Titel: Modertræets datter.
Forfatter: Louise Haiberg.
Serie: —
Oversætter: —
Udgivet af: Tellerup i 2016.
Sidetal: 493 sider.
Sådan læste jeg bogen: fysisk bog fra min reol.
Dinea har været syg så længe hun kan huske. Lægerne opfatter hendes sygdom som et mysterium, og hun må udstå mange pinsler i deres søgen på at helbrede hende. Om natten plages hun af det samme mareridt igen og igen … et mareridt hvor hun regerer over et fremmed, koldt rige. Lucien tilhører en race som for længst er blevet forvist til sagn og overtro af menneskeheden. Da Dinea møder Lucien, bliver hun hvirvlet ind i sine mareridts verden; et smukt og koldt rige hvor kærlighed er en svaghed. Lucien har sine helt egne ambitioner, og for at opnå hvad han ønsker, har han brug for Dinea. Han har ikke tænkt sig at lade nogen form for svaghed stå i vejen for sine planer … og absolut ikke kærlighed.
Hvad jeg godt kunne lide ved Modertræets datter:
- Luciens verden er spændende og fantasifuld, men uhyggelig.
- Hele historien føles meget unik og anderledes end noget jeg har læst før.
- Jeg havde ingen anelse om, hvor historien ville gå hen og blev hele tiden overrasket.
Da jeg først var færdig med at læse Modertræets datter, og prøvede at samle mine tanker til en samlet helhed. Jeg vidste meget lidt om bogen, da jeg gik i gang med at læse den, men mine forventninger var ret høje, for jeg er vild med mange andre af forfatterens bøger. Modertræets datter er meget anderledes af alt det andet jeg har læst af Louise Haiberg, så det kan ikke rigtig sammenlignes.
Først og fremmest, så synes jeg især at Luciens verden er en rigtig spændende version af en Fae verden, hvor der bliver trukket på gamle myter som at feer ikke kan tåle jern, og at de er langt fra søde og nuttede væsner. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er ret vild med det, og det var helt sikkert også noget der trak min læsning op.
Desværre blev jeg lidt for ofte hevet ud af historien, enten fordi der kommer kapitler, der fungerer som flashbacks, og de virkede især i starten ret forvirrende og jeg blev aldrig rigtig vild med den måde at afbryde fortællingen på. Dinea og Luciens synsvinkler fungerede godt sammen, måske fordi de er så vidt forskellige i deres tilgang til alting, men også fordi der er en masse de ikke ved, eller tror de ved, og det pirrede min nysgerrighed. Magt er et stort tema i bogen, og det bliver udforsket på en måde, der fik mig som læser til at stoppe op og tænke en ekstra gang.
Jeg tror, at jeg ville kalde Modertræets datter for forfatterens måske mest unikke bog til dato. Den skiller sig meget ud fra Dæmondræber-trilogien og Død Verden-serien, som jeg også har læst, men det er en af historiens styrker. Louise Haiberg skriver smukt og formår at fortælle en historie, der virkelig står stærkt trods en forvirrende start.
Hvis man kan lide fantasy med masser af overraskelser, så tror jeg virkelig at ens opmærksomhed vil være fanget af denne bog. Jeg vil anbefale bogen til fantasylæsere, som kan lide anderledes verdener, masser af drama og som ikke er sarte – for der er nogle lidt voldsomme scener.
Og som altid: rigtig god læselyst!