske derfor er jeg også ret opsat på at anbefale den til andre. For jeg kunne ikke lægge den fra mig. Bogen er ret lang, så jeg havde delt den ind i lidt mindre dele for at kunne overskue den, hvilket jeg normalt gør med tykke bøger. Og den plan holdt sådan cirka en dag. Jeg blev hurtigt overbevist om at forfatteren virkelig kan skrive en fængslende og hæsblæsende fortælling. Historien er nem at lade sig fange af og talte til min nysgerrighed fra starten af.
Plottet er slået stort op og vi følger rigtig mange karakterer. I mine øjne måske næsten for mange. Jeg var vild med eksperten i radioaktivitet Søren Storm som karakter og en del af mig ville ønske, at han havde været den eneste hovedperson. Han var klart den, der var mest spændende at følge, men også fordi der går virkelig lang tid, før de to hovedspor i historien rent faktisk flettes sammen og begynder at danne et billede af en større sammenhæng. Jeg fandt journalisten Kurt Østergaards plotlinje lidt hængende i forhold til Søren Storms og jeg er stadig ikke helt sikker på om jeg ved hvad hans opdagelser kommer til at betyde for historien. Det er starten på en serie, og med hvad jeg har set af historien ind til videre, tror jeg på at forfatteren tager alle de mange tråde op og får dem bundet godt sammen i de kommende bøger.
Apropos skrivestilen, så er hele historien fortalt i relativt korte kapitler fra mange forskellige menneskers synsvinkel. Alle kapitlerne er desuden forsynet med en angivelse af tid og sted, der giver læseren en følelse af at der er noget stort på vej, noget man tæller ned til. Det fungerede virkelig godt for mig, for jeg ville rigtig gerne have den her følelse af at vi er på vej mod noget stort, og det var spændende at prøve at regne ud hvor historien var på vej hen. Forfatteren overraskede mig da også mere end en gang med en ny afsløring eller en ny retning, der betød at jeg lige måtte læse det næste kapitel også. De mange synsvinkler skal supplere hinanden, men nu og da følte jeg mig mere forvirret, når det ikke var så tydeligt hvem man var inde i hovedet på. Jeg tror også det skyldes skrivestilen, som ikke helt var noget for mig og jeg havde svært ved at skelne mellem hvem der fortalte. Plotmæssigt er historien virkelig godt skrevet og den hænger godt nok sammen til at jeg måtte blive ved med at læse.
Det er ikke uden grund at Stenens tid bliver sammen lignet med Dan Browns Da Vinci Code og jeg kunne også sagtens se sammenligningerne. Men det ærgrer mig også at det forhold bliver puttet i læserens tanker, for det gjorde det i hvert fald svært for mig ikke at se det. Men det er ikke den samme historie. Jeg nød blandingen af muligheden for en terrortrussel, en mystisk opdagelse hvis konsekvenser vi slet ikke når at udforske og de mange mennesker man møder. Stenens tid er en fængslende krimiblanding af fortid og nutid, teknologi og religion. Selvom det er en lang bog, fløj jeg igennem den og fandt den umulig at lægge fra mig.