Reklame: bogen var en gave fra forlaget i forbindelse med et arrangement.

Titel: Mindre end en kilometer væk.
Forfatter: Sarah Engell.
Serie: —
Oversætter: —
Udgivet af: CarlsenPuls i 2019.
Sidetal: 112 sider.
Sådan læste jeg bogen: fysisk bog fra min reol. Bogen var en gave i forbindelse med et bogblogger arrangement.

I Mindre end en kilometer væk skriver Sarah Engell blandt andet om Tobias, der er fanget i sin egen krop; om et søskendepar på en dødsensfarlig flugt over Middelhavet; om pigen, der aldrig har set hverken himmel eller hav; om Lukas og de rotter, der forfølger ham. Fælles for novellerne er, at de kryber ind under huden på læseren og efterlader en følelse, som er svær at ryste af sig. De er en afsøgning af menneskets skyggesider. Historier om at klamre sig til noget, der allerede er mistet, og den smertefulde længsel efter dét, der på samme tid er tæt på og uopnåeligt.
3 ting, jeg rigtig godt kunne lide ved Mindre end en kilometer væk:
- Engell udnytter det korte format godt, til at fortælle en historie, man kan mærke.
- Der er en god ”bredde” i historierne, de er ikke alle sammen ens.
- De mere psykologiske aspekter fungerer rigtig godt for mig.
I Mindre end en kilometer væk skriver Sarah Engell noveller, der fik mig til at tænke og føle rigtig meget, især taget i betragtning af at jeg normalt ikke er særligt glad for formatet. Jeg følte ikke at jeg manglede noget og der var så mange vidt forskellige historier, at der er noget til alle. Det er altid lidt særligt med samlinger af noveller, for i sagens natur er det ikke alle historier, man vil lade sig påvirke lige meget af. Men jeg færdiggjorde Mindre end en kilometer væk med en følelse af at hele bogen havde haft en eller anden effekt på mig, og niveauet er meget højt.
De 8 noveller er som sagt meget forskellige, der er meget jordnære og realistiske fortællinger og historier der trækker mere på psykologiske, næsten overnaturlige elementer. Jeg funderer stadig lidt over at der i bagsideteksten står ” Historier om at klamre sig til noget, der allerede er mistet, og den smertefulde længsel efter dét, der på samme tid er tæt på og uopnåeligt”, og hvad det refererer til. Man kan nemt trække tråde til titlen på bogen, der får mig til at tænke på Tinder, men også på spørgsmålet om hvad der er mindre end en kilometer væk.
Hvis jeg skal trække analysehatten ned over hovedet et øjeblik, så læser jeg det som at det har noget med hvem karaktererne er og hvad de leder efter i livet. Men jeg tror også, at det er noget vi som læsere selv kan være med til at finde ud af, for det er en af styrkerne ved noveller og en ting som Engell udnytter til sin fordel igen og igen: der er meget overladt til mellem linjerne og læserens fortolkning.
Så hvis jeg skal anbefale denne bog til noget, så tror jeg at du vil kunne lide Mindre end en kilometer væk hvis du er vild med novellesamlinger, der inddrager læseren, med historier om karakterer der føles som rigtige mennesker eller hvis du godt kan lide at udfordre din læsning en gang i mellem. Selv blev jeg meget positivt overrasket over bogen.