Solsikker og sommerferie ~ Juli tilbageblik

reklame: indlægget indeholder anmeldereksemplar fra Palatium Books. Alle er markeret med * og meningerne er mine egne.

I juli måned læste jeg 23 bøger, hvilket faktisk kun er 1 mindre end i juni, men bøgerne var alle sammen noget kortere og i alt har jeg læst 7.556 sider. Jeg har taget det meget stille og roligt med læsningen i den her måned og forsøgt ikke at stresse mig selv over om jeg blev færdig med en bog. Det har også været mine sommerferie i den her måned, så jeg har også nydt at slappe helt af og tage det med ro. Det var meget tiltrængt, kan jeg godt fortælle. Jeg har lyttet til eller læst ebogsudgaven af 4 bøger, der ikke er med på billedet, foruden at jeg lyttede med mens jeg læste 1 af bøgerne. Og så er jeg i øjeblikket i gang med endnu en lydbog, som jeg dog ikke er nået at blive færdig med.

Jeg formåede at læse alle bøgerne på min læseliste til Path or Pantheon-readathonet, mens jeg næsten nåede alle på listen til Fuckathon og jeg er rigtig godt tilfreds med alt det jeg nåede. Jeg deltog også meget overfladisk i Jane Austen July, hvor jeg læste 2 bøger, andre fælleslæsninger har været Spellslinger-readaling og jeg er i gang med den næste bog til #Elderling-along og #Witchlands-along.

Jeg har færdiglæst 2 serier i juli og læst videre i yderligere 5 serier. Til gengæld er jeg startet på 3 serier, efter jeg har lavet mine halvårlige serie tjek ind videoer (som kan ses her og her) . Nye yndlingsbøger inkluderer Radio Silence, Punching the Air og Gender Queer, mens en genlæsning af Take a Hint, Dani Brown stadig var et hit.


Det var lidt svært at komme i gang med at læse i begyndelsen af juli efter den meget heftige læsning i juni. Derfor valgte jeg at starte ud med den korteste bog på min læseliste, Africa’s Tarnished Name af Chinua Achebe. Det er en af Penguins små moderne klassikere og en af de bedste bøger, jeg har læst den her måned. Det kan godt være at disse essays og taler efterhånden er nogle år gamle, men de er stadigvæk så relevante og jeg undrer mig også lidt over at de aldrig er kommet op i min tid på universitetet, når jeg tænker på hvor meget postkolonialisme fyldte i flere af mine fag. Det er en kort bog, men den rummer så mange ting og det er helt klart en bog, jeg vil anbefale.

Efter fælleslæsningen af Spellslinger i forbindelse med Whatever-You-Want-athon, har vi valgt at fortsætte med at læse serien, en bog om måneden. Og jeg er så glad for, at jeg endelig er kommet videre med serien. Shadowblack af Sebastien de Castell er bog to i serien og her får vi lidt mere af verdenen at se. Jeg har mindst lige så mange spørgsmål som før, men selvom jeg rigtig godt kunne lide bogen, levede den ikke helt op til forgængeren. Jeg er dog rigtig spændt på at læse videre i serien i august.

Jeg havde en dag, hvor jeg virkelig var i humør til at læse romance, så jeg fik læst en hel del af dem i træk. Den første var en genlæsning af Take a Hint, Dani Brown af Talia Hibbert, som er bog 2 i serien om Brown søstrene. Tidligere har jeg hørt den som lydbog, men den var mindst lige så god at læse fysisk. Jeg elsker Dani og Zaf, både hver for sig og sammen og ind til videre er det her stadigvæk min yndlingsbog i serien. Derefter læste jeg Crazhy Stupid Bromance af Lyssa Kay Adams, som er den tredje bog i Bromance Book Club serien. Desværre synes jeg at det er gået lidt ned af bakke med denne her serie, for jeg elskede den første, brød mig ikke ret meget om den næste og denne her var kun lidt bedre. Jeg er stadigvæk vild med konceptet, men jeg følte ikke rigtigt at hovedpersonerne i denne her bog var lige så veludviklede som tidligere og jeg havde svært ved at føle deres konflikter.

Der sneg sig en enkelt ikke-romance bog ind, da jeg læste The Cousins af Karen M. McManus. Og jeg tror lidt at denne her bog har bekræftet for mig, at jeg egentligt godt kan lide hendes bøger, bare ikke En af os-serien. For jeg havde det sjovt med de her karakterer og det mysterie der hænger over hovedpersonernes bedstemor og hvad der er sket i fortiden. Slutningen kom faktisk bag på mig og jeg endte med at være ret vild med bogen.

Tilbage til kærlighedshistorierne, så valgte jeg at læse Dublin Street af Samantha Young næst. Desværre skuffede bogen mig ret meget, jeg bryder mig virkelig ikke om miskommunikation som den centrale konflikt og især den kvindelige hovedperson irriterede mig ret meget ved at være den type karakter, der opfører sig som om hendes love interest kan læse hendes tanker og derfor aldrig siger noget om hvad hun tænker eller hvorfor hun reagerer som hun gør. Jeg har de næste mange bøger i serien stående, så jeg håber at karaktererne i de næste bøger bliver bedre, for jeg kunne ret godt lide skrivestilen. Så var *Lydbogsindlæseren i Woodlake af Carey Heywood en meget mere positiv læseoplevelse. Dette er den fjerde og sidste bog i Woodlake serien, hvor vi følger de forskellige Thompson-søskende og deres kærlighedsliv. Denne her bog følger player-type broren og jeg var ret spændt på den, fordi han ikke var ret meget med i de tidligere bøger. Og det er bare en serie, jeg har været glad for hele vejen igennem, også denne gang.

Den sidste romance-bog i denne her omgang var Intercepted af Alexa Martin. Det her er en amerikansk football-romance, som jeg har hørt rigtig meget godt om fra forskellige romance booktubere. Jeg kunne ret godt lide historien, men skrivestilen var ikke rigtig noget for mig. Hovedpersonen bruger rigtig mange hashtags, også i tale eller i sine tanker og det føltes så mærkeligt at læse og forstyrrede mig hver gang. Jeg ved ikke, om det er noget der er i hele serien, jeg håber det ikke, for jeg kunne godt tænke mig at læse videre, ofr jeg er faktisk ret vild med amerikansk fodbold.

En af de få fantasybøger, jeg læste i juli var In the Ravenous Dark af A. M. Strickland. Det her er en voksenbog med ret mange trigger warnings – forfatteren har en ret omfattende liste på Goodreads, hvilket er virkelig fedt! Det er en historie om blodmagi, magtkampe og revolution i både de levende og de dødes verden. Jeg har ikke læst noget af forfatteren før, men det kunne godt være jeg fandt på at læse mere i fremtiden, for den var rigtig god og anderledes.

En bog, jeg var ret nysgerrig på, da fandt den og senere så andre snakke positivt om er Gender Queer af Maia Kobabe. Det er et memoir i grafisk format, og handler om forfatterens opvækst og deres oplevelser med at være non-binær. For mig var det både en rørende og lærerig bog at læse og en, jeg er sikker på at jeg vil vende tilbage til. Jeg læste også *Cry Baby af Ginger Scott, der er en form for romance. Det er en bog om Tristan, der er vokset op i et bandemiljø og har svært ved at se en vej ud. Jeg var især vild med måden bogen slutter på, og hvordan de to hovedpersoner får lov til at udvikle sig og lære at stå på egne ben, i stedet for at det blev til en historie om at fikse den man elsker.

Jeg er ikke i tvivl om, hvilken bog jeg var mest skuffet og decideret vred over at læse, det er Som det er af Dawn O’Porter. Af en bog, der hævder at være feministisk, har den nogle ret frygtelige stereotyper omkring kvinder, som aldrig bliver udfordret og jeg blev især meget vred over måden en karakters plotlinje blev behandlet. Jeg har skrevet meget mere om det i mit Goodreads-review, men lad mig sige det sådan her: det er aldrig i orden at lyve om at have kræft.

En af de to bøger jeg læste til Jane Austen July var en ufærdige, tidlige Lady Susan af Jane Austen. Det her er hendes første bog, der aldrig blev skrevet færdig og kun eksisterer i det her tidlige brev-format. Det er også en historie, der er ret anderledes end hendes andre bøger i hvem vi følger og hvordan historien udspiller sig, men jeg kunne ret godt lide den. Dog ville jeg rigtig gerne have læst den i fuld roman form, men det var et interessant blik ind i Austens begyndelse.

Jeg læste to meget forskellige YA romaner kort efter hinanden. Den første var We Are Not Okay af Natalia Gomes, der følger 4 forskellige piger på samme skole, som alle sammen har ret store problemer at kæmpe med og historien fokuserer på hvordan de støtter eller shamer hinanden. Det er en meget realistisk bog, men jeg forstår stadigvæk ikke hvor bogen ville hen med den måde den slutter på. Så var jeg langt mere glad for Radio Silence af Alice Oseman. Jeg var særligt interesseret i den her bog, fordi jeg har set meget gjort ud af at den omhandler et platonisk venskab i mellem en dreng og en pige, hvilket jeg ser alt for lidt af. Det var en meget rammende fortælling og jeg nød elementerne af podcast og fanart, og ikke mindst følelsen af at det er okay ikke altid at have styr på alting.

The Last of August af Brittany Cavallaro er den næste bog i hendes moderne genfortælling af Sherlock Holmes historierne, hvor vi følger efterkommere af de klassiske karakterer, Holmes, Watson og Moriarty. Den levede ikke helt op til den første bog, jeg savnede følelsen af mysterier og deduktion, som var til stede i den første bog. I stedet føltes det mest som en af de der afsnit af en TV serie, der kun har til formål at skabe drama og fylde tiden ud. Jeg håber at resten af serie går op igen, og at der kommer mere en følelse af det, jeg er så glad for ved de originale historier.

Jeg læste en del bøger i forbindelse med Årets Danske Fantasy, som jeg var med i bloggerpanelet til. Først læste jeg via Mofibo ebøgerne af Fyrtårn og De knuste dimensioner af Alea Mangor Grave, som er de to første bøger i en overvældende stor science fiction og fantasy serie. Jeg har ikke så meget at sige om bøgerne, men jeg var ikke særligt stor fan af måden de var skrevet på, og havde en følelse af at de godt kunne have brugt noget mere redigering. Jeg var imponeret over skalaen af fortællingen og hvor godt de mange, mange steder historien går hen hang sammen.

Den anden bog jeg læste til Jane Austen July var Emma af Jane Austen, der var den sidste bog jeg ikke havde læst af hende endnu. Det kom ret meget bag på mig, hvor meget jeg kunne lide bogen og det her må også være en af de flotteste Austen-proposal scener/monologer. Jeg tror ikke, at det ligefrem er en ny favorit Austen-bog, men jeg nød den ret meget og jeg er så glad for at jeg endelig fik taget mig sammen til at læse den.

De to andre bøger jeg læste til Årets Danske Fantasy var to lydbøger, igen fra Mofibo. Efter at have startet serien i maj, har jeg nu læst Skæbneløs-trilogien færdig. Jeg hørte både Den blå portal og Håbets scepter af Linette Harpsøe. Jeg var især vild med den sidste bog i serien, der egentlig starter ud med at føles lidt afsides fra de første to, men måske var det derfor jeg godt kunne lide den. Det er en serie, jeg ikke havde nogen forventninger til, men som overraskede mig positivt og jeg er glad for at jeg har læst den færdig så hurtigt.

I de sidste dage af måneden læste jeg to bøger færdig. Den første var Det lille bageri på strandpromenaden af Jenny Colgan. Det her er min anden bog af Colgan, og det var sådan en rolig og rar historie. Jeg har dog aldrig haft mindre lyst til at bo på landet igen, godt nok foregår den her bog endnu længere ude på landet end jeg har boet, men det var stadigvæk rigeligt. Jeg knuselsker de her nye forsider og jeg håber, at resten af serien udkommer i matchende udgaver. For jeg vil rigtig gerne læse mere om karaktererne og ikke mindst det fantastiske bagværk. Den anden bog havde en helt anden vibe, for jeg læste og lyttede til Punching the Air af Ibi Zoboi og Yusef Salaam. Det er en roman på vers, og den er så godt skrevet! Hovedpersonen er meget kunstnerisk anlagt og både maler og skriver poesi og begge dele er tydelige i bogen. Historien er inspireret af Salaams egne oplevelser og bør stå højt på listen hos alle, der har den mindste interesse i at læse om vores samfund og Black Lives Matter. Hvis man kunne lide The Hate U Give, er det her en bog man skal læse.

TL;DR: Jeg læste 23 bøger i juli og fortæller meget kort om dem alle sammen.

Det er alt jeg har læst færdig i juli. Jeg er stadigvæk også i gang med at læse Poems for Every Summer Day af Allie Esiri, Bloodwitch af Susan Dennard og The Golden Fool af Robin Hobb.

Har du læst nogle gode bøger i juli?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.