
Titel: Blodarv.
Forfatter: Haidi Wigger Klaris.
Serie: Sort måne #1.
Oversætter: —
Udgivet af: Tellerup i 2020.
Sidetal: 287 sider.
Sådan læste jeg bogen: fysisk bog fra min reol.

Syttenårige Connor har boet alene med sin mor hele livet. Da hun dør, tvinges han til at flytte til den lille by Mossy Creek for at bo hos sin ukendte moster og bedstefar. Et møde med den mystiske Amelia bliver starten på en romance der er dømt til at slutte før den er begyndt, for byen gemmer på en mørk hemmelighed, og mange ønsker ikke at se dem sammen.
Hvad jeg godt kunne lide ved Blodarv:
- Mystikken. Der er så mange mystiske ting at udforske ved byen Mossy Creek.
- Slutningen!
- Selvom jeg ikke var så overbevist omkring kærlighedsforholdet, så var karaktererne interessante at følge.
Jeg anede ikke, hvad jeg kunne forvente mig af Blodarv. Det er den første bog, jeg har læst af Haidi Wigger Klaris og jeg er ikke skuffet. Haidi er god til at skrive virkelig mystisk fantasy, forstået på den måde at ja, det er fantasy og der er mange fantastiske elementer i historien, men det er lige så meget en mysteriehistorie: hvad sker der i Mossy Creek, siden der ingen internet er, ingen mobilsignal, udgangsforbud og meget mere? Byen gemmer på nogle vilde hemmeligheder, og lidt uden at ville det, bliver Connor hvirvlet ind i dem så snart han flytter dertil.
Der er ikke en bog, jeg sådan lige kan sammenligne med Blodarv, for jeg har ikke rigtig læst noget, der bare minder om. Jeg gik ind til bogen uden at have nogen forventninger, og jeg endte med at være ret opslugt af historien. Det er ikke en historie med masser af action fra start til slut, men et mysterium der med tiden har opslugt både Connor og mig som læser – og jeg elskede den effekt det lidt langsommere tempo havde på min læsning.
Desværre var jeg ikke særligt overbevist om den meget pludselige kærlighed til Amelia, som er det der for alvor starter Connors jagt på svar. Jeg gad godt have set en anden grund til at han forsøger af afdække byens mystiske sider end pga. af en pige, som ret åbenlyst har en forbindelse til de mystiske væsner, der hærger byen.
Jeg er meget spændt på at læse videre i serien og få svar på flere af mine spørgsmål. Især efter den overraskende slutning. Men jeg tror også, at jeg bliver nødt til at genlæse Blodarv først, for jeg er ikke sikker på jeg har opfanget alle detaljer. Bogen er rigtig hurtigt læst, den er skrevet i et let forståeligt sprog. Jeg kunne selv godt have tænkt mig mere opbygning af det sted historien foregår, men forhåbentlig kommer der mere worldbuilding i videre bøger i serien.
Hvis man er til fantasymysterier, overnaturlige væsner og små bysamfund og ikke har noget imod lidt ”øjeblikkelig kærlighed”, så kan det være at Blodarv er en bog man skal samle op. Og så er bog to udkommet for ikke så lang tid siden.
Og som altid: rigtig god læselyst!