
09.49
Jeg føler mig ret dårligt forberedt, men i dag er det endelig tid til endnu et døgn i læsningens tegn. Jeg har fundet mig en stak bøger, som jeg håber på at læse, og et par ekstra i tilfælde af at jeg hellere vil læse noget andet. For mig er dette readathon i høj grad om humørlæsning i dag. Jeg har haft meget svingende læselyst de sidste to måneder og for tiden er alt jeg har lyst til at læse mere spooky bøger. Så min læseliste bærer præg af at jeg har lyst til at læse om hekse, om nekromancere og om monstre og uhyggelige skove.
Jeg skal arbejde den første times tid af readathonet, så jeg planlægger at starte ud med at høre lydbog. For tiden er jeg i gang med Plain Bad Heroines af Emily M. Danforth og den regner jeg med at fortsætte med.
Skal I også læse i dag?
15:13
Jeg har fri fra arbejde og jeg har hentet noget at spise. Så nu er jeg klar til at sætte mig ned og læse. Jeg har valgt, at jeg vil holde en pause fra lydbogen til Plain Bad Heroines, ikke fordi den er dårlig, men fordi jeg nok vil gemme den lidt til et senere tidspunkt. Den første bog jeg vil sætte mig til at læse nu, bliver Once and Future Witches af Alix. E. Harrow. Jeg har hørt meget godt om den og jeg er også selv ret spændt på den.
Timer lyttet: 1.
Sider læst: 45.
Bøger læst: 0.
18:18
Jeg har netop vendt den sidste side i Once and Future Witches og den var så god. Historien er en smule forvirrende fortalt, og nogle gange havde jeg svært ved at tage det lidt for moderne sprogbrug seriøst i en bog der skal forestille at foregå i 1800-tallet. Men blandingen af heksekraft og kvindefrigørelsesbevægelsen og alle de andre tråder der bliver trukket på var virkelig spændende. Jeg endte med at give den 4 stjerner og jeg kan helt sikkert anbefale den.
Lige nu tænker jeg, at jeg vil starte på min næste bog, inden vi evt. skal have noget aftensmad. Jeg tror nok, at den næste bog jeg vil starte på, bliver Reign of the Fallen af Sarah Glenn Marsh. Det er en bog jeg længe har haft stående på min reol og faktisk også inkluderet i mine næsten-glemte 5 stjernede forudsigelser.
Timer lyttet: 1.
Sider læst: 561.
Bøger læst: 1.
21:24
Jeg tog en lille pause til at lave aftensmad og spise, men ellers har jeg med stor fornøjelse læst Reign of the Fallen. Historien gik ikke rigtigt i den retning jeg havde forventet, men den var virkelig god. Jeg var ret vild med necromancy-delen, men jeg savnede helt klart noget mere forklaring. Vinklen på historien var interessant og anderledes end forventet, men det gør mig virkelig nysgerrig på at læse 2’eren.
Min næste bog bliver nok flower crowns and fearsome things af Amanda Lovelace, hendes standalone digtsamling der i hvert fald delvist er inspireret af Persefone-myten.
Timer lyttet: 1.
Sider læst: 931.
Bøger læst: 2.
22:44
Hahaha, ja så jeg endte ikke kun med at læse flower crowns and fearsome things. Jeg tror nok, at det er den bedste digtsamling af Amanda Lovelace jeg har læst. Den balancerer så fint imellem det delikate og yndige og det frygtindgydende og det, der er fuld af egen styrke. Så da jeg var færdig med bogen, havde jeg lyst til mere. Så jeg har også fået læst hendes noget ældre duologi af digtsamlinger, Things That H(a)unt. Duologien består af To Make Monsters Out of Girls, som handler rigtig meget om giftige forhold og To Drink Coffee with a Ghost, som handler om komplicerede mor/datter forhold i forfatterens liv. Jeg synes ikke umiddelbart at disse to bøger er lige så stærke som hendes nyere bøger, men jeg følte mig stadig påvirket og rørt af dem.
Jeg kan godt mærke, at jeg er ved at være lidt træt i det, så derfor er det nu tid til noget lidt lettere. Og noget jeg har set frem til længe, jeg vil nemlig rigtig gerne genlæse W.I.T.C.H. tegneserierne, som jeg var stor fan af som barn. Jeg har volume 1-3 af den samlede graphic novel, som indeholder hele den første “historie”, De tolv porte. Ikke nok med at jeg længe har haft lyst til at genlæse serien, så er mit oktober bullet journal tema også inspireret af serien. Så det kunne nærmest ikke være bedre.
Timer lyttet: 1.
Sider læst: 1.435.
Bøger læst: 5.
00:53
Åh, sikke et nostalgitrip. Jeg er stadig ret vild med W.I.T.C.H. historien og jeg tror bestemt at jeg skal have anskaffet mig de næste bøger i serien. Det er rigtig længe siden jeg har læst dem sidst, men det kan altså stadigvæk noget. Jeg har læst alle tre bøger, W.I.T.C.H. Part 1: The Twelve Portals, vol. 1, vol. 2 og vol. 3. Det er nok første gang at jeg læser serien på engelsk, for de blade jeg havde som barn var på dansk.
Nu er jeg til gengæld så træt, at jeg vil få mig noget søvn.
Timer lyttet: 1.
Sider læst: 2.203.
Bøger læst: 8.
08:24
Så har jeg da endelig fået slæbt mig ud af sengen igen. Det var nu virkelig rart med ordentligt søvn, noget jeg ikke plejer at være så godt til under de her readathons. Inden jeg går i gang med min næste bog, skal jeg først lige have noget at spise. Jeg tror nok at min næste bog bliver The Nature of Witches af Rachel Griffin. Det er min sidste bog i min stak, jeg udvalgte før readathon’et startede. Hvis der bliver tid til at læse mere, så har jeg et par ekstra bøger og ellers vil jeg nok se om jeg kan færddiggøre de 3 sidste timer af lydbogen til Plain Bad Heroines. Men først; morgenmad.
Timer lyttet: 1.
Sider læst: 2.203.
Bøger læst: 8.
10:03
Okay, det tog måske lidt længere tid end ventet. Men nu er jeg klar til at læse igen og jeg glæder mig så meget til The Nature of Witches, som jeg har hørt virkelig gode ting om. Det bliver nok min sidste bog i denne omgang, men nu ser vi hvad der sker.
Timer lyttet: 1.
Sider læst: 2.203.
Bøger læst: 8.
12:04
The Nature of Witches var så god! Det tog lidt tid før jeg rigtigt følte mig på bølgelængde med hovedpersonen, men lige fra starten var jeg superfascineret af magien og mulighederne. Det er helt sikkert en ny favorit.
Jeg tror ikke rigtigt, jeg kan nå at læse en bog mere færdig inden kl. 14, jeg vil i hvert fald ikke stresse mig igennem endnu en. Så jeg lytter videre i Plain Bad Heroines og hækler lidt.
Timer lyttet: 1.
Sider læst: 2.570.
Bøger læst: 9.
13:37
Nu kan jeg efterhånden godt mærke, at jeg trænger til en pause fra min lydbog. Jeg har lidt over 1 time tilbage af den, så jeg når ikke at blive færdig med den under alle omstændigheder. Så for mit vedkommende vil jeg afslutte mit readathon her. Jeg er virkelig godt tilfreds med alt det jeg har nået og samtidig har det også været rigtig rart at kunne prioritere læsningen og bare forsvinde ind i bøgerne. Jeg har læst en meget blandet stak af bøger, men i det store og hele har jeg haft et skønt læsedøgn.
Timer lyttet: 2½.
Sider læst: 2.710.
Bøger læst: 9.
Once and Future Witches – 4 stjerner.
Reign of the Fallen – 4 stjerner.
flower crowns and fearsome things – 5 stjerner.
to make monsters out of girls – 3 stjerner.
to drink coffee with a ghost – 3 stjerner.
W.I.T.C.H. Part 1: The Twelve Portals, vol. 1 – 4 stjerner.
W.I.T.C.H. Part 1: The Twelve Portals, vol. 2 – 4 stjerner.
W.I.T.C.H. Part 1: The Twelve Portals, vol. 3 – 4 stjerner.
The Nature of Witches – 5 stjerner.
Plain Bad Heroines – ikke færdiglæst endnu.
