
Titel: En enkelt lille ting.
Forfatter: Erin Watt.
Serie: —
Oversætter: Astrid Heise-Fjeldgren.
Udgivet af: Palatium Books i 2021, først udgivet i 2018 med titlen One Small Thing.
Sidetal: 314 sider.
Sådan læste jeg bogen: fysisk anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Læst på dansk, originalsproget er engelsk.

Da Beths søster dør i et trafikuheld, bliver Beths liv ændret for altid. Tre år senere har den 17-årige Beth fået nok af at blive holdt i stram snor af sine overbeskyttende forældre. En aften tager hun til fest, hvor hun møder den søde fyr Chase. De tilbringer natten sammen, og for første gang i sit liv har hun én lille oplevelse, hun kan have for sig selv. Men hemmeligheden viser sig at være langt større, end Beth havde forestillet sig, da hun opdager, at Chase var føreren af den bil, der ramte hendes søster, den skæbnesvangre aften. Chase har kæmpet med skyldfølelsen lige siden, og da det går op for ham, hvem Beth er, gør han alt for at undgå hende. Alligevel er det umuligt for begge at modstå tiltrækningen mellem dem. Men selv hvis Beth kan tilgive Chase, har deres kærlighed så overhovedet en fremtid, når alle omkring dem er fordømmende?
3 ting, jeg rigtig godt kunne lide ved En enkelt lille ting:
- Bogen præsenterer karakterer, der ikke er bange for at stå ved deres følelser, også når de er svære.
- En af de bøger, der bliver hos en efter endt læsning.
- Overraskende slutning.
En enkelt lille ting af Erin Watt er en af de der romance-bøger, hvor det hele afhænger af udførelsen. Jeg vil da også gerne være den første til at indrømme, at jeg var ret nervøs før jeg gik i gang med at læse. Der er nemlig noget der siger mig, at jeg har læst en bog med en lignende præmis før og hvor jeg ikke var overbevist af udførelsen af det hele. Men En enkelt lille ting overraskede mig faktisk ved at være struktureret fint og jeg havde ikke så mange problemer med den som jeg ville have troet.
Det er en rigtig fin historie om at sørge, om at forsøge at leve videre efter et ubærligt tab, og om at give en chance mere. På mange måder var jeg vil med historien, men der er også en del af mig, der virkelig, virkelig ville ønske at det var et mere platonisk forhold, der var mellem Beth og Chase. Så havde jeg måske været mere tilbøjelig til at heppe på dem.
Når det kommer til stykket, var jeg til gengæld også irriteret over at ingen lader til at ville give Chase en chance, han har aftjent sin straf, og det der skete dengang, var ikke overlagt. Jeg har det meget ambivalent med deres forhold, hvilket der også er plads til i bogen. Især de to hovedpersoner er godt skrevet og man kommer langt ind under huden på dem, så man får en fornemmelse af at kende dem rigtig godt. Og det er nødvendigt, hvis man skal kunne være den mindste smule på deres side.
Når alt kommer til alt, så er En enkelt lille ting fiktion og det kan godt være at der ville være mange problemer med plottet i virkeligheden, men det fungerer i bogens verden. Bogen fungerer stadigvæk og jeg endte med at være ret vild med den. Hvis man er i stand til at lægge sine personlige følelser væk, så præsenterer En enkelt lille ting en historie, der sætter tankerne i gang, er rørende og underholdende og som jeg tror, folk vil kunne lide.