Bogen er et anmeldereksemplpar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.
Titel: Måske i morgen.
Forfatter: Inez Gavilanes.
Serie: —
Oversætter: —
Udgivet af: CarlsenPuls i 2021.
Sidetal: 304 sider.
Sådan læste jeg bogen: fysisk anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget.
Lulu bor med sin psykisk ustabile mor i et boligbyggeri i en forstad til København. Den lille lejlighed er rammen om et betændt forhold mellem mor og datter, og Lulu lister rundt for ikke at vække den ulmende vrede, der aldrig synes at slippe sit tag i hendes bedøvede mor. Men Lulu kæmper med en sort ensomhed, der synes at gribe mere og mere om sig, og da det en dag slår klik for hendes mor, flygter Lulu ud af lejligheden. Hun skal bare lige have en pause. Væk fra sin mor og kritikken, der hagler ned over hende. Men så møder Lulu en flok piger, der ser hende, og som giver hende en opmærksomhed, hun er uvant med. Lulu føler sig (måske) som et menneske igen, og hun bliver snart en del af den lille flok. Men tilhørsfoholdet kommer med en pris – og da Lulu har svært ved at navigere i spillereglerne, ender hun snart som en brik i et spil, der kan få fatale konsekvenser.
2 ting, jeg godt kunne lide ved Måske i morgen:
- Historien kommer meget nær læseren, fordi vi kommer helt tæt på Lulu og hendes liv.
- Der bliver taget nogle chancer, det virker ikke altid særligt godt, men der var også øjeblikke der overraskede mig positivt.
Når jeg tænker tilbage på den her bog, så har jeg mest en ”meh” følelse. Det er ikke en historie, der gjorde det store indtryk på mig og jeg havde ret blandede følelser mens jeg læste. Jeg vidste ikke ret meget om Måske i morgen da jeg gik i gang med bogen og det var nok helt sikkert den virkelig flotte forside, der tiltrak min opmærksomhed.
Lad os starte med det positive: jeg nød virkelig at komme helt tæt på en karakter, som har en masse indre ting at kæmpe med. Ting hun måske ikke selv vil se i øjnene, ting hun bevidst ikke tænker på og ting der optager hendes tanker konstant. Det er en af de ting, jeg altid leder efter i en historie som Måske i morgen, der skal være en barsk og ærlig, socialrealistisk roman. Jeg kom aldrig til at holde af Lulu som person, for hun er ikke ligefrem det, man vil kalde en likeable karakter. Men hendes historie stod skærende klart for mig mens jeg læste.
Når det kommer til denne her bog, er der rigtig mange trigger warnings, bl.a. for homofobi (udtalelser og handlinger), vold, stofmisbrug, psykisk sygdom og seksuelle overgreb. Der bliver ikke lagt fingre imellem.
Men det er også her, jeg har mine største problemer med bogen. For hele bogen drypper af udtalelser, sprogbrug og ord, der ikke er i orden. Og som aldrig rigtig bliver påtalt. Det flyver om sig med skældsord, og selvom bogen skal forestille at foregå i et bandemiljø og karaktererne konstant foretager sig lyssky ting, så synes jeg godt at man kunne have skrevet hele bogen på en anden måde, der ikke var så gennemsyret af homofobi. Det kommer tydeligst til udtryk i hvordan den åbent lesbiske karakter i bogen bliver portrætteret, som en der lever op til samtlige stereotyper der er om lesbiske piger, så meget at det bliver karikeret. Det er gennemgående for alle karaktererne i bogen, at de ender som flade karikaturer, og jeg kunne ikke fortælle dig hvem af alle sidepersonerne, der er hvem eller hvad der kendetegner dem, for de gjorde intet varigt indtryk.
Måske i morgen er en bog, der ikke lever op til dens flotte forside, desværre. Jeg tror at der kunne gemme sig en god historie helt skåret ind til benet, jeg tror forfatteren virkelig gerne ville fortælle noget med Lulus historie, men den drukner i karikerede personer, overdrevent fokus på sex og vold – begge dele ret grafisk – og nedsættende omtaler og sprogbrug om LGBTQ+ personer.
For mit vedkommende får bogen ikke nogen vild anbefaling med herfra, jeg mener at der er andre bøger der gør det bedre og viser en karakters tumulte tanker og følelser bedre.
Har du læst bogen og hvad synes du om den?