Blåhjerte af Lene Krog

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Blåhjerte.
Forfatter: Lene Krog.
Serie: Pigen fra Månehøjen #3.
Oversætter:
Udgivet af: Ulven og Uglen i 2021.
Sidetal: 476 sider.
Sådan læste jeg bogen: fysisk anmeldereksemplar fra forlaget.

Læs mine anmeldelser af de første to bøger i serien her: Grå magi og Heksens storm.

Bragimark er reddet fra undergang, men med Egan Blåhjerte på fri fod, er Freya overbevist om, at den skæbne, som gudinderne forsøgte at forhindre, endnu truer. Frustreret over, at omgivelserne ikke ser samme farer, sætter Freya sig for at afsløre Egans sande natur.
Hidtil ukendte marlingeevner rammer almindelige bragier, og mens Merian kæmper med uforklarlige minder, føler hun sig sært draget mod blåhjertesværdene, hvis magiske egenskaber hun begynder at tro på.
Leander har svært ved at forlige sig med det tvangsægteskab, kongen har planlagt for ham, og da han stifter bekendtskab med gudindernes ældgamle fjende, Blåhjerterne, går det op for ham, at han blot er en af brikkerne i Blåhjerternes længe ventede hævn.

3 ting, jeg godt kunne lide ved Blåhjerte:

  • Vi får mere viden om verdenen og dens historie, som virkelig støtter plottet.
  • Flere af karaktererne får masser af plads.
  • Fantastisk afslutning på serien!

Jeg glædede mig så meget til at læse denne her slutning på Pigen på Månehøjen. Den anden bog endte på en måde, der gjorde at jeg næsten ikke kunne vente med at læse videre. Og jeg er virkelig imponeret over denne her trilogi som helhed.

En af de ting, jeg virkelig godt kunne lide ved Blåhjerte er at fordi vi går lidt tilbage i tiden, får vi som læser et meget bedre billede af hvad der skete forud for den første bog. Det giver en mulighed for at få en bredere forståelse af Bragimark og så var det ret spændende at møde karakterer, som har stor indflydelse på historien og hvad der fører til starten på Grå magi, den første bog. Og det hjælper på den forvirring der opstår helt i starten grundet Freyas hukommelsestab. Og måden Lene Krog vælger at gøre det på, fungerede så godt for mig.

I det hele taget finder jeg bogen godt skrevet og skruet sammen, så sproget bare flyder og jeg meget let kan forestille mig Freyas verden. Blåhjerte var en opslugende læseoplevelse, hvor jeg var meget spændt på hvordan historien ville udvikle sig, og der var da også et par karakterer som overraskede mig rigtig meget.

Det er svært at anmelde en slutning på en serie uden at spoile for meget. Men en af de ting, jeg ikke kan lade være med at tænke på nu, er hvor meget min oplevelse af Blåhjerte forstærkede min allerede virkelig gode oplevelse af serien. Jeg havde så meget lyst til at gå tilbage og genlæse serien forfra, bare for at jeg kunne blive i universet. Det er helt sikkert en serie, som har genlæsnings-potentiale og jeg håber at serien får masser af opmærksomhed.

Jeg vil anbefale Blåhjerte og Pigen fra Månehøjen trilogien til fans af gode fantasyfortællinger, en historie der tager overraskende drejninger, til fans af fantasybøger om spørgsmål om fri vilje, skæbne og alternative tidslinjer.

Og som altid: rigtig god læselyst!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.