Sommerforsider ~ Top Ten Tuesday

Top Ten Tuesday er et ugentligt indlæg, hvor man sammensætter en liste alt efter et givent emne. Det er hostet af That Artsy Reader Girl. Denne uges emne er Covers that look or feel like summer. Så jeg har kigget lidt på min bogreol og fundet en række forsider, som får mig til at tænke på sommer. De kommer i fuldstændig vilkårlig rækkefølge.

Fierce Like a Firestorm af Lana Popovic

Jeg er ikke helt sikker på, hvad det er ved denne forside, som får mig til at tænke på sommer. Men der er noget over den, som altid giver mig lyst til at genlæse bogen en varm sommerdag i solen.

Læs om den første bog i serien her: Wicked Like a Wildfire.

Vingårdens vilde blomster af Jen Devon

Jeg forbinder altid valmuer med sommer og der er noget over denne forside som minder mig om varme sommeraftenener.

Læs om bogen her: Vingårdens vilde blomster.

Ignite Me af Tahereh Mafi

Hele den her serie har virkelig fine forsider og de skønneste detaljer. Men denne her er både min favorit af dem alle og den mest sommeragtige. Kombinationen af blomsterne, og baggrundsfarverne der får mig til at tænke på sommerregn, så var det en let tilføjelse til listen.

Læs om den første bog i serien her: Shatter Me.

Frostens datter af Margit Sandemo

Der er rigtig mange flotte forsider i Margit Sandemos store forfatterskab, men denne er en af mine absolutte favoritter. Jeg elsker farvespillet, og det giver mig lyst til at gå på jagt efter en lille lysning, en sø og massevis af farverige sommerblomster.

Læs om den første bog i serien her: Trolddom.

Fundet af Maya Banks

Denne her serie har alle forsider, der får mig til at tænke på sommer og at danse under solen. Der er noget fint over dem, uden at de er overvældende af detaljer.

Læs om den første bog i serien her: Fanget.

Månesøsteren af Lucinda Riley

Egentlig kan jeg allerbedst lide de nye paperback-forsider, men det er disse hardcover udgaver jeg har og jeg synes bestemt også de er flotte. Månesøsteren er min favorit, den får mig til at tænke på sene sommeraftener og feriesteder.

Læs om den første bog i serien her: De syv søstre.

En enkelt lille ting af Erin Watt

Om det er den skønne, gule farve eller kirsebærrene ved jeg ikke, men det giver helt klart indtrykket af sommer, sol og strand.

Læs om bogen her: En enkelt lille ting.

Det lille bageri på strandpromenaden af Jenny Colgan

Jeg elsker i det hele taget disse redesignede forsider til Colgans bøger og jeg håber ustandseligt på at forlaget udgiver alle bøgerne med disse forsider. Der er noget ved kombinationen af den pastellilla farve og den fine tegning af bageriet, som giver mig sommerferie-i-en-lille-by-vibes.

Læs om bogen her: Det lille bageri på strandpromenaden.

Emily Wilde’s Encyclopaedia of Fairies af Heather Fawcett

Da jeg første gang stødte på denne her bog, var det den sorte forside jeg så. Men da jeg for nyligt købte bogen, fandt jeg denne udgave og faldt pladask for forsiden. Den emmer af magi og sommerblomster og jeg elsker det.

Læs om bogen her: Emily Wilde’s Encyclopaedia of Fairies.

Pandemonium af Lauren Oliver

Denne her forside får mig altid til at tænke på sommer og gule rapsmarker så langt øjet rækker.

Læs om den første bog i serien her: Delirium.

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.