Dette indlæg opdateres løbende indtil readathonet slutter kl. 14 søndag 24/10.
Man kan også følge med på min Goodreads eller Instagram.

Jeg har skrevet mere om min TBR her: Spooky Dewey læseliste.
12:52
Jeg er så klar til at fordybe mig i læsningen i dag. Der er blevet handlet ind, jeg har fundet det comfy tøj frem, om lidt skal der brygges te og bøger og chokolade er klar. Så nu er jeg nået dertil, hvor jeg bare går og venter på at vi starter. Jeg ved ikke om der er så mange jeg kender, der deltager den her gang, men jeg glæder mig til at følge med på Instagram, Twitter og Goodreads. Jeg har ikke valgt min første bog endnu, men jeg tror at jeg vil gøre lidt om jeg plejer og starte med en af de længste. Det er ikke min umiddelbare plan at være oppe hele natten, men nu får vi at se hvordan det kommer til at gå.
Hvis du deltager, så vil jeg super gerne høre, hvor jeg kan følge med i dit læsedøgn henne. Noget af det allerhyggeligste er nemlig at snakke med andre om hvordan det går.
På instagram deltager jeg også i Arcanum Akademiets bingo udfordring for den her weekend. Det har egentlig ikke noget at gøre med Dewey readathon’et, men timingen er perfekt og jeg har på fornemmelsen jeg ret hurtigt for bingo – så jeg går efter fuld plade. Så der skal lige planlægges et par billeder og sådan, så jeg er klar til at åbne min første bog når klokken bliver 14.
Ses vi?
Bøger læst: 0.
Sider læst: 0.
13:57
Så er det lige ved at være tid. Jeg har ikke brygget te endnu, til gengæld har jeg kold iste at starte ud med. Billederne til Instagram er blevet taget, og jeg har fundet mine bluetooth høretelefoner og playliste med classics musik. Og så har jeg valgt min første bog. Jeg vælger som altid at starte ud med min længste bog, som i denne omgang er House of Furies af Madeleine Roux. Så vidt jeg ved skriver hun ret creepy fantasybøger, og jeg er så spændt på at læse min første bog af hende. Den egentlig længste bog, på sidetal alene, er His Hideous Heart redigeret af Dahlia Adler, men da det er en samling af noveller og digte, bliver det nok en bog jeg ikke læser fra ende til anden i én omgang, men en jeg vender lidt tilbage til i løbet af det næste døgn. Og nu, læsning!
Rigtig god læselyst hvis du deltager!
Bøger læst: 0.
Sider læst: 0.
16:13
Wow, sikke en bog at starte med! Jeg fløj virkelig igennem House of Furies, og selvom jeg godt kunne have ønsket mig lidt mere mørke og creppy faktor, så var det en virkelig godt gotisk horror fantasy, hvor man ikke er helt sikker på om det er overnaturligt eller ej. Jeg skal i hvert fald helt klart læse resten af serien, for jeg elskede karaktergalleriet og Madeleine Roux byggede sådan en atmosfære op, som jeg ved kommer til at sidde i mig en rum tid endnu. Jeg er overrasket over hvor hurtigt det gik med at læse den.
Jeg nåede aldrig at få lavet te tidligere, men nu har min kæreste lavet til os begge to, så jeg vil nyde en varm kop te, mens jeg starter på His Hideous Heart. Jeg er spændt på at finde ud af hvilke Poe historier, der er genfortalt i bogen, og så er de originale også med, så jeg kan læse dem også. Jeg regner dog som sagt kun med at læse et par stykker, før jeg lige holder en pause fra den og læser noget andet ind i mellem.
Bøger læst: 1.
Sider læst: 432.
17:51
Jeg har læst de første 4 historier i His Hideous Heart, plus de korresponderende originale historier af Edgar Allan Poe. Ind til videre er jeg virkelig vild med bogen, det er nogle hårrejsende og nervepirrende fortællinger, der virkelig har formået at klare balancen mellem modernisering og at være tro mod den oprindelige fortælling.
Nu skifter jeg dog lidt spor, og læser en middle grade spøgelsesfortælling. Mit valg er faldet på Bridge of Souls af Victoria Schwab, den tredje og sidste bog om Cassidy Blake, som efter en nærdødsoplevelse kan se spøgelser, og måske hjælpe dem med at krydse over. Alt imens hun rejser verden rundt sammen med hende forældre, der har et TV show om hjemsøgte steder og ikke aner hvad deres datter kan. Ind til videre har jeg godt kunne lide serien for dens måde at fortælle lokale spøgelseshistorier og gøre det spændende og medrivende, men serien har også alt for mange referencer til popkultur, og særligt til HP, i forhold til hvad jeg selv foretrækker.
Bøger læst: 1.
Sider læst: 557.
19:01
Okay, så mine følelser omkring Bridge of Souls er ret meget det samme som de to foregående bøger i serien. Jeg synes det er super spændende med den historie forfatteren får spundet, men jeg kan også godt mærke at jeg synes det er lidt for let købt nogle gange. Men jeg er glad for at jeg har læst serien færdig, det er en hyggelig tilføjelse til min “spooky” bøger.
Jeg tror snart at vi skal have noget aftensmad, men indtil da vil jeg læse i The Lost Apothecary af Sarah Penner, der er en historie fortalt i to tidslinjer om en apoketer, som har en hemmelig forretning med at forgive mænd, der har været voldelige eller lignende. Jeg har rigtig høje forventninger til den her bog, fordi så mange af både de youtubers jeg følger og mine venner har været vilde med bogen.
Bøger læst: 2.
Sider læst: 857.
21:03
Jeg tror muligvis jeg har fundet en ny bog til min yndlings-hylde. The Lost Apothecary var alt det, jeg gerne ville have at den skulle være. Mystisk, medrivende, følelsesfuld og umulig at lægge fra mig. Jeg kan godt forstå at jeg har set så mange tale godt om den.
Vi har stadigvæk ikke spist noget, så mens min kæreste er travlt optaget af hans spil, vil jeg læse lidt videre i His Hideous Heart, måske en eller to genfortællinger mere, før vi skal spise.
Bøger læst: 3.
Sider læst: 1.125.
23:23
Der gik faktisk ikke ret lang tid fra min sidste opdatering, før vi fik aftensmad. Det er typisk os, når det er weekend og vi ikke skal nå noget. Godt mæt af lasagne har jeg nu læst His Hideous Heart færdig og jeg må sige, at jeg virkelig nød den. Jeg er meget imponeret over de moderne genfortællinger og fortolkninger af Poes tekster, og hvordan de på en og samme tid føles nye og stadig kan jeg genkende elementer fra de klassiske historier. Det er helt klart en bog, jeg vil anbefale, især hvis man er til noveller og korte historier, som kan give en rigtig meget at tænke over.
Jeg ved ikke helt hvad min næste bog skal være. Jeg tror enten, at jeg vil begynde på The Dark Power of Tolkien af David Day, fordi den nok er den “tungeste” bog tilbage i min læsestak, eller også vil jeg begynde at læse nogle digte i Bewitched and Haunted redigeret af John Hollander, for med den tror jeg også at jeg kommer til at læse lidt ind i mellem de andre bøger for ikke at køre træt i den.
Bøger læst: 4.
Sider læst: 1.480.
01:36
Jeg ville ønske, at jeg havde haft The Dark Powers of Tolkien dengang jeg skrev speciale. Det var sådan en god bog, jeg følte jeg lærte noget og samtidig var det bare fedt at nørde lidt. Og så er jeg så småt begyndt på Bewitched and Haunted, men det kan godt være jeg bliver nødt til at gøre den færdig efter noget søvn, for jeg kan godt mærke at mange af digtene er af ældre dato og jeg er lige nu en smule træt.
Derfor vil jeg også læse en af mine letter bøger nu: en form for film-til-bog adaption af en af mine yndlings animerede film: The Nightmare Before Christmas. Jeg ved at filmen i sin tid blev baseret på et digt af Tim Burton, men dette er ikke den bog. Den er præcis som jeg skrev, nærmest en gengivelse af filmen i bogform. Men jeg knuselsker filmen og derfor kunne jeg heller ikke stå for den.
Bøger læst: 5.
Sider læst: 1.829.
02:04
Med soundtracket til filmen i ørerne – jeg elsker “This is Halloween” – har jeg læst den korte og skønne bog The Nightmare Before Christmas. Bogen er mere eller mindre en en-til-en gengivelse af filmen, med mange af filmens replikker direkte gengivet. Som sådan er der ikke rigtig noget nyt i historien, men det havde jeg heller ikke forventet. Jeg vidste godt at den her bog er mere en slags genfortælling af filmen, så jeg er ikke skuffet. Hele vejen igennem er der også masser af finurlige og flotte illustrationer, enten af koncept tegninger, de brugte stop-motion dukker og lignende.
Jeg føler mig en smule mere frisk, sjovt nok. Jeg tror, at jeg vil læse nogle flere digte i Bewitched and Haunted, indtil jeg går i seng og sover et par timer eller fem.
Bøger læst: 6.
Sider læst: 1.893.
03:29
Nå det var ikke helt meningen, men nu er jeg også færdig med Bewitched and Haunted. Jeg tror det er sådan en digtsamling, jeg vil vende tilbage til flere gange, før jeg har en helt klar forståelse af det. Der er som sagt en del af digtene inkluderet, som er ret gamle eller bare sværere at forstå, så genlæsninger er vejen frem. Når det så er sagt, så synes jeg faktisk det var en rigtig spændende samling og der var flere af digtene der rørte mig og jeg har også stiftet bekendtskab med nogle nye forfattere.
Nu vil jeg til gengæld sove lidt. Jeg har 2 bøger tilbage i min udvalgte læsestak, plus Novellix æsken med 4 korte Agatha Christie noveller, så jeg tror lidt søvn vil gøre mig godt.
Bøger læst: 7.
Sider læst: 2.056.
08:04
Godmorgen!
Jeg har sovet nogle timer og føler mig dumt nok ret frisk lige nu, så jeg er klar til at læse lidt videre. Jeg har desuden også lovet, at jeg henter rundstykker lidt senere, og jeg tror det bliver rigtig godt med noget frisk luft. Men jeg lige sidder og vågner helt, er jeg så småt begyndt på The Last Life of Prince Alastor af Alexandra Bracken. Det er den anden og sidste bog om drengen Prosper Redding, der der finder ud af at han mere eller mindre er besat af en dæmonisk karakter ved navn Prince Alastor. Jeg kunne rigtig godt lide den første bog, så jeg er spændt på hvad der sker næst.
Bøger læst: 7.
Sider læst: 2.056.
10:23
Jeg er overrasket over hvor frisk jeg stadigvæk føler mig, men jeg har på fornemmelsen jeg skal have en lur efter klokken 14. Nu er det i hvert fald tid til at få noget morgenmad. Jeg er blevet færdig med The Last Life of Prince Alastor, og det var en totalt fed slutning på historien. Jeg havde ikke rigtig nogen ide om, hvordan historien ville udforme sig, men jeg kunne virkelig godt lide de overraskende drejninger vi tog flere gange.
Jeg har 2 bingoudfordringer tilbage til Arcanum Akademiets Instagram bingo, og de har begge to med en lydbog at gøre. Så jeg vil starte på Tales of the Peculiar af Ransom Riggs som lydbog, mens jeg går op til bageren.
Bøger læst: 8.
Sider læst: 2.445.
11:41
Morgenmad hentet og spist. Så nu vil jeg på ny dykke ned i Tales of the Peculiar og forhåbentlig færdiggøre den med tid nok til at læse alle fire Novellix-noveller også.
Det var skønt med en gåtur ud i den friske luft, jeg tror det var lige hvad jeg havde brug for.
Bøger læst: 8.
Sider læst: 2.479.
12:53
Jeg er stadigvæk ret vild med Tales of the Peculiar og det, den bringer til Ransom Riggs sælsomme univers. Det er ikke alle historierne, jeg kan huske hvorvidt de spiller en rolle i selve serien eller ej, men jeg elsker hvor kreative, unikke og ret spændende de er. De er med til at udvide den verden betydeligt og giver et hint af den lange historie der ligger bag den verden vi først møder i Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children. At læse bogen har samtidig gjort mig i totalt humør til endelig at læse den tredje bog i den nye trillogi og færdiggøre den serie. Men det bliver en anden dag. Her med kun en times tid tilbage, vil jeg nyde Agatha Christies 4 mysterier i Novellix’ flotte æske, et glas juice nyde de sidste hyggelige minutter af dette readathon
Bøger læst: 9.
Sider læst: 2.653.
13:56
Jeg gjorde det! Med få minutter igen har jeg læst alle de bøger, jeg havde sat mig for at jeg ville læse. Jeg er overrasket over hvor godt jeg kunne lide Agatha Christies noveller, men det burde jeg måske ikke være. På flere måder minder de mig om Conan Doyle og Poes detektivhistorier, som jeg holder meget af.
Det betyder også at readathon’et er slut nu for mit vedkommende. Og hvilken hyggelig omgang det har været!
Bøger læst: 13.
Sider læst: 2.766.
Bøger læst:
- House of Furies af Madeleine Roux, 4 hjerter.
- Bridge of Souls af Victoria Schwab, 3 hjerter.
- The Lost Apothecary af Sarah Penner, 5 hjerter.
- His Hideous Heart redigeret af Dahlia Adler, 4 hjerter.
- The Dark Powers of Tolkien af David Day, 5 hjerter.
- Tim Burton’s The Nightmare Before Christmas fra Disney Animated Classics, 5 hjerter.
- Bewitched and Haunted redigeret af John Hollander, 3 hjerter.
- The Last Life of Prince Alastor af Alexandra Bracken, 4 hjerter.
- Tales of the Peculiar af Ransom Riggs, 4 hjerter.
- Den tilslørede dame af Agatha Christie, 4 hjerter.
- Målebåndsmordet af Agatha Christie, 3 hjerter.
- Det ubrydelige alibi af Agatha Christie, 4 hjerter.
- Anklagerens vidne af Agatha Christie, 2 hjerter.
Tak for denne gang!
Comments