Bjørnen af Tina Sakura

Anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Titel: Bjørnen.
Forfatter: Tina Sakura og illustreret af Signe Kjær.
Serie:
Oversætter:
Udgivet af: Carlsen i 2021.
Sidetal: 48 sider.
Sådan læste jeg bogen: fysisk anmeldereksemplar fra forlaget.

Carli er lige begyndt i gymnasiet, da hun og en håndfuld andre nye bliver inviteret til puttemiddag hos nogle drenge fra 3.g. Hun er særligt udvalgt blandt mange piger, og Carli glæder sig. Men det bliver en aften, som ødelægger noget inden i hende, og kun naturen og Carlis egne urkrafter kan få sårene til at heles igen. Bjørnen vågner. En stærk og sanselig historie om at mærke sine grænser og tage sin kraft tilbage.

Hvad jeg godt kunne lide ved Bjørnen:

  • At der bliver taget vigtige emner op, som kan være svære at sætte ord på.
  • Og i stedet for sætter bogen rigtig ofte billeder på de svære tanker.

Årh, hvor ville jeg gerne have elsket denne her bog. Sådan har jeg det stadigvæk, når jeg tænker på den. Og det er af samme årsag, som jeg først blev interesseret i denne her korte fortælling. Bjørnen er på mange måder en vigtig bog, som sætter ord og billeder på en traumatisk oplevelse, som kan være rigtig svær at italesætte. Og jeg havde en forhåbning om at den ville kunne være med til at skabe en forståelse og en samtale. Men jeg blev aldrig særlig imponeret af selve bogen.

Jeg vil starte med at sige, at jeg tror godt at andre kan få mere ud af bogen end jeg gjorde. Men for mig druknede det vigtige budskab i den måde historien blev fortalt på. Det blev lidt for abstrakt til mig og jeg savnede lidt mere tekst.

Til gengæld fungerer det grafisk element rigtig fint, og der er masser af udtryk i de mange tegninger. Det var ikke helt nok til at jeg følte at de kunne stå alene, men jeg kunne mærke hvordan jeg lod mig opsluge af historien igennem tegningerne mere end ordene.

Som sagt, så tror jeg nemt at andre kan få mere ud af bogen end jeg selv gjorde. Og jeg håber at den skaber mulighed for at de der kan have brug for det, føler at de kan sætte ord eller billeder på det, der tyngder dem.

Så jeg håber at flere vil læse bogen og tage den til sig.

Og som altid: rigtig god læselyst!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.