Alle de bogserier, hvor jeg mangler 1 bog – Final Book Support Group Læseliste

, ,

Sidste år startede Steph fra Steph Loves et læsefællesskab på Discord, som hedder Final Book Support Group. Det er et fællesskab, hvor det handler om at læse serier. Selvom gruppens navn indikerer at der kun er fokus på den sidste bog i en serie, så er der også meget gang i “Continuation Station” for alle os som er rigtig gode til at starte serier, men ikke fortsætte dem. Hver anden måned er der et readathon, hvor alle kan deltage og det har været alt fra 48 timer til ugelangt og nu, månedlagt.

Du kan se Steph’s annonceringsvideo her: Final Book Support Group Readathon Round 5.
Find Discord kanalen her: FBSG Discord.

I anledning af dette månedlange readathon, vil jeg derfor i dag fortælle lidt om de serier, hvor jeg kun mangler at læse den sidste bog. Det er kun de serier, hvor jeg ejer den sidste bog, som er med på listen. Der er 13 i alt og jeg håber at jeg kan nå at læse cirka halvdelen af dem i løbet af måneden. Jeg har en masse andre ufærdige serier, hvor jeg mangler mellem 2 og 5 bøger, men i dag er mit fokus på de sidste bøger.

Lugnasad duologien af K. L. Berger.
Lugnasad følger en række meget forskellige teenagere, som af forskellige årsager kommer på en sommerlejr på den meget mystiske ø, Lugnasad. Det viser sig dog hurtigt, at øen gemmer på nogle ret så grumme hemmeligheder og de må kæmpe for deres liv. Jeg mangler kun at læse Tilbage til Lugnasad, og i første omgang vidste jeg slet ikke, at det ville blive til en serie. Den første bog var en overraskelse for mig, og jeg husker at jeg var ret vild med den. Det er dog en bog i den mere uhyggelige ende, så der er hele tiden noget i mig, som vil gemme bogen til oktober.

Hollow Crown duologien af Zoraida Córdova.
En af de bedste bøger, jeg nogensinde har fået i en bogboks, må uden tvivl være Incendiary og derfor er bog to, Illusionary en af de få efterfølgere, jeg også har købt hos samme bogboks. Det er en dragende verden med unikke, overnaturlige evner, hævntogt og politisk spil.

Rise of the Empress duologien af Julie C. Dao.
Endnu en bogboks efterfølger. Det er desværre så længe siden at FairyLoot havde den første bog, Forest of a Thousand Lanterns at det var før de også begyndte at lave specialudgaver af resten af serien. Den første bog er en fantastisk genfortælling af historien om den onde stedmor/den onde dronning fra Snehvide, med virkelig mange unikke twists til historien. Så vidt jeg ved, så følger denne efterfølger, Kingdom of the Blazing Phoenix, hendes steddatter, altså Snehvide-karaktereren, og jeg tror mest af alt at jeg ikke har læst den endnu fordi det efterhånden er mange år siden jeg læste den første bog.

Grænsen til Trafallas trilogien af Julie M. Day.
Denne her trilogi har ikke været på listen så længe igen. Jeg har ikke overblik over hvor længe jeg fik anbefalet den her serie, før jeg endelig gik i gang med at læse den. I Den halve arv og Skyggen fra Nord, følger vi Grace, som kommer i kontakt med en mystisk skriftrulle. Det fører hende til den anden verden Trafallas, hvor hun møder elvere og selv finder ud af at hun er halvt menneske, halvt elver. I den sidste bog, Den sidste alliance er der lagt op til et storslået slag og jeg er ret spændt på at læse slutningen på serien.

Poppy War trilogien af R. F. Kuang.
Her er det mest et spørgsmål om, at jeg slet, slet ikke er klar til at serien skal slutte. Jeg har elsket de to første bøger, The Poppy War og The Dragon Republic og at følge Rin på hendes rejse. Det er en serie, der ikke lægger låg på, når det kommer til det brutale ved krig, stofmisbrug, kolonisering og meget mere. Det er magtintriger, grusomme guder og masser af moralske dilemmaer. Nu kommer forfatteren til Fantasyfestivalen i år, så inden da vil jeg også have læst The Burning God.

Girls of Paper and Fire trilogien af Natasha Ngan.
Den her trilogi er endnu en af mine favoritter fra en bogboks. Det er en medrivende fortælling om en verden, hvor vi følger Lei, en pige fra den laveste klasse i hendes verden. Hun og 8 andre bliver valgt som Paper Girls til kongen, men det kunne lige så godt være en dødsdom. I de to første bøger følger vi Lei som hun kommer til slottet og møder de andre, og langsom forelsker sig i en af de andre piger. Jeg har læst Girls of Paper and Fire og Girls of Storm and Shadow. Og nu håber jeg at Girls of Fate and Fury leverer et brag af en slutning.

Sorrow duologien af Melinda Salisbury.
Det er så længe siden, at jeg læste State of Sorrow og det er helt sikkert også derfor at jeg ikke har læst slutningen på serien endnu. Der gik lang tid før jeg overhovedet fik købt den og nu har jeg svært ved at huske detaljerne fra den første bog. Så jeg planlægger at genlæse den første bog igen. Det jeg kan huske er, at vi følger Sorrow, kongens datter, som forsøger at styre landet fordi hendes far er blevet vanvittig af sorg over hendes brors død. Jeg er til gengæld også gået i gang med en anden af forfatterens serier og jeg er vild med hendes skrivestil. Men der kommer nok til at gå lidt tid, før jeg også får læst Song of Sorrow.

An Ember in the Ashes kvartetten af Sabaa Tahir.
Det her er til gengæld en af de serier, jeg håber på at læse færdig i år. For jeg har været vild med alle de første tre bøger i serien og jeg er rigtig spændt på at læse slutningen. I An Ember in the Ashes møder vi Leia og Elias, Leia er slave og på flugt efter hendes familie er blevet taget fra hende. Og Elias er soldat og født ind i militæret, hvor hans mor har en stor rolle. De mødes lidt ved et tilfælde, men det bliver starten på en masse komplikationer, som for store konsekvenser for både dem og hele riget. De næste to bøger er A Torch Against the Night og A Reaper at the Gates. Jeg mangler kun at læse A Sky Beyond the Storm.

These Violent Delights duologien af Chloe Gong.
Jeg faldt pladask for These Violent Delights, en gangster-inspireret Romeo og Julie fantasygenfortælling i 1920’ernes Shanghai. Og jeg kan slet ikke forstå, at jeg ikke har læst den næste bog, Our Violent Delights endnu. Jeg ved at forfatteren også har udgivet en eller to bøger i en anden serie i samme verden og jeg vil rigtig gerne læse dem. Men først skal jeg gøre den her bog færdig.

Fitz and the Fool trilogien af Robin Hobb.
Ærligt talt, så tøver jeg virkelig med at læse den her bog. Jeg frygter slutningen virkelig meget, for især Fitz-bøgerne i det her univers har det med at være smertefulde at læse. De er virkelig gode, velskrevne og medrivende. Men karakteren Fitz kommer ud for ekstremt meget i sit liv og han kan bare aldrig få en pause. Det er også den sidste bog jeg mangler, Assassin’s Fate og det er ikke ligefrem en rosenrød titel. Efter 15 andre bøger og en novella, er det meget vemodigt at sige farvel til Elderlings-universet og jeg tør ikke engang håbe på at Fitz får en lykkelig slutning. Men jeg vil så gerne have den læst i år. De to foregående bøger i denne trilogi er Fool’s Assassin og Fool’s Quest, men jeg vil anbefale at man starter med at læse Farseer-trilogien og Assassin’s Apprentice og passer på med at læse bagsideteksterne for serien – de spoiler nemlig helt vildt meget.

Reign of the Fallen duologien af Sarah Glenn Marsh.
Jeg startede kun denne her serie sidste efterår og lidt ligesom med Lugnasad-duologien, så er det en serie, jeg forbinder med oktober og spooky læsning. I Reign of the Fallen følger vi nemlig en nekromancer, hvis arbejde er at bringe de døde fra kongefamilien tilbage til livet igen, så de kan leve evigt. Det er selvsagt ikke ufarligt og da nogen begynder at angribe nekromancere, er det kun starten. Jeg mangler godt nok kun at læse Song of the Dead, så jeg tænker godt at jeg kan nå det til oktober.

Bjørneby trilogien af Fredrik Backman.
Jeg troede at jeg var færdig med den her serie, for jeg vidste ikke at det var en trilogi. Jeg købte bog tre, Vinderne, i forbindelse med min fødselsdag i januar, og jeg håber på at få den læst i løbet af marts. For jeg har elsket Bjørneby og Os mod jer. I serien følger vi det lokale ishockeyhold i den lille by Bjørneby, og hvordan byens identitet i høj grad er bygget op omkring holdet. En identitet, der sprænges, da en af spillerne begår en forbrydelse. Det er en serie der er svær at opsummere, for i bedre Backman stil, følger vi et væld af karakterer og får hele tiden ny viden. Jeg håber at den sidste bog lever op til de to første.

Christmasaurus trilogien af Tom Fletcher.
Den eneste bog på denne liste, som jeg ved at jeg ikke får læst i marts, er The Christmasaurus and the Naughty List, som er tredje og foreløbigt sidste bog i Tom Fletchers juleserie. Den handler om en dreng, som ønsker sig en dinosaur i julegave. Julemanden laver i stedet en stor bamse, men der er faktisk en lille dinosaur i hans værksted, og den sniger sig afsted for at tage bamsens plads. Det er bare starten på en rigtig sød fortælling og jeg har elsket de to første bøger, The Christmasaurus og The Christmasaurus and the Winter Witch. Det er julemagi og jeg gemmer den sidste bog til december.

Har du nogen serier i dit bibliotek, hvor du kun mangler at læse den sidste bog?

Og som altid; rigtig god læselyst!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.