Bøger jeg vil læse om sommeren ~ Top Ten Tuesday #94

Top Ten Tuesday er et ugentligt indlæg, hvor man sammensætter en liste alt efter et givent emne. Det er hostet af That Artsy Reader Girl. Denne uges emne er Summer TBR. Emnet minder mig også rigtig meget om Top Ten Tuesday nummer 82, som var bøger jeg gerne ville læse om foråret. Der er ikke nogen rækkefølge til den her liste, der er en blanding af genrer, jeg er i humør til om sommeren og bestemte bøger, jeg gerne vil læse denne sommer.

  • Romance.
    I mit forårs TBR indlæg, sagde jeg at jeg især associerer foråret med digte. På samme måde er sommer i mit hoved lig med romantiske fortællinger. Måske skyldes det, at både min maj og juni læseliste har været meget præget af fantasy, og store fantasybøger, men der er altid noget ved sommeren og varmen og solskinnet, der bare gør mig i humør til at læse romance hele tiden. Jeg kan ikke forklare hvorfor jeg synes det passer så godt til årstiden, men i mit hoved er det et perfekt match. Jeg kunne sagtens fylde hele denne her liste med 10 romancebøger, jeg er i humør til at læse, men for nu vil jeg gerne fortsætte Briar U serien af Elle Kennedy, Game On serien af Kristen Callihan, og starte på Playbook serien af Alexa Martin.
  • Klassikere.
    Jeg tænker ikke på de store, tykke romaner, der vil tage mig lang tid at læse. Men ligesom i foråret, så har jeg stadig en stor lyst til at læse Austen og Brontë, hvilket passer rigtigt godt, fordi jeg stadigvæk deltager i The Brontë Project, hvor vi læser alle Brontë-søstrenes romaner i løbet af året, og her henover sommeren er vi nået til Shirley af Charlotte Brontë i juli og augusts bog er endnu ikke valgt, mens juli for fjerde gang har det ret løse readathon Jane Austen July, hvor jeg planlægger endelig at læse Emma, som er den eneste af hendes bøger jeg endnu ikke har læst endnu. Men jeg tror også, at jeg kommer til at læse flere af mine mini-klassikere i løbet af sommeren, fordi de egner sig godt til en eftermiddag i solen.
  • Novellix noveller.
    Det kommer lidt i forlængelse af idéen om at læse mini-klassikere, for jeg har efterhånden også samlet mig alle Novellix’ novelleæsker og jeg er stor fan af konceptet, så jeg regner med at jeg også finder tid til at fordybe mig i disse små værker med stor iver.
  • Graphic novels.
    Måske er det fordi jeg føler mig lidt udbrændt på store, episke og meget meget lange bøger, men jeg har bare lyst til at kaste mig over de grafiske romaner på mine hylder. Især vil jeg gerne fortsætte Heartstopper serien og læse mine mange Avatar The Last Airbender bøger.
  • Non-fiction.
    Jeg føler en stor trang til at lære om ting, jeg ikke ved ret meget om. Jeg vil rigtig gerne læse mere non-fiction om alt fra kønsidentitet, intersektionel feminisme og meget mere.

Hvad kan du godt lide at læse om sommeren?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.