Under skoven danser vi af Trine V. Ipsen

Titel: Under skoven danser vi.
Forfatter: Trine V. Ipsen.
Serie: Koldblodstrilogien #1.
Oversætter:
Udgivet af: DreamLitt i 2017.
Sidetal: 196 sider.
Sådan læste jeg bogen: fysisk bog fra min reol.

Romanen foregår i årene under Napoleonskrigene, hvor Europa er splittet, og alle lande er under oprustning. Krigen er dog endnu ikke nået til Danmark, men de store grevskaber fornemmer alligevel, at noget er på vej. I skovene lurer koldblodsvæsnerne, sagnvæsner, der hypnotiserer deres ofre og stjæler deres varme.
Hovedpersonen Ella møder i en tidlig alder et koldblodsvæsen, og mødet bliver skæbnesvangert for hele hendes opvækst. Hun bliver rekrutteret af sin gudfar til en militær specialenhed, der eksperimenterer med brugen af koldblod. Under sin oplæring i krigskunst og kontrol af koldblodet lærer Ella også om venskab, tillid og ikke mindst det at kunne tilgive de hændelser, der hviler i fortiden.

Hvad jeg godt kunne lide ved Under skoven danser vi:

  • Koldblodsvæsnerne er rigtig spændende.
  • Det at bogen foregår i en tidsperiode i Danmark, jeg ikke har læst meget om, hverken fiktion eller nonfiktion.

Da jeg først satte mig ned for at læse Under skoven danser vi, anede jeg ikke hvad jeg skulle forvente. Det er ikke meget, bagsideteksten afslører og jeg vidste kun at handlingen foregår i Danmark i tiden omkring Napoleonskrigene og at der ville være nogle overnaturlige elementer i historien.

Der er virkelig mange lag i den ellers korte bog og jeg kunne nok godt have tænkt mig at den havde været lidt længere. For selvom der er mange spændende karakterer og fede elementer i historien, så savnede jeg mere tid til at lære det hele at kende og mere plads at udvikle det på. Det var som om alting gik meget stærkt, og jeg følte mig ret forvirret over læsningen, da jeg var færdig med bogen. Derfor er jeg også meget spændt på, hvor det fører hen i den næste bog i serien.

En ting jeg virkelig var meget fascineret af, er de koldblodsvæsner, som forfatteren har opfundet. Jeg tror i hvert fald det er nogle sagnvæsner, som er forfatterens egne, for jeg er aldrig stødt på noget helt lignende før. Der lurer en masse farer omkring disse væsner, men der er også noget spændende ved dem, som virkelig fangede min fantasi. At de så også har en betydning i forhold til den kommende krig, føltes både så virkelighedstro og overnaturligt på samme tid. For der er vel nærmest ikke noget mere nærværende end at mennesker ville forsøge at udnytte mystiske væsners evner til deres egne formål?

Man skal ikke umiddelbart lade sig snyde af at bogen ikke er særligt stor, der er mange forskellige temaer vævet ind i historien, fantasy og historie, lidt kærlighed, men masser af hemmeligheder. Så hvis nogle af de temaer lyder godt for dig, så kan det være at denne fantasybog er noget for dig.

Og som altid: rigtig god læselyst!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.