Hvorfor ikke? af Carey Heywood

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Hvorfor ikke?
Forfatter: Carey Heywood.
Serie: Kærlighedsgåder #3.
Oversætter: Lisbeth Valentin Madsen.
Udgivet af: Palatium i 2022, første gang udgivet på engelsk i 2017 med titlen Why Not?
Sidetal: 260 sider.
Sådan læste jeg bogen: fysisk anmeldereksemplar fra forlaget.

Læs mine anmeldelser af de første to bøger i serien her: Hvorfor nu? og Hvorfor lyve?

Reilly er hende, alle piger gerne vil være venner med, og hende, alle mænd vil date. Men sådan har det ikke altid været. Da Reilly gik i high school, var hun stormende – og hemmeligt – forelsket i den lidt ældre Trip. Trip anede knap, at Reilly eksisterede, og da han blev færdig med skolen, flyttede han fra byen. Mens Trip uddannede sig i politiet, blev Reilly Ferncliffs feterede tv-journalist og ikke så lidt af en berømthed i det lille samfund.
Reilly er single og fokuserer på sin karriere, og hun dater kun sjældent. Men da hun som nyuddannet blev ansat på Ferncliffs tv-station, kunne hun ikke undgå at blive fascineret af den karismatiske og erfarne studievært Tad. De havde en kort affære, som Reilly afsluttede. Men Tad har svært ved at forstå, at det er slut, og hans tilnærmelser går efterhånden over stregen.
Trip flytter tilbage til byen, da han får ansættelse ved Ferncliff Politi. Han er glad for sit arbejde som betjent i den rolige by og i det hele taget godt tilfreds med sit ungkarleliv.
Da Reilly og Trip tilfældigt mødes på skolens legeplads efter en begravelse, er den gensidige tiltrækning uomgængelig, og inden længe er de officielt et par. De to er uadskillelige, men forholdet sættes under pres, da Reilly opdager, at hun er uplanlagt gravid – for det ligger helt fast for Trip, at han under ingen omstændigheder skal være far.
Mens Reilly indstiller sig på at gennemføre graviditeten alene, indser Trip, at han ikke kan forestille sig et liv uden Reilly og deres kommende barn. De to flytter sammen, og de bliver fuldstændig opslugt af at forberede sig til deres nye rolle i livet.

Men en helt almindelig sommerdag, hvor alt er, som det plejer, indtræffer katastrofen. Noget går galt på Ferncliffs tv-station, og Trip må træde i karakter som betjent. Han affyrer sit våben flere gange, og bagefter er intet som før.

3 ting, jeg godt kunne lide ved Hvorfor ikke?:

  • Endelig får vi Reillys historie.
  • Trip og Reilly er umiddelbart som det par, jeg bedst har kunnet lide i den her serie.
  • Vi bliver introduceret for rigtig mange skønne sidekarakterer i den her bog, som jeg godt kunne lide.

Hvorfor ikke? er den tredje og sidste bog i serien Kærlighedsgåder og vi følger Reilly, søsteren til Jake og bedste veninde til Kacey fra den første bog. Og som med de andre bøger, så dukker karaktererne meget op på kryds og tværs, så jeg følte allerede at jeg kendte Reilleys karakter lidt, mens Trip var nyere for mig. Og de to fungerer rigtig godt sammen. Godt nok er deres forhold mere end en gang ude for at de snakker forbi hinanden og normalt er det en ting, jeg virkelig ikke kan lide. Men det virker i Hvorfor ikke? fordi de misforståelser der opstår føles naturlige, og ikke opstår så meget på grund af den ene karakters antagelser. Og så taler de sammen om det og får dem løst. Reilly og Trip er nok det par fra denne serie, som jeg ser som havende den bedste kemi og det var også dem, jeg helst ville læse om.

Men bogen handler også om meget andet end det. Der er en surprise baby, som er en af de troper jeg mindst kan lide. Det påvirkede nok også min læsning af bogen, selv om det fremgår af bagsideteksten og jeg vidste det på forhånd. Det bliver dog hurtigt overskygget af en anden begivenhed, en tragedie der er så stor at det vender op og ned på alting. Og jeg tror bogen havde fungeret bedre for mig, hvis der havde været tyndet lidt ud i de mange plottråde.

Bogen er meget som resten af serien har været for mig rigtig fin underholdning med en række spændende karakterer at følge og lære at kende, men også lidt en følelse af at den ikke rammer helt som jeg kunne have håbet på. Hvorfor ikke? er en fin fortælling om to personer, som forsøger at holde fast i hinanden midt i livsomvæltende omstændigheder og jeg hyggede mig med at læse den. Men desværre blev det ikke en ny yndlingsbog.

Hvis du er til kærlighedsfortællinger, der viser både de følelsesladede, de komplicerede og de sexede sider af et forhold, eller til en bog der i høj grad handler hvor uforudsigeligt livet kan være, så kan det være at Hvorfor ikke? og hele Kærlighedsgåder-serien er noget for dig. Bøgerne kan godt læses uafhængigt af hinanden, men som sagt dukker karaktererne fra de tidligere bøger også op i denne.

Og som altid: rigtig god læselyst!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.