Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Af ild og vind.
Forfatter: Julie M. Day.
Serie: Saga-kvartetten #2.
Oversætter: —
Udgivet af: Turbine i 2022.
Sidetal: 470 sider.
Sådan læste jeg bogen: fysisk anmeldereksemplar fra forlaget.

Læs min anmeldelse af den første bog i serien her: Af blod og støv.
ZOLA er på en farefuld færd over Salthavet, hvor en ny, grufuld virkelighed venter på hende og hendes bror i arenaen i Loxhole. TARAN kæmper med at finde sine ben som rekrut i kongens hær under den tidligere slavehandler RULF HUNTERS kommando. Imens er PHILIP blevet tilbage i Eiksdalen, hvor han snart opdager, at Taran efterlod sig mere end blot savnet af en god ven. KRONPRINS CASSIUS er hjemvendt med sin nye brud, dværgekongens datter Brunilla, men ægteskabet går langt fra som planlagt. På slottet i Nordskrone er YARA under oplæring hos kongens medicas, men snart bliver hun tvunget til at træffe nogle svære valg for at redde dem, hun holder af. Og imens rykker mørket hele tiden tættere på …
Hvad jeg godt kunne lide ved Af ild og vind:
- Der kommer meget mere dybde i verdenen og trådene begynder for alvor at blive spundet sammen.
- Gensynet med de mange forskellige karakterer var kærkomment!
- Jeg fandt bogen helt umulig at lægge fra mig igen.
Der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg virkelig glædede mig til at læse Af ild og vind. Alene på den baggrund at jeg er virkelig tryllebundet af forfatterens måde at skrive på og de billeder hun danner. Også selvom det langt fra er let det hele, faktisk er der ret mange både klamme, grusomme og overvældende scener i bogen. Det er tryllebindende på den måde, at jeg hele tiden ville vide, hvad der skete næst og hvordan det skulle gå karaktererne.
Apropos karaktererne, så kunne jeg godt mærke, at dette er den anden bog i serien. For jeg havde mere overblik over karaktererne, hvor de befandt sig i verdenen og hvem de egentlig var, en jeg havde i den første bog. Det kommer helt naturligt jo længere man kommer ind i serien, men jeg tror også at det skyldes at de får mere personlighed, jo mere jeg som læser ser dem reagere og interagere med deres omgivelser. Jeg ved ikke om jeg har den decideret favorit, men for mig fungerede det godt at vi følger så vidt forskellige karakterer og perspektiver. Det sætter virkelig alting i spil, når man hele tiden tror man ved noget og så ser man det fra en anden side og ved alligevel ingenting.
Der er skruet op for både handling og hemmeligheder i denne bog. Som læser kunne jeg hele tiden fornemme at der er noget på vej, noget stort der kommer til at have konsekvenser for alle karaktererne. Men selvom det store plot ikke står helt tydeligt for mig endnu, så er der ikke mangel på konflikter, lyssky hemmeligheder, politisk spil og masser af følelser. Af ild og vind er en skøn opfølger til Af blod og støv og har for alvor gjort mig nysgerrig på serien og dens univers. Det er min favorit af alle forfatterens bøger jeg har læst indtil nu og jeg glæder mig til at den næste bog kommer.
Hvis du er til episk fantasy, med alt fra magtspil, magi, onde væsner og onde mennesker, så vil jeg anbefale Sagakvartetten til dig. Serien er mere målrettet de lidt ældre læsere inden for YA, men kan bestemt også nydes af voksne.
Og som altid: rigtig god læselyst!