anmeldelser

En uønsket julegave af Sara Molin

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Titel: En uønsket julegave
Forfatter: Sara Molin
Serie: —
Oversætter: Rane Rørdam Knudsen.
Udgivet af: Palatium Books i 2021, først udgivet i 2020 med titlen En oönskad julklapp.
Sidetal: 290 sider.
Sådan læste jeg bogen: fysisk anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget, læst på dansk, originalsproget er svensk.

Diana Jonsson har ikke lyst til at forlade Tanzania for at tilbringe november og december i det mørke Sverige. Hun har ikke lyst til at blive konfronteret med følelsen af ikke at høre til, og hun har bestemt ikke lyst til at fejre svensk jul med alle de forventninger, det indebærer. Men hun formår ikke at sige nej, da hendes mor for tredje år i træk spørger, om hun vil komme hjem og holde jul i Sollentuna. Vikariatet på akutmodtagelsen giver hende jo også chancen for at tjene lidt tiltrængte penge. To måneder, det kan hun vel klare? Hun skal bare have julen overstået, for i januar venter et nyt arbejde i Kenya. Men i Sverige er der ikke noget, der bliver, som hun havde forestillet sig. Kollegerne Gunnel, Blaze og Erik kommer hurtigt til at betyde noget for hende, og da det viser sig, at Dianas formodede afdøde far ikke bare lever, men des­ uden har en ny familie, kan hun ikke lade være med at opsøge sin halvsøster. Bare for at se, hvordan hun ser ud. Diana havde håbet på en ukompliceret og enkel jul med sin mor, men fra tid til anden får man meget mere, end man har bedt om.En uønsket julegave er en juleroman fyldt med humor, varme, komplicerede familierelationer og kærlighed i et stresset sygehusmiljø.

3 ting, jeg godt kunne lide ved En uønsket julegave:

  • Dianas kollegaer! De var søde, sjove, særlige og en helt fantastisk tilføjelse til bogen.
  • Der er noget ved bøger der foregår ved juletid, som jeg holder af.
  • Forfatteren er ikke bange for at lade sine personer have negative sider, som påvirker historien.

Jeg anmelder dem sjældent på bloggen, men jeg elsker at læse julebøger i december. Og det er først for nyligt, at jeg har fået øjnene op for juleromancer eller romancebøger der foregår omkring juletiden. Så derfor glædede jeg mig ret meget til at læse En uønsket julegave. Jeg vidste ikke meget om bogen på forhånd, men jeg havde gode forventninger til bogen.

Jeg blev lidt overrasket over, at En uønsket julegave er mere en realistisk roman end en decideret romance. Jeg ved ikke om det var noget der skuffede mig, men jeg havde forventet mere. I stedet for fokuserer meget af historien på Dianas forhold til hendes kollegaer, hendes job og ikke mindst forholdet til hendes mor. En af de troper, jeg mindst gider at læse om, er miskommunikation alene for konfliktens skyld. Og i En uønsket julegave har denne miskommunikation, eller mangel på kommunikation, stået på imellem Diana og hendes mor i årevis. Det er nok en personlig preference, for jeg tror det er meget realistisk at der er ting man ikke får sagt og ting man antager, som man nemt kan komme til at gå og ruge over, indtil det fylder så meget at man ikke kan se forbi det. Jeg kunne godt lide at forfatteren lod Diana have realistisk negative sider af hendes personlighed, som fik mig til at tænke, på trods at jeg at ikke kunne lide hvordan historien blev skruet sammen. Hvordan forholdet mellem mor og datter udvikler sig, i takt med at datteren bliver ældre, er ikke et scenarie, jeg har læst meget om eller har særligt meget lyst til at læse om, men det betød ikke at jeg ikke kunne lide det i denne bog.

En stor del af plottet handler om Dianas arbejde og hvad hun vil med sit liv. Det er også her at der kommer lidt romance ind i billedet, men det er meget lidt og ikke det, der er fokus for historien. Og jeg tror egentlig det er okay, for det havde ikke passet til den historie som forfatteren gerne ville fortælle. På Diarans arbejdsplads møder vi også nogle af de karakterer, jeg allerbedst kunne lide i bogen. Hendes kollegaer er farverige, underholdende og hjertevarme, de fleste af dem, og det var en rigtig god tilføjelse til en historie, hvor jeg faktisk ikke var særligt vild med ret mange af karaktererne. Det var vildt spændende at læse om Dianas arbejde som sygeplejerske i udlandet og hvordan hun ser på sit arbejde igennem bogen, men jeg savnede lidt mere dybde i hvordan hendes job var, før hun rejser tilbage til Sverige. Det er hendes job på en svensk akutmodtagelse, som vi får mest af og det gjorde det svært for mig at se, hvorfor hun ville tilbage til det, vi knapt blev introduceret til.

Jeg kunne godt finde på at læse flere bøger af Sara Molin, men i sidste ende var det ikke den bog, jeg håbede at det ville være.

Hvis du kan lide bøger, der udforsker svære mor-datter forhold, realistiske karakter med meget realistiske problemer eller en rørende bog at læse med lidt julestemning spredt ud over bogen, så kan det være at En uønsket julegave er noget for dig.

Og som altid: rigtig god læselyst!

Del dette:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.