
I dag starter endnu en omgang af The Fantasy Fellowship’s ugelange readathon. Det meste foregår i begivenheden på Facebook, men jeg vil naturligvis gerne dele min læseliste med jer alligevel. Det passer med at readathon’et foregår hen over påskeferien, så der er en stor sandsynlighed for at jeg ikke når at læse alle bøgerne. Og det er egentlig også helt okay, selvom der er forskellige konkurrencer man kan deltage i, så er jeg mest med for at læse og fordi jeg synes det er sjovt at deltage i readathons.
Der er 9 udfordringer og jeg har valgt en bog til hver af det. Der er tilladt at lægge udfordringer sammen, og der er da også flere af mine valgte bøger, der kunne gælde for mere end én udfordring, men for udfordringens skyld har jeg valgt en bog per udfordring. Der vil ret hurtigt tegne sig et mønster i at jeg har valgt rigtig meget dansk fantasy, fordi jeg har ret mange serier, jeg gerne vil læse videre på eller begynde. Og så var det en god mulighed for at få læst nogle flere bogboks-bøger.
Jeg har ikke nogen bestemt rækkefølge, jeg vil læse bøgerne i, så nogle af dem vil optræde i mit marts tilbageblik og nogle af dem i april.
- serie
Til denne udfordring har jeg valgt at tolke lidt på det, og i stedet for at læse en hel serie, har jeg valgt at færdiggøre en serie, jeg har været i gang med længe. Derfor vil jeg læste Lysets vogter af Marie-Louise Rønning, tredje og sidste bog i urban fantasyserien Skaberens våben.
- standalone
Det er faktisk relativt få fantasybøger jeg har, der er enkeltstående. Men jeg har valgt at jeg gerne vil læse The Sisters Grimm af Menna Van Praag. Det er en bog, jeg har fået ’i en Illumicrate boks for et godt stykke tid siden. Jeg tror ikke umiddelbart at bogen har noget med Grimms eventyr at gøre, men jeg ved faktisk ikke ret meget om bogen og det er ikke en jeg har set nogen snakke meget om.
- dansk fantasy
Det her var den udfordring, hvor jeg havde virkelig mange valgmuligheder. Da jeg så på mine hylder, prøvede jeg at finde ud af om jeg ville starte på en ny serie eller fortsætte en jeg allerede er i gang med. Og der er noget i mig, der virkelig gerne vil læse flere serier færdig, før jeg starter nye. Så det kunne næsten ikke være mere perfekt at jeg har valgt den tredje og sidste bog i Mindelandet, Slægternes fejde af Line Wenzel. Jeg har været stor fan af de første to bøger, så jeg er meget spændt på at se hvordan det hele slutter.
- grøn forside
På det her tidspunkt havde jeg besluttet mig ret meget for at forsætte så mange serier som muligt. Så det er vel helt naturligt, at jeg til denne udfordring har valgt Elementkrigen af Julie Midtgaard, tredje og næstsidste bog i serien om Luscuro.
- elvere
Jeg har fulgt rigtig meget med på Instagram, hvor forfatteren har skrevet meget om hvordan den fjerde bog i den her serie ender med at blive bog fire og fem. Så jeg har masser af tid til gode i det her fantastiske univers. Og jeg glæder mig til at vende tilbage til verdenen med Sjæleoffer af Henriette Hesselholdt.
- urban fantasy
Til denne her udforing har jeg valgt en nyere bog fra en bogboks, nemlig Legendborn af Tracy Deonn. Jeg har fået bogen i en OwlCrate og det er væltet ind med rosende ord fra alle jeg har set læse den. Det er en form for moderne fortælling af myten om Kong Arthur og jeg er så spændt på at læse den.
- voksen hovedperson
Den her er lidt af et sats, for jeg er ikke 100 procent sikker på om hovedpersonerne er voksne i den her bog, men jeg ved at den er skrevet til et voksent publikum. Og det er endnu en Illumicrate bog, og den er virkelig tyk, så det er et ambitiøst valg. Men jeg har udvalgt Once and Future Witches af Alix E. Harrow. Jeg har for det meste kun hørt to ord til at beskrive bogen: hekse og kvindefrigørelse. Så jeg glæder mig, selv om den intimiderer mig lidt.
- genlæs en favorit
Jeg fik denne her bog i to forskellige bokse, hvilket virkelig irriterer mig når det sker. Derfor vil jeg gerne genlæse Sorcery of Thorns af Margaret Rogersen for at finde ud af, om jeg virkelig kunne lide den så godt som jeg husker. Og så nok give den ene udgave væk bagefter.
- udgivet før du blev født (1993)
Jeg var ikke sikker på om jeg ville tage den her udfordring med, for det er meget begrænset, hvor meget fantasy fra før 1993 jeg er interesseret i at læse. Og også har til gode. Men Så kom jeg i tanke om, at jeg stadig har en enkelt bog tilbage i det lille bokssæt Tolkien Treasury, jeg fik i julegave for nogle år siden. Derfor vil jeg læse Farmer Giles of Ham af J. R. R. Tolkien til denne udfordring.
Deltager du i The Fantasy Fellowships readathon? Er du medlem af The Fantasy Fellowship eller en anden form for bogklub?
Og som altid; rigtig god læselyst!

Comments